Første maj 1946 begyndte jeg på det arbejde, jeg foreløbig i det næste halve år skulle være beskæftiget med. Det var hos Karen Margrete og Jørgen Nielsen, de var sidst i tyverne, så det var ikke gamle folk der boede på ”Lundkær” i Ravnholt, de havde overtaget gården i 1943 fra hendes Forældre, Bolette og Søren Nielsen, som havde bygget et hus uden for gården, så havde Børnebørnene Kjeld og Vibeke ikke så langt til Bedsteforældrene.

Gården var på 52 tdr. land, de 25 tdr. land lå rundt om gården, og resten lå langs ”Melbjergvejen”, der gik fra Amtsvejen, ned til Ravnholt, så der var langt op til skellet ved ”Høllet”, vi havde en eng på den anden side af banen, neden for Anton Laursen, og desuden et stykke skov i Klejs Skov. Der var 4 heste, 18 køer, 15 – 20 ungkreaturer og kalve. Vi var to karle og en pige ansat foruden mig, af karlene var Villy Pedersen oppe fra Ravnholt Mølle og Villy Christiansen var fra Klejs, de var begge 16 år, så det var ikke alderen der trykkede hos personalet heller, pigen Christa Jensen var oppe fra banen ved Lindved Trinbræt, hun ventede sig en Arving til efteråret, hendes forlovede hed

Anker Ulrichsen, og tjente på Lindved Nygård, de blev gift i juni, og boede i to stuer på ”Lundkær”.

Køerne var ude om natten, og de stod tøjrede, så der var meget arbejde med dem. Om morgenen kom Jørgen og vækkede os lidt før 5, så gik han ud at hente de 4 – 5 højst ydende køer, der var hjemme ved gården, som han så malkede og Villy C. gjorde rent i stalden, Villy P. ordnede altid hestene, jeg skulle helt op i Overmarken efter de andre 14 køer, de skulle kobles sammen 4 og 4, vi skulle jo frem og tilbage ad kommunevejen, så man måtte have et par rækker ned i grøften når der kom en bil, det skete heldigvis ikke så tit, for jerntøjr var stadig en mangelvare, og dem vi havde var meget slidte, og iblandt opdagede jeg at det halve af koblet var tabt, så var der revet en kæde over, og jeg måtte i største hast binde de øvrige til en telefonpæl, inden de der var tabt stak af, før jeg fangede dem igen, jeg gik altid med samlede i lommerne af samme grund. Når jeg så kom hjem og fik alle bundet i stalden, trak jeg ud med de 4 – 5 der stod uden for gården, og flyttede dem på nyt græs, og flyttede kvierne og kalvene, når jeg kom ind var malkningen for det meste slut, så skullejeg af sted med de 14 igen, op i Overmarken have dem bundet, og derefter flyttet på nyt græs, så var det tid til at gå hjem for at få sin morgenmad, klokken var da tit hen ad 8. Derefter skulle der fodres grise og gøres rent hos dem, ved 9 tiden skulle begge hold køer flyttes på nyt græs, så var mælkekusken kommet tilbage fra mejeriet, og jeg skulle hente en slags rullende mælkeperron ude ved kommunevejen, i tørt føre kunne jeg ved at bruge alle kræfter selv trække den, ellers skulle jeg hente en hest, men det tog tid med seletøj og de kunne være på græs, så hellere bruge sine sidste kræfter på det, men det blev tænkt mange destruktive tanker under sådan en tur, transportspandene skulle tømmes for returmælk, og kalvene have mælk og flyttes, spandene skulle vaskes, og de skulle vaskes godt, mejeriet afregnede efter reductageprøver og bedømmelser af mælken, og her var rene spande en forudsætning, ligesom afkøling af mælken, ved 11 tiden skulle der flyttes køer for tredje gang, kl. 11.30 var det middag til kl. 13.00, så skulle der flyttes køer for fjerde gang, så kunne jeg nå at komme med ud i marken til ved 15 tiden, så skulle begge hold køer ind og vandes, det foregik med en håndpumpe, der skulle meget vand til 18 tørstige kreaturer en varm sommerdag, ved 16.30 tiden begyndte aftenmalkningen, når jeg havde været ude med de første fire og havde flyttet dem på nyt græs, og på tilbagevejen flyttet kalvene, og så af sted op i Overmarken med de øvrige 14, som Jørgen eller Villy C. i mellemtiden havde malket, de skulle tøjres og flyttes på nyt græs for femte gang den dag, man fik prøvet at slå med en tøjrekølle, især i tørkeperioder. Nu var det med at kom- me hjem til aftensmaden, inden de andre var færdige, klokken var til tider næsten 18.30. Derefter kunne jeg gå ud at vaske mig, hvor energien kom fra ved jeg ikke, men sådan var det jo for de fleste, man skulle nå arbejdet inden for en vis tid, som man ikke selv blev spurgt om var tilstrækkelig.

 

I 46 var det ikke en ualmindelig arbejdsdag for en 13årig, til 700 kr. for et halvt år, men sådan gik sommeren stort set, dag for dag.

Vi tre ”Karle” havde værelse i en udlænge mellem brænderummet og svinestien, vi kunne høre grisene klø sig op ad væggen på den anden side, vi havde en petroleumslampe til belysning, hele gården havde ellers elektrisk lys, selv hos høns og grise, 3 m. kabel fra svinestien og ind i værelset, kunne have klaret det, men det havde man valgt fra. Kvægbesætningen skulle med tiden være mindre, der var plan om at gå over til Frøavl og Ægproduktion, sidst i maj fik vi 500 hønekyllinger, de blev sat ind i et nyt hønsehus, så blev der lidt mere arbejde. 1946 var en meget våd sommer, i juni og september kom der næsten dobbelt så stor nedbør som normalt, men i begyndelsen af sommeren

kom der noget regntøj fra de engelske overskudslagre, det var jakke og bukser, vi var vant til regnfrakker, der løb vandet altid ned i støvlerne når det regnede, med disse regnsæt kunne man gå en hel dag uden at blive ”gammeldags” våd, der kom også nogle militærgummistøvler på markedet, de havde utroligt brede skafter, så praktiske var de ikke til arbejde på landet, men havde man et par gamle støvler kunne der vulkaniseres nye såler under, og eventuelle huller kunne laves, det kunde man godt bruge, jeg havde en fætter der havde et vulkaniseringsværksted i Horsens, han hjalp os med vore cykeldæk et par gange og med støvler.

Det våde vejr og den megen trækken frem og tilbage med kreaturerne, frembragte et føre rundt om gården, som vanskeligt kan beskrives, det var med at gå inde ved kanterne, når man havde sådan et kobbel køer, der ville fremad, lige i hælene, faldt jeg ude i pløret, som var dybt, og hele kobbelet løb hen over mig, kom jeg nok ikke heldigt fra det. Maden vi fik var som de fleste steder på landet, vi havde stadig rationering, man fik jo to retter mad på den tid, mandag, onsdag og fredag fik vi stegt flæsk, det var fra saltkar, senere på sommeren byggede de en andelsfryseboks på mejeriet, det var bedre, men smagte af træ i begyndelsen, det var grantræ der var brugt til hylder, og det gav afsmag i lang tid, men var bedre end saltsmagen, der blev brugt skummet mælk fra mejeriet til madlavning, sødmælken havde vi da til indkøbspris.

Frikadellerne fik dobbelt så meget mel som andre steder sagde pigen, og Kontrolassistenten mum- lede noget om æbleskiver, en dag han var der til middag, tirsdag var det fisk eller frikadeller, torsdag grøn eller hvidkålsuppe, hvis det var sæson, og den var lang på den tid, før dette fik vi så grød og vælling, eller frugtgrød efter. Om morgenen fik vi havregrød og mælk, ostemad og kaffe, 11.30 spiste vi til middag, og fik kaffe 12.45, aftensmad var ved godt 18 tiden, med lidt opvarmet fra middagen, og ellers pålægsmad og the, vi spiste alle i køkkenet, og samme mad, den eneste forskel var osten, der var 30 og 45 %, den sidste var til børnene hed det sig, men jeg så aldrig forældrene røre 30 %, sådant glemmer man ikke, selv om det er bagateller, men det må have irriteret mig.

Vi skiftedes til at have fri om søndagen fra kl. 9, to søndage fri og den tredie skulle man passe det hele, på den tid var lørdag også almindelig arbejdsdag til kl. 18, når jeg var hjemme på gården en søndag, var mit arbejde faktisk det sædvanlige stort set, hestene skulle jeg også passe, og de var jo ret store når man tager min højde i betragtning, de stod i tøjr og blev flyttet 4 gange om dagen, men de skulle hjem og vandes, i begyndelsen var jeg bange for at jeg ikke kunne klare alle fire på en gang, så jeg hentede dem to ad gangen, men de to der blev tilbage, blev tossede de ville også med, så derefter tog jeg mod til mig og koblede alle fire sammen, der var næsten en kilometer ad kommunevejen, det var det jeg var mest nervøs for, de gik jo ved siden af hinanden, og så kunne der ikke være andet end dem, det var jo store heste, men det gik fint, det var jo det de var vant til, og det skal der ikke laves om på, de ved bedst hvordan det skal være, jeg havde meget at lære om heste endnu.

Om aftenen kørte vi tit til Lindved, der var Cykelhandler og Købmand Jens Nielsen og hans kone Pricilla, med en butik der aldrig var lukket, vi havde også en Brugs i Ravnholt, der kunne vi nå hen i middagspausen, vi kom også op til Gine Kallehaves Is Kiosk uden for Gramrode, der var altid mange unge om aftenen, og mange kom forbi på landevejen, så der var altid nogen at snakke med.

Da havde vi jo ikke radioer på værelserne, så vi byttede meget sladder på bænkene der på en aften,mest lokalt, og orientering om til og fraflyttere i nærområdet. Det skete også jeg cyklede en tur til Brunsvang om aftenen, det var rart at komme hjem en gang imellem et par timer.

Sommeren gik for mig uden de store udsving, jeg havde mit ret afgrænsede virkefelt, i marken kom jeg jo kun et par timer om eftermiddagen, så høsten blev ikke nogen videre ændring af min hverdag, Christa og Anker var blevet gift, og var flyttet ind på Lundkær i to stuer, så kørte Anker til Lindved Nygård hver morgen, Christa hjalp en gang imellem til med malkningen, skønt hun ventede sig til efteråret, det var mest når jeg var alene om søndagen, så kunne det jo knibe med eftermalkningen, fordi jeg gik med noget seneskedebetændelse i håndleddene, jeg måtte gå med lædermanchetter det meste af sommeren.

Vi var alle tre med til Ringridning i Raarup, det var morsomt, skønt jeg ikke havde prøvet at bruge et par stigbøjler før, så der måtte lidt træning til inden det så normalt ud, men det gav jo selvtillid,

over for dem der ikke var med, nu var man 14 år, og var med på en af de største heste af de 38, der var med i konkurrencen, så det var et trin op ad rangstigen.

Bedstemor i Horsens døde i begyndelsen af oktober, hun blev begravet på Vestre Kirkegård, jeg kørte med Inger og Svend derud, bagefter var familien hjemme i Istedgade til spisning, det var ikke så tit jeg var sammen med familien, og det var sidste gang jeg så en del af dem, vore veje krydsede ikke hinanden mere.

Da vi var kommet efter høst, begyndte mange at tale om 1. november, da var der jo mange der skif- tede arbejdsplads, Villy P. skulle op til Carl Christiansen på Bjerrelide, der havde Jørgen selv tjent engang, Villy C. og jeg skulle blive, jeg skulle have 1400 kr. for et år, man regnede en årsløn ud ved at dele med tre, to trediedele for sommeren og en trediedel for vinteren.

Christa og Anker havde fået en søn, de skulle flytte til 1nov., de havde fået arbejde med hus i Oens.

Jørgen havde fået en gigtlidelse, det eneste der hjalp, var nogle behandlinger han fik i Aarhus.

Hjemme i Brunsvang gik det stille og roligt, nu var Fairbanken endelig kommet på plads bag laden, jeg var aldrig så heldig at se den køre, men jeg så den nye Lantz Buldog, fra Lottrup, nu havde alle gårde under Palsgaard den slags Traktorer.

Det år var vi ikke så mange i Brunsvang juleaften, Inger lå på Hornsyld Sygehus, hun ventede sin nedkomst mellem jul og nytår, det var en hård omgang, hun havde allerede ligget der i et par uger, og fra Randers kom der ingen, de fejrede jul hjemme, Erik var hjemme. han gik og ventede på ny hyre, jeg kom hjem da vi var færdige i stalden, ved fælles hjælp var vi færdige i ordentlig tid, så Villy og jeg kunne følges ad til Klejs, Svend kom også, han havde været henne på sygehuset, men de lukkede tidligt dengang, så vi var ikke mange, det var kun Erik der skulle overnatte, jeg skulle jo være tilbage og malke næste morgen kl. 6, og ellers passe det hele juledag, så var jeg fri 2 juledag. Erik havde været ude nogle måneder med en båd der hed Aggersborg, den var vist fra D.F.D-S., i foråret 46 kom han om bord i Store Nordiske Telegrafselskabs ”Karla”, som Jungmand, men skulle også arbejde i land, hvor det behøvedes, de skulle lægge nyt Søkabel fra Leningrad til Finland, allt var ødelagt deroppe, tyskerne belejrede byen i 3 år, så der var meget at bygge op, men sporvognene kørte, og mange ting fungerede igen, det var kun et år efter krigen.

Der var et vist system i det, en gang skulle de bruge kabel, som russerne skulle levere, om morge- nen kom der nogle lastbiler, de havde kvindelige chauffører, det var danskerne jo ikke vant til, men de fik køretur så de huskede det, der var masser af huller i vejene, og farten var absolut ikke deref- ter, de kom til nogle store offentlige bygninger, der gik ingeniøren, der også var kvinde, ud på nogle store plæner med tegning og målebånd, og satte pinde i jorden, her skulle de grave, og under græs-tørv og jord, lå kablerne som de skulle hente. Sådan havde de vist gemt mange ting, af hensyn til at tyskerne skulle komme ind i byen. Nu skulle man så lægge disse kabler ned i udgravninger, som var lavet af nogle arbejdshold, en fra dette arbejdshold kom en dag listende, og spurgte på tysk, hvilken lejr de kom fra. 

Han havde jo set at de havde Carlsberg flasker og store madpakker med, og regnede med at de var fanger af en bedre kategori, graveholdene der gik der var krigsfanger, og der var mange i lejrene, ingen vidste om de kom hjem igen, der kom ikke flere og snakke, det var nok blevet opdaget, ellers var russerne flinke, kabelfolkene kunne gå ud i byen uden nogen sagde noget.

Konduktørerne i sporvognene ville ikke have de skulle betale, de var gæster og velkomne, de var der jo for at hjælpe Sovjet, men firmaet fik sikkert hjælpen godt betalt. Det tog 2-3 måneder for

sådan en tur, Erik var med på 2 ture, så var det ved at blive køligt, og på tredie tur skulle lægges sø-kabel ude i bugten, så stod han af og kom med ”Aggersborg”. Nytårsdag 1947 hørte vi så i radioen at ”Karla” var minesprængt ved Leningrad, og 18 af de 42 mand om bord var druknede, de russiske minestrygere var fremme efter 20 minutter, men da var skibet væk. Erik kunne ikke svømme så han

havde nok ikke haft store chancer der, og da det var hård frost, er det jo slut efter et par minutter, i så koldt vand.

Vinteren 47 var meget kold, med temperaturer ned til 25 grader enkelte steder, det blev svært at 

holde frosten ude, vi lagde halm på jorden over vandledningen ude i gården, hen til kostalden, ellers skulle vi til at bære vand ind til 35 kreaturer, det gik heldigvis ikke så galt.

Det var værre med roerne, kulerne frøs også, selv i roehuset kunne vi ikke tø roerne op, og jorden var ikke til at tage af kulerne, vi havde ikke de kræfter, som fordredes for at svinge rydhakken, men forsøgte med forhammer og kiler, roetørvaskeren var ved at få sit banesår, det var som isklumper vi kom igennem, vi lagde de skårne roer til optøning inde i stalden, indtil der skulle fodres med dem, det var sådan at køerne rystede når de åd dem, stalden var heller ikke for tæt.

Noget af det værste arbejde ved landbruget, syntes jeg for min del, var når man skulle strø kunstgødning ud om vinteren, det foregik med en almindelig vogn, med en såkasse lagt over sidefjælene i bagenden, der hældte man så en sækfuld i ad gangen, så kunne manden der skulle strø, ligge på knæ og bruge en håndskovl, mit arbejde var at køre, og der skulle være lige langt imellem sporene,for at Villy kunne fordele kunstgødningen lige meget til hver side, men ikke kun at det var koldt at køre, så var det fedtede støv irriterende både for næse og øjne, og vi kørte på frossen pløjejord, så det var hårdt for Villys knæer, der var ikke vogne med gummihjul, det havde været godt at komme i bad efter sådan en dag, men det var et ukendt begreb på den tid.

Vi hentede brænde og kvas i skovparcellen i Klejs Skov, det var en heldagstur, så passede Jørgen det derhjemme, til vi var hjemme sidst på eftermiddagen. Træet var fældet og sat op af Christian Pedersen i Klejs Skov, vi kørte ud til fast vej med halvt læs, og læssede af og tilbage efter et halvt mere, så læssede vi det første halve oven på, det var vi nødt til af hensyn til hestene, det var nogle slemme bakker der var dernede, så satte vi den ene hest i Brunsvang, og slæbte kvas ud til vejen med den anden, vi var også nede i Brunsvang og spise vores frokost, det var rart at komme ind til kakkelovnen en halv time.

Der kom heldigvis ikke så meget sne i januar og februar, men så fik vi så meget mere i marts, sneplovene kunne ikke klare driverne, så måtte man ud på pligtarbejde med skovle, vi skulle stille med 2 mand, der var 15 – 20 mand ude i Ravnholt, deriblandt et par stykker der havde siddet på Møgel- kær, men var kommet ud før tiden, så de skulle opholde sig på gårde i nærheden, de skulle melde sig til lejren en gang imellem, og der var en del af disse rundt i Bjerre Herred i de år, og de kunne også arbejde, og gjorde det ganske godt, de var jo ikke landmænd, de to vi havde med på snekast- ning gik vist og snakkede om K. B. Martinsen, så var der en ældre husmand der sagde til dem”Ham fik I jo ikke meget ud af at skovle sne for i Rusland”, og det måtte de samtykke i, ellers var de ret fredelige, den ene af dem, gav godt nok sin arbejdsgiver et blåt øje, og pakkede sit tøj, men han havde måske sin grund til det, jeg tjente selv i to år hos manden, og hvad jeg har haft lyst til i den tid, tangerer måske dette.

Inger og Svend havde barnedåb i marts, de havde fået en datter 28 dec. 46, hun blev døbt Hanne. 

Da det blev forår havde Jørgen budt en mælketur ind, den ville han selv køre, men hans sygdom satte snart stop for det, så måtte Villy overtage turen, og vi var stillet i udsigt at vi skulle have en til

at passe køerne i stedet for mig, så jeg kunne være med i marken hele dagen, men det blev også sparet, så hvordan vi nåede at passe marken den sommer ved jeg ikke, Jørgen lå på Hornsyld Sygehus i lang tid, hans Far Peder Nielsen kaldet Pejje, fra Raarup kom og hjalp os hele sommeren. Han havde nogle år før solgt sin gård i Raarup, og boede nu sammen med sin kone Anne oven for Egelund Mølle. Han var en sej fyr og var trods alderen aldrig træt, han viste det ihvertfald ikke, han var meget humoristisk anlagt, men sad altid med et alvorligt pokeransigt, når han havde noget sjov for, han var en herlig mand, ikke sådan en gammel halvsur bonde. Når han fortalte sine historier om folk fra Raarup, hestehandlere, købmænd og lignende var han uforlignelig, det var ham der reddede sommeren for os, så vi ikke helt tabte modet.

Besætningen blev mindre, enkelte blev solgt som kælvekøer, ellers var det til slagteriet, det var den tørreste sommer i mange år, jeg kunne næsten ikke slå tøjrestagerne jorden, og græs var der næsten intet af, køerne var helt grå i hovederne af at græsse, så der var ikke meget kød på dem der blev sat ud, en morgen var det 8, der blev hentet af Vognmanden, så var der kun 4 tilbage, en husmandsbe- sætning kunne man kalde det, men vi havde jo produceret rugeæg i et halvt år, og det var vist en god forretning, vi havde hvide Italienerhøns og så blev der købt Wyandotterhaner, 9 stk. men det var kun de 7 der blev i driften, en kunne ikke tåle transporten midt om vinteren, og en anden fløj på børnene ude i gården, da de kom gående med deres mor og far, Jørgen råbte at vi skulle holde øje med den, og så løb han ind og kom ud igen med bøssen og skød hanen oppe fra trappen, selv om konen og børnene stod ved siden af den, men han var jo en handlingens mand når det gjaldt bøssen.

Men han drev også lidt jagt på sæler, sammen med en kammerat, sønnen fra Gramrode Foderstof, der hed Marker, de havde en ny jagtbåd liggende i Juelsminde, men det var mest for andejagten, de kom vist aldrig rigtig i gang med sælerne, men fik hver fat i en tysk Karabin, der blev mange tilbage

ejermændene gad ikke slæbe dem hele vejen hjem, men det var jo et lidt uvant våben at skille ad og rengøre, en aften naboens karl var på besøg, og da vi var inde i stuen til aftenkaffe, tog Jørgen Karabinen ned fra væggen, og spurgte om han kunne skille sådan en ad, fyren havde været 3 år på Østfronten, så han gav et helt hop, og det tog faktisk kun sekunder så lå der en dynge dele på bordet, vi sagde til Jørgen om selv at samle den igen, men han var helt paf, han havde ikke været soldat og set når det skulle gå hurtigt, men Kaj som fyren hed, samlede igen på få øjeblikke, og han kunne også gøre det i mørke sagde han, så nu kunne Karabinen blive renset og smurt.

Villy C. skulle hjem til sine forældre til november, han havde søgt ind ved Postvæsenet, og så ville han tage noget daglejearbejde til postarbejdet blev aktuelt. jeg skulle flytte til Klejs, til Dinna og Søren Mikkelsen, det var Villys Moster og Onkel, hvor jeg skulle have 1600 kr. for et år. Det var rart nok at lomme til Klejs igen, men efter halvandet år i Ravnholt, var der flere ting man ikke kendte igen i Klejs, hvorimod det føltes mere hjemmevant i Ravnholt, så hurtigt falder man til fremmede steder uden man rigtig ved af det. Erik havde i lang tid været på rutebåden København – Helsingfors, det var både stykgods og passa- gerer de sejlede med, en tur var ”Bivogn” med, han skulle optræde i cirkus, og delte fribilletter ud på båden, til dem der ville se ham i cirkus.

Hos Søren Mikkelsens var der børnene Elly, Jørgen, Vagn og Gerda, jeg havde værelse i stuehuset, med egen indgang, i det hele taget var det en god og familiær behandling jeg fik, Søren havde selv været ude at tjene, helt fra han var dreng og til de fik gården, han vidste hvor der kunne være problemer, og han var en dygtig landmand, der ikke som mange andre på den tid mekaniserede sig ud af det hele, og endte i økonomisk uføre. Vi fik også en god og solid kost, og det var meget værd, jeg var fri hveranden søndag fra kl. 10, men når vi havde spist til middag de andre søndage, fik jeg for det meste fri resten af dagen, der var ingen elektrisk installation, så malkningen foregik med håndkraft, og petroleumslamper og lygter. 

Til tærskeværket havde vi en 7½ hk. Fairbank Motor, den var meget stabil, eneste gang den lavede knuder, var da regulatoren var frosset fast, da kom den så højt op i fart at den løb rundt med fundaments rammen, men så tøede den heldigvis op og blev normal igen.

Gården var på 26 tdr. land, marken gik fra Nøttrupvejen og ud til kommunevejen i Klejs Vestermark, vi havde næsten 1 km. markvej langs Kalsbøls skel, jeg skulle passe hestene, vi havde to, være med til at malke om morgenen, og gøre rent i ko og hestestald og ved grisene, hvis jeg var i marken, fodrede Søren selv, ellers gjorde jeg det, det var også rart nok om vinteren, at være inde i varmen, for at fodre havde jeg ikke noget imod. Hvis vejret var dårligt ville Søren ikke have hestene ud, de var hans et og alt, han var meget glad for dem, jeg har sjælden set nogen der satte sine heste så højt, hvordan mon det gik, da de med tiden skulle have traktor, der er talt meget for og imod.

Bedstefar i Horsens døde i efteråret 47, Tante Gerda blev boende, og fik alt hvad der var af indbo.

Der var ikke så langt hjem til Brunsvang nu, det var rart nok, jeg var tit en tur hjemme, om aftenen og om søndagen, Mor vaskede jo mit tøj, og syede det og stoppede mine strømper, vi havde stadig nogen restriktioner på den slags, så det gamle skulle holde længst muligt, Erik kom med et par nye Dunlop gummistøvler til mig, dem havde han købt i England, det var rart at kunne holde fødderne tørre, det der i de år drillede folk meget, var våde og kolde fødder.

Den vinter havde Lærer Søborg fået noget sat i gang, som blev kaldt Aftenhøjskole, der var ikke så meget med almindelige skolefag, men mest foredrag, der var Provst Moos, Forstander Lystrup Bråskovgård, Lærer Frands Holm, Klakring, og flere andre, det var ret interessant, vi havde jo ingen fjernsyn fået opfundet endnu, det eneste jeg havde var en gammel rejsegrammofon med håndsving.

Men da det  blev sommer igen, tog jeg tit turen ud til Gine Kallehave i Gramrode, vi havde også en iskiosk i Klejs, men det var i Gramrode jeg var kommet til  at kende mange, i de år jeg kom der, det var nogle på min egen alder, og fordi jeg kendte dem fra deres arbejde, havde vi nok en del fælles,så jeg syntes at jeg kendte de unge derude, bedre end dem fra Klejs.

Villy P. var kommet tilbage til Jørgen Nielsen, sammen med en der hed Søren Dannevang, og var fra Torsted, han havde en Bror der hed Egon, han var i malerlære hos deres Morbror, Malermester Dannevang i Gramrode, dem var jeg meget sammen med den sommer.

Søren Mikkelsen havde Selvbinder fælles med Jens Jensen, der var mange der havde fælles maskiner, og i høsten lånte de en hest hos hverandre, det var jo trespand, det tog længere tid end nu, efter Mejetærskeren kom, skal det gå hurtigere fordi kornet er tørret på  roden, den sommer så jeg den første Mejetærsker i arbejde, det var en bugseret John Deere med en stor traktor af samme mærke, den var på Kalsbøl for at høste frø, og samlede mange tilskuere, men folk var skeptiske, det blev aldrig muligt med det vejr vi havde i Danmark, og mere i den retning, men 10 år efter var selvbinderen næsten væk.

Søren købte en ny Willemoes Kunstgødningsspreder, han kunne ikke lide at sprede det fra vognen, på denne måde fik hele marken den nøjagtige mængde overalt. Hos Søren fik jeg også en uges vinterferie, da var jeg i Løgballe nogle dage, og kørte med Svend i lastbilen om dagen.

Jeg ville ikke blive i Klejs efter 1 nov. 48, Søren skulle ikke have fremmed hjælp mere, drengene skulle gøre det ud for en karl nu, så blev pengene da også i familien. Hellebjerg Mølle søgte en yngre karl, men pladsen var besat da jeg ringede. Et par dage efter kom drengene ind og sagde, at der holdt en mand på motorcykel ude i gården, han spurgte efter mig, det var Hans Christensen fra Ravnholt, han havde hørt at jeg skulle flytte til november, og ville høre om jeg ville have arbejde hos ham. Vi blev enige om at jeg skulle komme ned til dem om aftenen, og det gjorde jeg så, hans kone hed Gudrun, hun havde været veninde med Inger, da Inger tjente i Raarup, og Hans havde tjent sammen med Erik på Klejsgaard, de havde oven i købet delt værelse, Gudrun havde også været i Brunsvang til Ingers fødselsdag et år, så jeg vidste hvem de var, vi blev enige om en årsløn på 2000 kr., det var en almindelig løn, efter hvad andre fik

Gården var på 19 tdr. land, men så var der 24 tdr. land skov, som lå ude ved Brandstub, den blev kaldt Fredsskoven, det var her der hvert år blev afholdt Skovfest, det holdt op ved den tid jeg tjente der, der kom ikke folk nok til at det kunne give overskud mere, det var ellers med tivoli og øltelte, tiden var bare løbet fra den slags underholdning.

Meget af efterårsarbejdet var færdigt i Klejs inden jeg rejste, vi havde kørt gødning ud, alle roerne var taget op og kørt hjem, og der var kun lidt pløjearbejde tilbage. Da jeg kom til Ravnholt var de lige blevet færdig med at samle fodersukkerroerne, kålroerne sad i jorden endnu, og den første uges tid af november var den ene hest i Raarup hos Gudruns Mor, Mathilde Jacobsen der havde en gård ved siden af Lundbæk, Sønnen Holger var bestyrer for sin Mor, en anden søn Jacob boede også hjemme, han havde haft et Gartneri i Vesterby, og skulle sammen med Johannes Sørensen, en fætter til Hans, ordne skovningen af træ i Fredsskoven denne vinter, der var også en datter derhjemme hun hed Dagny, alle tre var ugifte. Der var kun tre heste på gården, der for skulle vores den ene være der en uge eller to, i den tid var jeg i skoven. Og da den kom hjem fik vi roerne kørt hjem og jeg blev færdig med at pløje til jul. Der var mange æbletræer og vi havde en stor frugtkælder, så af og til var der arbejde med at sortere æbler. Hans kom altid og kaldte på mig om morgenen, så gik han ned og startede malkningen og gav køerne kraftfoder, jeg fodrede hestene, og overtog malkningen, så gik Hans i seng igen, når jeg havde været ude med mælkejungerne til mælkekusken, fik jeg min morgenmad, så fodrede jeg køer, heste og grise, og gjorde rent ved dem. Vi havde 125 høns, dem passede Gudrun, men jeg rensede hos dem hver dag om vinteren, det var gode høns, de lagde næsten 120 æg om dagen, så det var en god forretning. Når mælkekusken var kommet tilbage, skulle kalvene have mælk, grisene fodres igen, og hestene fik en spand valle. Når det var sæson for markarbejde med hestene, kørte jeg ud efter morgenmaden, så ordnede Hans køerne, og Gudrun mælkespandene.

Motorcyklen Hans havde, var til dels bygget op af tyske efterladenskaber, mange af disse cykler kom fra et firma der hed Thyssen i Skanderborg, han solgte også importerede engelske militærcykler, de blev malet om til civilt brug, men den Hans havde, var en tysk Standart, med Sarolea motor og Harley forgaffel, plus en del andre uoriginale ting, men den kørte godt, han havde fået den i bytte for en bil, det var en Citroen fra først i tyverne, med Kadet karosseri fra 38, de store Citroen hjul tog meget plads under det lille karosseri, så den kunne bedst dreje til venstre, uden dækkene gik imod skærmene, men det havde Hans lagt prøveturen efter, så det gik bedre end hans prøvetur med motorcyklen, den havde fodgear, så han satte træskoen for bedre at kunne skifte, og så kørte han ned til Senballe, da han vendte gik motoren i stå, og han kunne ikke starte den igen, og da det var frostvejr blev det en kold tur at trække cyklen hjem, i strømpesokker, men de fik handlet og 4 kasser æbler ind på bagsædet, det gav en anden balance i bilen, så Hans mente de nåede hjem til Skjern.

Erik var sommeren 48 forhyret på Grønlandske Handels ”Sværdfisken”, det var en fire masters skonnert, det var et træskib, med sejl og motor, men de brugte sejlene mest muligt, det kostede jo ikke brændstof, det var vist et af de sidste handelsskibe med sejl, en dag i efteråret sagde de i radioen at ”Sværdfisken”, havde fået maskinhavari mellem Island og Grønland, og vejret var ret hårdt der i farvandet, uden motor kunne man ikke bruge de sædvanlige lænsepumper, men måtte stå nede i et par åbne brønde i dækket og pumpe for håndkraft, folkene måtte skiftes til det, for der skulle pumpes hele tiden, sådan en gammel båd tager noget vand ind i hårdt vejr. De var kommet halvvejs til Grønland da det skete, nu drev de med stormen ned til Island, hvor der var et Inspektionsfartøj ude for at bjerge dem, og det lykkedes også at komme på slæb, men trossen sprang og de måtte have længere slæbetrosse, det skulle passe med længden af bølgerne, så de måtte have både trosser og det meste af ankerkæden ude, når begge skibe var nede i bølgedalene, kunne man kun se Inspektionsskibets øverste mastetop fra ”Sværdfisken”, de kom så ind til Island, og der kom et fly med reservedele, det var bare et leje på 2 kg., så lidt skulle der til at lave så meget ulejlighed. 

Nu kunne de fortsætte turen til Grønland, de havde en del af juleforsyningerne med, de skulle derop, ellers kunne de først komme frem til foråret, men det nåede de også, og nåede selv hjem til København til jul.

Vinteren 49 var ret mild, så skovarbejdet var ret behageligt, det var bedre end at gå inde i laden og tærske, det var også godt det ikke frøs så hårdt, for jeg havde værelse i en udbygning over garagen og der var ikke noget der hed varme af nogen art, men der var da elektrisk lys.

I skoven var Jacob i gang sammen med Johannes Sørensen, men da Johannes også var måleraflæser, var jeg med i skoven, de par uger han af og til var væk, ellers kørte jeg brændsel hjem, og slæbte kvas ud til festpladsen, der kom så en kvashugger og ordnede det i foråret, der skulle også slæbes stammer ud, som var solgt til savskærere, den ene af hestene, en Belgier, var god til at trække stammer ud, men de store kævler fordrede 2 heste, men det tog jo lidt mere plads at komme frem med tospand.

Der var flere unge i Ravnholt nu, end da jeg var der første gang, men det var måske fordi vi var på samme alder nu, sidst var der nogen aldersforskel på os. Der var kommet en biograf i Hornsyld, der blev vist film i Krosalen onsdag og torsdag kl. 20, og søndag eftermiddag kl. 16 og om aftenen kl. 19 og 21. Vi var der tit om onsdagen, 6-8 stykker sammen, vi plejede at reservere en bestemt bænk, de andre dage var vi enten hjemme, eller hos vore forældre, og en gang imellem i Horsens søndag aften med rutebilen. I det hele taget fulgtes vi meget ad, om ikke andet så for selskabs skyld, når man altid skulle færdes på cykel, var det rarere når man var flere af sted, værelserne var jo ikke så spændende på gårdene, så vore forældre fik lov til at give aftenskaffe en gang imellem, og når vi så var nogle stykker, fik vi en tur ud af det.

Erik var flyttet over på Grønlandske Handels ”Julius Thomsen”, det var et dampskib, og det gik også fast på Grønland.

Hans byttede motorcyklen med en anden, det var hos bestyreren på Hvidsten Kro, han havde en 39 N.S.U. 500 cc., det var en fin cykel, næsten som ny. Men efter nogle måneder byttede Hans den for en Oldsmobile 32, en sportsmodel med kaleche, og sæder i bagklappen, den havde en hel lastvogns motor, med en masse hestekræfter.

Vinteren 49 – 50 var Hans Snefoged, så vi skulle ud at sætte pinde op, med halmviske på, ved  vejgrøfterne hvor der var overkørseler, hvis vejene blev lukkede i snestorm, skulle man ind på markerne at køre, og så skulle vi have bud efter sneploven, blev der meget sne måtte vi ud at ”ordre” folk til snekastning, det var jeg ude efter et par gange, så kunne folk godt være lidt sure, hvis de sad inde i varmen, og pludselig skulle ud i kulden, vi var også med sneploven nogle gange, sent en lørdag aften var vi med Carl Qvist i Klejs, vejen til Raarup Kirke skulle være åben næste formiddag, fordi der var nogen, der skulle have barnedåb.

Der var flere af kammeraterne der fik motorcykelkørekort, det ville jeg også have når jeg blev 18 til foråret, vi lejede Nimbusser hos Verner Hjerrild i Hornsyld, først i maj var vi to der lejede sådan en, kammeraten havde haft kørekort i flere år, vi skulle til Aabenraa for at se motorløb på Stadion, vi kørte i almindelig habit, med alpehue på hovedet, og det var køligt endnu, og vi fik et par store regnbyger ved Kolding, så vi var gennemblødte til skindet flere steder, men da vi kom til Aabenraa var vi tørre, vi tålte meget dengang, vi var jo også ude i al slags vejr til hverdag. En anden gang var vi to der lejede Jens Nielsens Tandem i Lindved, vi ville til Jordbaneløb i Kolding, og tog turen om ad Lillebæltsbroen derned, jordbaneløbet var noget af den tids bedste, Morian Hansen og Erhard Fisker kom i privatfly fra København, det var den tids store kanoner, de havde nok også de bedste maskiner. Men der var noget særligt over de amatører fra de år de kørte på nogle forfærdelige cykler, tøjet var hvad de kunne få til at ligne mestrenes mest muligt, nogle kom i gummistøvler, andre i træskostøvler. Men de gik helt op i sporten, der var, selv om alt var sort, mere farve over motorcykelsporten dengang, det var ikke de store penge der dominerede sporten som nu. 

 

Man kendte hinanden og kunne hjælpes ad med at reparere, og låne hinanden reservedele, det var virkeligt underholdende dengang.

Endelig skulle jeg til at have kørekort, jeg fik min første køretime på min 18 års fødselsdag, det var Verner Hjerrild der skulle lære mig det, vi kørte en tur til Horsens, for at jeg kunne se hvor prøven skulle aflægges, det foregik på den tid altid nede på Aaboulevarden, efter et fast ritual, søndagen efter kørte vi igen en tur, derefter sad vi i vejgrøften, hvor jeg blev hørt i teori,” Ja det er vist godt nok” sagde Verner” onsdag formiddag kan du komme op til prøve”, og det gik godt.

Næste dag kom Rutebil-Hansen med kortet, det havde ikke taget to uger at få det klaret, og det kostede 41 kr. Min 3 gears cykel, en af de første der på egnen, byttede jeg væk for en motorcykel plus nogle hundrede kroner, det var en 125 cc. Royal Enfield, årg. 46, den havde jeg faktisk mere sorg end glæde af i den tid jeg havde den, men lærte hvordan man brænder fingrene, på at købe motorcykel, som man ikke selv kan holde i orden. Jeg fik den solgt, og købte en ny 3 gears cykel, jeg brugte så flere år på at sætte mig noget mere ind i M.C. mekanik.

Erik kom hjem på sommerferie, det var flere år siden han havde holdt ferie om sommeren, han var mønstret af i Norge, fra en norsk båd der hed ”Lago”, den ejedes af Gogstad og Co., det var en gam- mel båd, jeg så den senere i Frankrig, den var fuld af rust, både ind og udvendig, Erik var Bådsmand, og meget af hans tid gik med at lave forskallinger, på utætte rør, og bagefter støbe dem ud med cement. Kaptajnen som kaldtes Svarte Adolf, truede altid med at besætningen kunne blive fyret når de engang kom hjem til Norge, men da de omsider nåede hjem, var det kun Adolf der blev fyret, 1. Maskinisten kom aldrig med til Norge, han stod altid af i udlandet, det var vist en regning fra krigens tid, der stod og ventede på ham. Båddækket så forfærdeligt ud, så Erik ville prøve at få det til at se ud som på andre både, han fik det skrabet ned, slebet og lakeret, imens han lå der og strøg det over med lak, kom Adolf med en armfuld gamle aviser ”Kan Bådsmand lægge nogen tidninger ud for det klibber under føtterne” sagde han, og så stod han på det nybehandlede dæk med et par tykke uldne sokker på, Erik havde vist lyst til at hive ham i søen, men en kaptajn kunne jo gøre som han ville ombord, selvom han altid var fuld. Og dækket var ikke let at få pænt igen, Adolf sov altid i salonen, og lyset måtte ikke blive slukket, for så kom alle dyrene. På en tur til Canada, fejlbedømte Adolf farten da de sejlede ind i en havn, med storm og sø agterind, ” Lago” kunne ikke stoppe hurtig nok, så den fortsatte op i land, hele bunden blev revet op, og den måtte have en stor reparation på værft, det kostede en større formue at få det gamle skib ud igen, og det var nok det der kostede Adolf stillingen, han var ellers fredet på grund af familieskab med rederiet.

På hjemvejen fra Norge havde Erik fået M.C. kørekort i København, og havde lejet en Nimbus i to uger, vi var en søndag en tur ved Himmelbjerget, da kom vi ned forbi Ry Flyveplads, der havde været flygtningelejr, efter soldaterne havde rømmet lejren i 45, men endnu stod der tyske biler og motorcykler inde bag pigtråden, det var sådan nogen der blev lappet sammen og så kom ud at køre igen til høje priser.

I lang tid havde jeg lyst til at komme til Norge, for at arbejde, og der var en kammerat der også var interesseret, så vi begyndte at planlægge, jeg var på konsulatet for at hente skemaer og lignende, der var visse ting at tage hensyn til ved indrejse, men kammeraten sprang fra igen. En dag så jeg at man søgte en ung mand på Frugtplantagen ”Boller Have”, til hjælp i plantagen, og talte med Fru Hansen i telefonen, og jeg skulle så komme derned en eftermiddag for at tale om arbejdet. Hans havde sam- me dag byttet sin Opel Olympia 39, for en B.S.A. Silver Star, han sagde at jeg kunde tage B.S.A.en ned til Boller. Hans skulle ikke have karl længere, der var en Ferguson på vej ind i bedriften, så kunne konen jo også være mere med i markarbejdet.

Boller Have var en del af den gamle have, der havde hørt til Boller Slot, og som Fru Hansens Svigerfar havde købt, da Godset blev udstykket, han var Slotsgartner i Grevens tid, jeg skulle have 1100 kr. for vinterhalvåret, og begynde 1. november.

Mit værelse lå i kælderen, og det var med centralvarme, det var første gang i mine 18 år at jeg havde varme på mit værelse, det var en stor pæn villa, men vi var også nogle stykker der boede der, Fru Hansen var Enke, hendes mand var død et par år før, kun 42 år gammel, de havde haft en gård i Brund, men havde så overtaget plantagen efter hans far, den gamle Hansen boede der også en del af tiden, ellers var han i København i længere perioder, og så var der Fru Hansens datter Aase, hun var syerske i Horsens, men boede også i huset, jeg skal også nævne min foresatte, Bestyreren som stod for driften, og ligeledes boede i huset, så vi var mange, det var aldrig kedeligt på det sted.

Der var også en søn, Erik der var gartner, men aftjente sin værnepligt hos C.F. i Tinglev.

Bestyreren hed Robert Steahlin, og var oprindelig fra Aarhus, men var i 1936 taget til Argentina, så kom krigen, han kom hjem igen i 1949, og skulle måske have været af sted igen, han havde tøj og møbler derovre, men det var vist bedre her i landet, og han var 36 år, så er det nok ikke så spændende, som første gang man rejser, han kom heller ikke af sted, for jeg traf ham ved en pølsevogn i Aarhus 7-8 år efter, da byggede han drivhuse.

Det var mit arbejde at fyre i centralfyret, fyrrummet lå ved siden af mit værelse, så man kunne altid få tørret sit tøj når det regnede, og det var rart med tørt fodtøj om morgenen, vi fyrede med træ, brunkul og koks, jeg tog aske ud om morgenen, og tændte op, hvis vi ikke fyrede over, og så skulle der fyldes lidt på i dagens løb. Der var ikke mange dyr, nogle få høns, en stor hankat der hed Oskar, og en Fjordhest som jeg skulle fodre, gøre rent ved, og strigle hver morgen, den var meget egensindig, men alligevel en rar hest, det var mest pløjning og kultivering mellem træerne i efteråret, det gik ikke så vildt til, hesten var jo ikke så stor, men alligevel stærk. Rundt om træerne hvor hesten ikke kunne komme ind, gravede jeg med spade, og der var mange, mange træer, ellers reparerede vi hegn, skiftede jord i drivhuset, klippede hegn og grene, beskæring af træerne ordnede Steahlin selv, og om lørdagen rev jeg havegange med en stor rive, med hesten for, det var til at holde ud.

Det meste arbejde om vinteren, var med at sortere æbler på lageret, eller sortere og pakke til Auktionen i Horsens, vi havde en Chervrolet 32 pick-upp model, det var en gammel 7 personers Taxi, der var lavet om til 2 personers varevogn med åben lad, den var noget upålidelig, den havde nok også været med til at slide mange kilometer vej. Så vi havde en gammeldags fjedervogn, med jernringe, stående i reserve, så kørte jeg ud til auktionen med æbler, når bilen var på værksted. Men jeg havde  fået at vide at medhjælperen, der havde været der om sommeren, ikke kunne få hesten forbi springvandet ved Banegården, derfor skulle jeg køre til højre ned over Berings Plads, det gik også godt, indtil man begyndte at bygge blokke ved Handelsskolen, der var nogle betonelevatorer der larmede forfærdeligt, og det ville hesten ikke finde sig i, men forbi kom jeg, arbejdsformanden trak den på vej, så prøvede jeg Banegården næste gang, men kørte til højre, ind mod byen, og det gik fint hver gang, det som generede hesten var ikke springvandet, men derfra havde man fortsat hen forbi Slagteriet, og der er ingen heste der går forbi hvor der lugter af slagtet gris, så jeg kunne sige hjemme at hesten ikke var tosset, den var ganske almindelig. Men hvor kunne den løbe hurtigt når vi var på hjemvejen, den ville overhale cyklisterne, men så kom de her cykler med påhængsmotor, og det kunne den ikke forstå, at den ikke kunne overhale dem også, på vej til byen skulle vi køre forsigtigt, så æblerne ikke blev stødt, vi sorterede og pakkede tit om formiddagen. Og kørte så ind med læs om eftermiddagen. Hele december måned var højsæson, især for Ingrid Marie og Cox Orange, på den tid var der ikke nogen import af sydfrugter, så man måtte nøjes med danske produkter, nødder var en hel guldgrube, der var også mange sveskeblommetræer, og de var også godt i kurs i de år, men det var jo sommerarbejde.

Der var begyndt på en cykel og gangsti langs fjorden, den gik inde fra Horsens og ud til Fiskehuset ved Boller, den var næsten færdigplaneret, men vi kørte alligevel på den, det var meget nemmere end over bakkerne ved Klokkedal og Dagnæs, og vi kørte i zig-zag mellem hullerne, det tog ikke mange minutter at komme ind til byen, jeg havde jo også en 3 gears cykel. Der skete næsten altid noget derinde om aftenen, hvis ikke biografen var spændende nok. 

Svend Asmussen og hans orkester var i byen for at give koncert, de var lige kommet hjem fra en U.S.A. tournè, det var en oplevelse at se dem, det var det oprindelige orkester, inden det blev splittet op, og han er stadig fremme i T.V. en gang imellem, det er over 60 årsiden han har kom frem. Vi var inde at se Aksel Larsen en aften, det var et vælgermøde han holdt, men det kostede 50 øre for billetten, han var fra et fattigt parti sagde han, han havde nogle sjove replikker og indfald, men ham gik det jo ikke så godt, han misbrugte sine vælgeres tillid, jeg har nu aldrig stemt på ham, de røde faner var allerede dengang ved at antage en blegrød farve.

 

Da var der 3 biografer i Horsens, så for det meste var der noget at se på, og der var altid nogen uden for, før og efter forestillingen, mange kom forbi for at få en sludder, da var der ingen T.V., folk gik en tur om aftenen, gik på besøg til aftenkaffe og lignende, der var altid mange folk på gaden om aftenen, både sommer og vinter.

Erik var mønstret på en ”Dansk Fransk” båd, jeg husker ikke navnet, de tog flere ture fra Rouen i Frankrig til Vest-Afrika, med stykgods, og havde træ og lignende med tilbage, især mahognistammer, som de lastede på floderne, direkte fra vandet, det svinede lasten meget til med alt det våde træ, og klimaet gjorde at alt blev angrebet af fugt, i klædeskabene mugnede tøjet, så de måtte have glødelamper til at brænde i skabene, for at tag fugten.

Det stykgods de havde med derned, blev losset i pramme på floderne, på en tur havde de en 10 tons lastbil stående oven på en af lugerne, i høj sø ude i Atlanten, stak den hjulene igennem lugeplankerne, så den hvilede på bunden, der var meget arbejde med at stive den af, og få den til at blive på plads til bestemmelsesstedet, det var et stort arbejde at få den sat ned i en pram, men det lykkedes, da bugserbåden var på vej ind med prammen, kæntrede den og bilen var borte for altid, nu havde man haft så meget arbejde med den bil, og så var det hele spildt på to minutter.

Det var noget mere renligt og hyggeligt at være på Frugtplantagen, end ved Landbruget, ikke så afhængig af klokken, og altid inden døre i dårligt vejr, der var altid arbejde i værkstedet eller frugtkælderen, så det var et meget godt sted at arbejde.

Men jeg ville gerne se mig mere om, så jeg lagde planer om at rejse til Sverige til foråret 1951, og denne gang ville jeg ikke lægge planer sammen med andre, og så vedkommende måske sprang fra når alt var klart, så hellere selv gå i gang, uden at skulle bruge en masse tid på forhandlinger.

Fra begyndelsen var det Göteborg, og egnen der i nærheden, jeg var mest interesseret i, jeg havde hørt at nede sydpå var danskerne ved at blive for smarte, men oppe nord på var der mest Jyder der kom over, de var mere stabile, og derfor mere velsete. Og omkring Gøteborg var der mange gartnerier, så det kunne nok findes noget arbejde et sted. En mand jeg kendte i Horsens, havde arbejdet i Gøteborg året før, det var på noget der hed ”Corona Verken”, der mente han at jeg kunne få arbejde, men det var ikke fabriksarbejde jeg havde i tankerne.

Til maj 51 flyttede jeg så hjem til Gramrode, sammen med Far skulle jeg kalke og male husene, på en ejendom i Breth, hvor min Moster Dinna var husbestyrerinde, manden der havde ejendommen havde ikke selv tid, og vi havde lavet en akkord med ham, og det blev til alles tilfredshed, husene var blevet fine at se på igen.

 

Tiden til søs

 

Efter afmønstringen rejste jeg hjem til Gramrode, det var rart at se familien igen, og nyde et par dage, men Sessionen var ikke før om nogle uger, så jeg skulle have noget at lave, men det kom næsten af sig selv, Far kom og sagde at han havde mødt Christian Nielsen, en af ”Ørnsvig Brødrene”, de manglede 2 fodermestre, så begge deres karle var i kostalden, og i deres sted kunne de bruge en eller to daglejere med det samme, selv om landbruget ikke lige var det jeg havde tænkt, så kunne jeg vist ikke få bedre tilbud, det var nok for begrænset tid, hvis jeg kom ind som soldat til maj. Så jeg kørte ud til ”Ørnsvig”, og talte med dem, jeg kunne begynde næste morgen, og jeg kunne bo hos mine Forældre, så det var til at overse for en kortere tid. Arbejdstiden var fra kl. 7 – 18, med en times middag, mandag til lørdag, med 2 kr. i timen, det var 120 kr. for 60 timers arbejde, på egen kost, det var da godt at jeg kunne bo og spise hjemme, og Mor vaskede og ordnede mit tøj, men det skønner man bedre på senere, når det går op for en, hvor godt man har haft det.

”Ørnsvig” var et specielt landbrug, frem for alt var det Kvægavl der var et og alt, den landskendte stamme af rødt malkekvæg, kom jo her fra, og var fremavlet gennem mange år. Det var brødrene Hans og Christian Nielsen der drev gården, desuden havde de også ”Juulsgård” i Bjerre, hvor der var en bestyrer, men gårdene blev drevet i samarbejde, en ældre bror, Niels Nielsen ejede ”Tyrstedgård”, han var også kvægmand. Der blev hentet meget foder på gården i Bjerre, da Ørnsvigs besætning var større, end hvad man her kunne fodre med egen avl, der var en hurtig traktor med to store anhængere, og to lastbiler, der blev også transporteret mange kreaturer frem og tilbage mellem gårdene, og til Udstillinger og Dyrskuer, var bilerne ofte væk med dyr i flere dage, især tyre. 

Markarbejdet var ikke særlig mekaniseret, hestene var stadig nødvendige for driften. Dette forår var kommet tidligt, kornet var sået i februar, og var ved at komme op, nu var det midt i marts, og en dag vi havde sået kløverfrø til udlæg, og jeg kørte og tromlede med Cambridge tromlen, det var midt på formiddagen, da det pludselig blev helt overskyet og koldt, og så begyndte det at sne i masser, det pakkede på tromlen, og det ville så tage frøene med, så jeg måtte lade tromlen stå, og køre hjem med hestene, der gik over 5 uger før det blev vejr til marken igen, det blev rigtig vinter, med meget sne og kulde og snedriverne lå til sidst i april, så det tidlige forår blev overhalet af en sen vinter, så var man ikke før på vej end normalt. I april kom jeg på Session, jeg søgte om at komme ind til Marinen, helst straks, men blev taget til Kystartilleriet, og ville blive indkaldt senere, det var så det. Sommeren gik med at stakke hø og køre det hjem, hakke roer, og så kom høsten, da den var næsten færdig, var jeg det også, der kom sikkert ingen indkaldelse før til foråret 53, så jeg kiggede efter noget andet, i flere år havde jeg haft lyst til at prøve at arbejde på et Dambrug, og da man søgte en medhjælper på Farre Fiskeri, ringede jeg derud, og aftalte en tid, for at komme derud en dag.

Da jeg ringede fik jeg at vide at lønnen var 250 kr. plus kost og logi, det var jo ikke så meget som jeg var vant til, men daglejer arbejdet ville nok slippe op til vinter, og så var det ikke let at finde noget andet til den tid, så alt i alt var der vist nogenlunde balance i lønnen, når jeg fik kost og logi på stedet, Mor havde også haft en del ekstra arbejde, med at jeg boede hjemme, selv om hun ikke sagde noget om det, men de havde nået den alder, hvor de helst selv ville styre deres hverdag. Til Farre kunne jeg komme med tog og rutebil over Vejle, jeg tog derud om søndagen, for at se hvordan det så ud, Fiskemesteren kom ind til rutebilen, for at hente mig, han havde en ekstra cykel med, det var før bilen var hver mands eje, der var ca. en kilometer ud til Fiskeriet, Fiskemesteren og hans kone, Niels Christian og Alma var et par rare mennesker, der jo selv måtte arbejde for lønnen. Fiskeriet var ejet af Holm Nyland i Vejle, han havde 6 Fiskerier mere, og han gav ikke mere end nødvendigt i løn. Vi blev så enige om at jeg skulle begynde ugen efter, jeg kunne tage med rutebil fra Horsens til Tørring, og skifte til Grindsted rutebilen, og stå af i Give, så var der 5 km. at cykle til Farre, jeg havde købt en gammel cykel, så kunne den nye ”Göricke” jeg lige havde købt, stå i Gramrode, til når jeg kom hjem på weekend. Det var jo langt fra alt derude, skulle jeg i Biografen var der 5 km. til Give, så skulle det være godt vejr, hvis man gad cykle 10 km., efter en film man ikke kendte. Men vi havde radioen, der var kun et program på den tid, men det klarede vi os med, vi vidste ikke at der kunne sendes på flere kanaler, så derfor var vi ikke utilfredse. Der var et lille Bibliotek henne på Skolen, der lånte vi mange bøger, så tiden gik godt.

Ellers begyndte dagen med at jeg gik rundt og rensede alle ind og udløbsriste i dammene, og så efter om der var hul nogen steder, Vandrotterne kunne godt lave huller i Dæmningerne, og var vandet først begyndt at skylle, gik der ikke lang tid før hele dammen kunne ryge ud i åen, men vi nåede altid at stoppe hullerne, selv om det tit var i sidste øjeblik. Når jeg var færdig med at rense ristene, var jeg inde at få morgenmad, når jeg kom ud igen havde vognmanden gerne været der med fiskefoder, det var småfisk, tubis, rokker, blæksprutter og andre frasorterede fisk af alle slags, der kom 15 kasser om dagen, dem kørte jeg gennem en hakkemaskine, efter som jeg fodrede, til tider var det ædt til middag, andre dage var der stadig noget tilbage ved aftenstid, det afhang af vejret, og jo koldere det blev, jo mindre foder fik vi hjem, men der gik lang tid med fodring alligevel, fordi man skulle gå og drysse lidt af gangen, der måtte ikke ligge noget på bunden, fiskene skulle tage det før det nåede ned, ellers blev det ikke udnyttet, der lærte man efterhånden, fiskene havde særlige måder at reagere på, som man så skulle kunne tage bestik af. Ellers reparerede jeg dæmninger, slog å-bredder med Høle, gik og så spor efter, der var tipvogns-spor fra den ene ende af Fiskeriet til den anden, foder, fisk og lign. kørte vi på en trolje, en gang i mellem kunne skinnerne give sig lidt, så blev man afsporet, derfor kiggede man sporet efter en gang imellem.

Med mellemrum sorterede vi alle dammene, vi tog en dam om dagen, så kunne jeg fodre ind i mellem, og så gjorde vi dammen ren om eftermiddagen, så var den klar til næste morgen. 

Af og til kom der ordre fra Vejle, på en bestemt størrelse, dem sorterede vi så, og kom i en dam for sig selv, og Vejle fik at vide hvor mange der var, så kunne de måske blive en del af et større parti, sammen med nogle fisk fra de andre Fiskerier i firmaet, som havde 3 jernbanevogne med bassiner til levende fisk, de gik mest til Schveiz, der var folk der kun rejste med disse transporter, det var et stort ansvar, der skulle ikke meget til for at det gik galt. Vi sendte også en del fisk til pakkeriet i Vejle, de blev sendt i kasser, det var nemmere end med de levende fisk. Mens vi var ude at arbejde på fiskeriet, var Alma på arbejde, sammen med en halv snes andre koner, samlede hun kartofler op ude hos kartoffelavlere i omegnen, konerne havde aftale med disse fra år til år, de kravlede på knæene i al slags vejr og samlede i kurve, på den tid kunne man få kartofler uden slagmærker, og de kunne holde sig hele vinteren. Alma var også tit ude for at lave mad til fester hos folk, enten i hjemmene eller forsamlingshuset. Sådan var der mange der havde noget arbejde ude dengang, det var inden der kom gang i fuld beskæftigelse uden for hjemmet.

Vognmanden der kom med fiskene til foder, havde 3 lastbiler der kørte fiskefoder, mest fra Frederikshavn, det var nye ”Borgward” biler, de kostede under 15 000 kr. stykket, og det var flotte vogne, der kunne holde en god fart, det var også nødvendigt når de skulle køre over 500 km. om dagen, og al af og pålæsning var med håndkraft, Chaufførerne skulle jo også sove lidt somme tider. Holm Nyland købte også en ny lastbil, det var en D.A.F., den kostede vist over 25 000 kr., det var en tung uhåndterlig vogn, man kunne have fået en ”Scania” til den pris, D.A.F.en var meget tung i forenden, den kørte altid fast, hvis der ikke var læs på baghjulene, der var jo kun sandjord nede på fiskeriet.

Når vi skulle levere levende fisk, kom jernbanevognen til Farre station, med vand i bassinerne, og der var også en masse Iltflasker, der skulle være nok til at tilsætte ilt til vandet hele turen, lastvognen med et bassin, hentede så fiskene nede på fiskeriet, kontormanden kørte som reservechauffør, og en morgen kom han og skulle læsse banevogn, vi var i regntøj og vaders, han kom i ruskindssko og pæn jakke, og det var i november måned, med nattefrost, han hed Erling Olsen, og blev siden en berømt Kapelmester kendt som Ole Erling, senere fortsatte sønnen med musikken.

Hver anden weekend var jeg hjemme i Gramrode, så cyklede jeg de 5 km. til Give, og tog med rutebilen til Horsens ved godt 16 tiden, så var jeg i Horsens ca. kl. 18, tit var jeg så i biografen, inden jeg tog med toget eller rutebilen til Gramrode. Søndag aften gik det så den anden vej, rutebilen var i Give kl. 1.30, så de 5 km. på cykel, somme tider i rigtig møjvejr, det var jo efterår og vinter, men man var jo vant til det dengang. Om vinteren kom vi ikke ud før det var lyst, og holdt fyraften når det blev mørkt, der var ingen lys ude over fiskeriet. Men i snevejr og især snestorm kunde sneen lægge sig i vandet, så riste og skodder blev stoppede, da måtte vi ud at rense, somme tider hver time, og så var vi i gang både nat og dag, vi sov en times tid af gangen i lænestolen, så vi kunne komme af sted igen, vi gik begge to, det var farligt om natten, især i snestorm og mørke, røg man i åen eller kanalen, var det jo rart at have en på land til hjælp, vi måtte jo åbne stemmeværkerne, så kanalerne kunne skylles igennem. Men vi var heldige, fiskene overlevede i alle dammene, der skulle ellers ikke meget iltmangel til, før de vendte bugen i vejret. Vi sorterede jævnligt visse damme, så bestemte størrelser var klar til levering, det var tit i størrelsen 180 til 200 gram, det man kaldte portionsørreder, og som blev sendt i kasser, de levende var tit noget mindre, og de skulle have gode gæller, ellers overlevede de ikke turen til Frankrig eller Schveiz, vi bar jo rundt på fiskene med ketchere, nu bruger man transportører til det hele.

Sidst på vinteren var der gået så lang tid siden jeg havde været på session, at jeg håbede at slippe for at være soldat, men en dag kom der brev med indkaldelse og fribillet, jeg skulle møde i Nymindegablejren den 11 maj kl.12. Det var ikke så spændende, tjenestetiden var lige sat op til 18 måneder, det var lang tid syntes man, og dem der slap fri, fik halvandet år at tjene penge i, hvor man nu kunne få 2 kr. om dagen. Ellers havde jeg tænkt at blive på Fiskeriet, sommeren med, hvis ikke indkaldelsen var kommet, der var rart nu i foråret, det var ikke så koldt at blive våd mere, og jeg var ved at komme ind i arbejdsgangen. 

På den tid var der ikke så mange miljøbestemmelser, og der var heller ikke så mange Dambrug, så erhvervet i sig selv, havde gode fremtidsudsigter, hovedsagen var at finde et vandløb med ret til at stemme vandet op, det var mest ved gamle Vandmøller og lignende, der fandtes sådanne rettigheder, men desværre kom der i løbet af få år store kapitalanbringelser i erhvervet, indtil da var det enmandsforetagender der blev arbejdet op år for år, men disse mindre steder var snart en saga blot.    

Til toppen

 

Tiden i militæret