En af mine første erindringer er fra jeg var 4 -5 år, vi skulle besøge Fars familie i Jelling, vi blev kørt fra Brunsvang til Vesterby af Vognmand Peter Jensen i Klejs Skov, han kørte i en Pedal-Ford, det var privatvognen, ellers havde han to lastvogne på 2 og 3 tons, en tid havde han en Chauffør der hed Ejvind, han kørte lidt personkørsel i fritiden, det var med en Nash, den havde tilhørt Iver Sørensen, Holstdal.

Fra Vesterby til Vejle var vi med Madsens Rutebil, det var Osvald Frandsen der kørte, han havde tjent i Brunsvang, så ham kendte vi, hans Forældre samt Faster og Onkel boede nær ved os i Klejs Skov. Fra Vejle til Jelling skulle vi med toget, det havde jeg aldrig prøvet før, det lignede vist det Veterantog, der nu kører på strækningen, men jeg husker at det bakkede nogle steder, min Far sagde det var fordi det tog tilløb, for at komme op fra Grejsdalen, det troede jeg jo på. Det var min første tur til Vejle.

Vi havde to halvstore ænder med, Far havde købt dem nede hos Juul Kvist, dem skulle Farbror Christian have til videre fedning til Jul, de skulle være i Seminarie dammen så længe. Vi var hos Faster Henny til frokost og senere til middag på Seminariet hos Forstanderen, Farmor omtalte ham altid som Forstanderen, det var kun i direkte tiltale hun sagde Christian. Farmor og jeg sad ved vinduet ved et lille bord og spiste, Farmor var meget dårlig hørende, og børn må jo ikke tale ved bordet, så vi har det bedre for os selv, sagde hun, og det blev også eneste gang, men jeg har tit set efter vinduet, når jeg er kommet igennem Jelling, der sad hun altid, når hun var henne hos Forstanderen, der var jo ikke så langt, hun boede henne hos Henny i Boghandelen, som havde forretning tre steder mellem Stationsvej og Møllegade i tidens løb, Farbror Peter boede også der, han var ugift, og havde lært Gartnerfaget, men var meget plaget af Astma, og det var der nok ikke så meget at gøre noget ved på den tid. Men jeg så da min Farmor for første og sidste gang.

Det har nok været samme år, jeg for første gang var i Juelsminde, i hvert fald som jeg husker. Ulla, min ældste Søster, var i huset hos Gudrun og Herbert Schou i Juelsminde, når Schous var på ferie, havde Ulla fri, og var hjemme i Brunsvang, men kørte ned og så efter huset og vandede blomster, en dag var min bror Erik og jeg med dernede, vi ville sidde på Terassen imens Ulla vandede blomster, der stod nogle moderne Funkis Stole med formsæder, jeg var så lille at jeg skulle have knæet op først, og så stolen var fuld af vand, efter en regnbyge, inden jeg fik sagt noget var Erik dumpet ned i en stol, men heldigvis var det en varm sommerdag, så han tørrede hurtigt, og jeg indså at det måske havde visse fordele, at være lille. Jeg sad bag på Ullas cykel derned og hjem igen. Ulla havde sommetider Schous hund, en hvid Schæfer der hed Lissi, med hjem til os, når hun havde fri, det var en god hund.

Ved gavlen af Laden havde vi altid en bunke sand, det blev brugt når der skulle laves mørtel og cementpuds, når husene hvert år skulle pudses af, som man kaldte det, og ellers blev det brugt til at lege i. På min 6 års fødselsdag husker jeg at vi skulle have et nyt læs sand, jeg troede vist det var for min skyld, og det var det måske også. Det var bestilt hos Peter Jensen, han skulle komme med det om aftenen, ovre fra Grusgraven i Rødsig, og da det på den tid var stille om aftenen, kunne vi høre når han startede hjemme, og når han drejede ind til grusgraven skulle han give lyd med hornet, så ville Erik cykle ned at hjælpe med at læsse, så kunne han jo få en køretur hjem, det var jo ikke hver dag man havde chance, for at køre med i en bil. Vi fik et pænt læs sand, der fik jeg mange timer til at gå, køre med biler, og så havde jeg nogle firkantede lister med et halvrundt spor i, de kunne bruges til at rulle marmorkugler i, ned over sandbunken, på æsken stod der Kirks Kuglebane, nu 65 år efter så jeg i svensk T.V., at det var noget af det første Kirk Christiansens Legetøjsfabrik i Billund lavede, så jeg var tidlig i gang med Lego. Vi havde også vores Stærekasser på Ladegavlen, og der var altid stor aktivitet der, især når der kom unger deroppe. En dag jeg sad og legede, faldt der noget ned i håret på mig, og da jeg mærkede efter, var det en mægtig fugleklat, så der blev jo vildt skrål.

Jeg vidste jo at dette ville ende med alle tiders hårvask, og værre blev det da Erik sagde at det var godt at det ikke var en ko med tynd mave, han sagde godt nok til mor at det var for at trøste mig, men trøst eller ikke, så hylede jeg i vilden sky, måske for at mor skulle få ham til at holde op med at grine.

Når det var dårligt vejr, især ved vintertid hørte jeg Børnetime i radioen ved halvfemtiden om efter middagen, jeg måtte ikke selv betjene radioen, der blev åbnet og lukket, da vi ikke var på lysnettet, var det et apparat med udvendige rør, megafonhøjtaler, anode batteri og akkumulator, så der skulle spares på strømmen, men en dag var Mor gået ud at fodre hønsene, da børnetimen var færdig, kom der noget andet, som jeg ikke vidste hvad var, og mor havde nok glemt at jeg sad og lyttede, men det begyndte med en mand, der talte noget jeg ikke forstod, hans stemme blev højere og højere, så råbte han, og så råbte folk, og så skreg han højt, jeg var stiv af skræk, så skreg jeg højt og løb ud, min mor troede at der var sket en ulykke, indtil hun blev klar over sammenhængen, da hun hørte radioen sagde hun det var en forfærdelig mand i Tyskland, som hed Hitler, ham skulle jeg ikke være bange for, det var jo nok det de fleste sagde dengang, jeg glemte dog aldrig den mand, når Erik og jeg var alene hjemme, og han spurgte om vi skulle høre om Hitler var i radioen, gik jeg i panik.

Mit aktivitetsområde var ret afgrænset, der var jo en del steder, hvor jeg kunne komme galt afsted, ved bække og vandhuller ude i engen, møddingpølen og ajlebeholderen skulle man holde sig langt fra, der kom nyt dæk over ajlebeholderen, men efter tres år er det meget dårligt igen, selvom det ligger inde i en privat skov, burde det holdes sådan der ikke er fare for mennesker og dyr.

Op til kommunevejen måtte jeg heller ikke komme, kun til den store sten i svinget på fællesvejen, ved stenen delte vejen sig og gik over til Agnes og Jens Christensen, og deres børn Anne, Gerda og Svend Aage, som jeg i skolealderen omgikkes med næsten daglig.

Der kom en del trafik på kommunevejen, mest hestekøretøjer, om vinteren og i foråret var det vogne der hentede træ i skoven, der var mange små private skovstykker i Klejs Skov, og nogle havde engarealer helt ude ved Skelgrøften til As Sogn, der havde Brunsvang også et stykke der gav græs til fire – fem kvier hver Sommer, man ventede med at sætte kreaturer ud i engene til høet var bjerget, der kom nogle store læs hø på vejen i den tid, man havde langt at køre, en man især lagde mærke til var Laurs Jensen i Refsgårdlund, de havde altid øverst på læsset en stor tyk stang, den stak et stykke forud og bagud af læsset, jeg fik at vide at det var et Læs træ, fra hvert hjørne forneden på læsset gik et reb op over stangen, når man så strammede rebene holdt stangen det hele på plads, jeg så det ikke andre steder, og har ikke set det siden, men det var brugt alle steder helt tilbage i 1600 –1700 tallet, det har altså været slutningen på et stykke gammel, dansk kultur.

I 1937 havde mine Bedsteforældre i Horsens Guldbryllup, Bedstefar var nogle år i forvejen gået på pension fra Statsfængselet som 70 årig, han nåede at holde 40 års jubilæum inden han holdt op. Mor og Far var af sted hele dagen, Erik og jeg var hjemme, men der blev sendt noget med hjem til os, man kunne jo ikke have børnebørn med, det var vi for mange til.

Den sommer var Mor indlagt på Amtssygehuset i Vejle, Peder Laursens kone Anne kom hver formiddag, og ordnede forskelligt i huset og lavede mad til os, hun gik hjem igen over middag, Erik og jeg var bange for at vores Moster Gerda i Horsens skulle komme og passe os, hun var en ugift dominerende hjemmesygeplejerske, der boede hjemme hos Bedstefars, og hun kunne ikke udstå katte, så hende ville vi helst være foruden, hun kom og blev et par dage da mor var kommet hjem, men det var så det. Min Far og jeg var i Vejle for at se til Mor på Sygehuset, det jeg var mest interesseret i, var den underjordiske gang imellem afdelingerne, med vinduer i loftet, som man kunne gå og køre på, jeg så også glasset i vinduerne oppe på gaden.     

Mor lå på stue med en dame, der hed fru Billeschou, hun var meget dygtig til at tegne, Mor havde et lille Pollyfoto billede af mig i Matrostøj, det havde fru Billeschou lavet en tegning af i stort format. Jeg har tegningen endnu.

Vi havde nogle naboer der hed Damgaard, der var to drenge Preben på min alder og Karl var et par år yngre, og deres forældre Ester og Niels og hans forældre Anne og Julius, det var mange på en lille ejendom, og da Niels skulle være soldat, lejede hans far en ung mand til at træde i hans sted, hans søn skulle ikke være soldat, og han købte også en bil til Niels, og i 37 eller 38 købte de den såkaldte Amerikanergård i Vesterby, magen til finder man kun hos Morten Korch, for dette foregik i de forfærdelige tredivere. Men det var mærkeligt at så mange, af de få man kendte var rejst, vi besøgte dem somme tider i Vesterby, der boede drengenes Mormor og Morfar også, det var den trivelige Murermester Preben Nielsen.

Men heldigvis fik jeg snart nye bekendte, og det gik sådan til. En dag sidst på vinteren, var jeg med min Far uden for gården, der var en del trafik med skovvogne på kommunevejen, der var noget uro deroppe, flere vogne holdt stille og ventede på at den forreste skulle køre, men hestene for den var helt umulige især den ene, den gik tilbage når den anden gik frem, ”Den er blevet stædig” sagde far, vi gik derop, det var vogne fra Gram og Gammel Klejs, hesten var helt umulig hver gang den skulle trække, Far sagde at han hentede vores hest, det var en stor sort hest der hed Klaus, ham havde vi fået nede fra Daugaard i Vesterby, efter de to andre var kommet til Lottrup, de fik skiftet hest og så gik det fremad, Far skulle jo med for at trække Klaus hjem igen, og jeg ville også med, men det var alt for langt, mor var i Horsens, og Erik lå i sengen med halsbetændelse, jeg var begyndt at lave vrøvl, så kom vores nabo Jens Christensen på vej hjem fra mælketuren, og satte mig op på vognen, ”Jeg har nogle børn hjemme du kan lege med” sagde han ”så kan din Far hente dig når han kommer tilbage, det er alt for langt for dig at gå”. Vi legede sammen hele eftermiddagen, til Far hentede mig, men nu kendte vi hinanden og begyndte at lege sammen, under et vist forældreopsyn.

I 1938 blev Erik konfirmeret, jeg huske ikke så mange enkeltheder derfra, det jeg husker bedst er at den aften der var Overhøring i Raarup Kirke, var jeg hos vore nye naboer i Damgaards ejendom, det var Katrine og Rasmus Peter Jensen, og det var mere spændende at være der, både for mig, og må- ske mest for mine Forældre. Erik fik en ny cykel, der var megen argumenteren for et racerstyr, men Far sagde at det var upraktisk, det var ikke til at køre med en kurv i hånden, på en cykel med racerstyr, så det blev et ordinært styr, senere da han kom ud at tjene købte han et T-styr, da var han vist heller ikke længere en af dem, der kørte med en kurv i hånden. Han skulle ud at tjene til november,  så han skulle være hjemme, om sommeren.

Han skulle også denne sommer på ferie i Jelling, det havde Inger og han været i flere år, det var jo alle tiders, faster havde båd og sommerhus ved Fårup Sø, der kunne de more sig når det var godt vejr, ellers gik de og hjalp lidt til i forretningen, det var jo spændende med alt det nye, og de havde masser at fortælle, når de kom hjem fra Jelling. Det havde Erik også denne gang, han kom en dag før aftalt, men det var noget mere alvorligt end det plejede, Farmor var død om natten, uden nogen særlig forudgående sygdom, men hun blev også 92 år, og havde holdt sig i ro i flere år, så det kom vist ikke, helt uventet. Far var nede ved Peter vognmand for at ringe til Jelling, det var den eneste telefon i Klejs Skov, så den var der mange der lånte, han skulle have talt med familien angående begravelsen, det var godt at Erik var hjemme og kunne hjælpe Mor med at passe gården, imens Far skulle til begravelse, de skulle køre fra Jelling til Aalborg, hvor Farfar var blevet begravet i 1917, det var en lang tur med rustvogn og bilfølge, det gik med moderat hastighed på den tid, og man skulle vise særlig hensyn i trafikken med begravelsesfølger.

Da Far kom hjem havde han et billede med, det var et maleri af hans Farfars skib, fra tiden i Købmandsgården i Blokhus, det var malet i 1838 i Altona, nu hænger det på vores væg og har gjort det i 40 år. Far fortalte også om den nye bro i Aalborg, hvordan den kunne åbne for skibene, og hvor bred den var, han havde ikke været i Aalborg i 20 år, og det kom til at gå 20 år før han komder igen, Ulla og Børge kørte Mor og Far til Vendsyssel i 1957, da de havde fået bil. Erik havde en grønlænderhund, den hed Junker og var dygtig til at trække slæder og vogne, Erik havde mange gode timer med den hund, men med alderen blev den døv, og kom der så nogen ind, uden den havde opdaget dem, kunne den godt reagere lidt hurtigt, så vi skulle af med ham, en dag mødte jeg Junker og Far ude i gården,” Kan du sige farvel til Junker” sagde Far, så vidste jegat det var sidste gang jeg så den, Far gik over til Gammel Klejs til Marinus Andreasen, han og søn- nerne var kendte jægere og skytter, og det var vores gode bekendte, de havde lovet far at hjælpe med det fornødne. Men det har nok været en trist tur for Far med den gamle hund, den havde jo været hos os, fra den var lille hvalp. Min Morbror Valdemar i Horsens, havde set en hund ude i Vestergade, han mente den ville passe hjemme hos os, det var en Granddanois, og den var lidt over et år gammel, den stod som lænkehund hos en Grønthandler Kruse, hvor børnene drillede den, og Kruse var vist ikke særlig glad for den, og ville af med den. Far tog ud og købte den for 15 kr. det var hvad 3 par træsko kostede eller 12 – 15 pakker cigaretter, så det var vist ikke for dyrt og vi fortrød aldrig, at vi fik netop den hund. Peter Jensen havde den med hjem i grisekassen, der lå den i en masse halm, den var meget bange i begyndelsen, Far gik tit i hvide lærredsjakker om sommeren, så blev

hunden bange, Han kom i tanker om at Kruse gik i hvid kittel og det var derfor den blev bange, men hunden, som nu hed Lady, og Far blev uadskillige i de ti år de fik sammen, det blev en utrolig god og trofast hund, som var god at have under krigen, da kom der ofte ”handlere” forbi, så var Mor glad for Lady, især hvis hun var alene hjemme.

Til 1. november 1938 begyndte Erik som landbrugselev på Klejsgaard, det var noget tomt efter han var flyttet, jeg havde overtaget hans seng, så jeg følte mig allerede noget større, heldigvis kom Erik tit hjem lørdag aften, og overnattede til søndag.

Min søster Inger var samme år flyttet fra Julie og Jakob Buch i Raarup til Tinne og Karl Rasmussen i Sejth, det var nok nærheden til Horsens, der var årsag til at flytte til Sejth. Der tjente også 2 karle den ene hed Villy Karger, hans far Reinhold Karger var mekaniker i Sejth, Villy havde motorcykel og kørte en gang imellem for Inger, når hun skulle hjem til os. En aften jeg gik oppe på vejen sammen med Far, kom de kørende og stoppede, de spurgte om jeg ville køre med ned til gården, jeg sad imellem dem, det var min første tur på motorcykel, og den glemmer jeg ikke, selv om det er blevet til mange kilometer, i årenes løb. Villy var farbror til Brian Karger, en af vore kendte Speedwaykørere de sidste 20 år, hvis far Kristen Karger kørte Speedway omkring 1960.

Om vinteren 1939 fik vi en Kighoste epedemi over hele landet, det var ikke rart, Far havde det også, Doktor Jacobsen i Hornsyld troede ikke på det, fordi Far havde haft det som barn, så der blev sendt prøver ind, og det var rigtig nok, Jacobsen sagde så at efter mange år, var man ikke længere mod- standsdygtig mod smitte.

Nu nærmede tiden sig hvor skolen skulle begynde for mit vedkommende, min mor havde mig med op i skolen, den dag der var indskrivning, der var 15 der skulle begynde til 1. april 1939. Det var ikke alle der var glade for fremtidsudsigterne, da vi skulle prøvesidde de nye pladser spurgte Ove Knudsen grådkvalt ”Hvor længe skal jeg sidde her”, ”7 år min lille ven” sagde Arne Kvistes Mor, men det var sagt så stille at Ove ikke hørte det, han havde nok heller ikke kunnet se det morsomme i det.

Vi begyndte som aftalt i skolen, og alt gik uden større problemer, så det er ikke meget der huskes fra den første tid, end måske det at jeg skulle afbryde leg og sådant kl. 11. om dagen for at nå til skolen 12.30. Jeg begyndte som 6. årig, idet jeg havde fødselsdag i maj, og nu delvis havde forladt mit trygge hjem, for at tilegne mig lærdom i 7 år, til at gå videre med, i en mere selvstændig tilværelse.

 

til toppen

 

til næste side