Kasernen i Hvorup skulle indvies den 30. oktober, Feltartilleriets kaserne i Varde blev indviet ugen før, der var gang i forsvaret på den tid, og Nr. Uttrup var ved samme tid, og i de dage kom ”Jutlandia” hjem fra Korea. Efter den store øvelse var hele Luftværnsregimentet samlet på kasernen, så det kunne der blive alle tiders parade, vi trænede indmarch og eksercits, vi skulle lære at gå til musik,og øve os i sang med en løjtnant fra stabsbatteriet, han var præst i det civile liv, så han vidste lidt om sang. Alle kanoner og køretøjer skulle pudses, og der blev gjort rent over alt, vi pressede uniformer, vi skulle til parade i ny uniform, og så skulle vi til fest i Aalborg hallen om aftenen, i den samme uniform, så vi håbede på tørvejr. Men ak og ve, den store dag oprandt med småregn og surt vejr, Chefen for Vestre Landsdelskommando, Generalmajor Thygesen, var nærværende sammen med Forsvarsministeren og 300 inviterede gæster, med relationer til Luftværnet, og vi kom gennem programmet, uden at noget kiksede på grund af vejret. Efter vi havde spist, det skete nede i en stor kanon hal, vi fik vist gule ærter, var det med at få tøjet til tørre, og komme ud og tørre materiellet af, og få det olieret igen, geværerne var også uden olie, så de måtte have en omgang, og nu var uniformerne klare til at presse, der var mangel på pressejern, men fra at ligne karklude, blev tøjet helt pænt at se på, dog kunne vi ikke måle os med officererne, men de havde jo en masse tingeltangel, som vi aldrig ville få, festen i Aalborg Hallen var god, der var god underholdning, med bl.a. Elga Olga og Peter Kitter, de var begge kendt fra radioen, og anden kendt underholdning, men vi skulle da også lige ud at se på byen, det var jo fredag aften, da plejede vi at sidde og pudse på udrustningen, så den kunne være klar til lørdagsparade, som noget enestående måtte vi blive ude til kl. 1., og kunne sove længe næste morgen, og der blev ingen lørdagsparade, det var helt over vældende med så meget på en gang. Så vi skulle rigtig have noget ud af aftenen, og det var ikke kun i Aalborg Hallen, man kunne more sig, opdagede vi, og der var et meget hyggeligt publikum overalt.

Soldater var meget synlige dengang, fordi vi altid skulle have uniform på, og der var mange der i byen, men det kunne folk godt tåle, og der var tit en og anden der gav en øl, de steder vi kom, de fleste havde også selv prøvet det, så derfor kunne man godt have os gående. Festen var gået godt, og det der var gået mindre godt, blev ikke opdaget, der var også en der stak af, men det blev selvfølgelig opdaget, ham kom politiet med efter nogle dage, så fik han en tur i spjældet, og det blev jo værre hvis det skete igen. Vi havde haft et par stykker, der var blevet væk efter orlov, den ene kom først tilbage efter 2 måneder, han havde kun jakken tilbage, og havde været på en fiskerbåd fra Hirtshals, det blev en lang tur i fængsel, og så blev han hjemsendt, for så at blive indkaldt til en ny omgang på 18 måneder.

Vi havde fået bekendtgjort at fra november, var vi overflyttet til 3 Luftværns Afdeling i Esbjerg, det gjaldt kun første batteri fra 2 afd. os der havde ligget i Nymindegab om sommeren, ved 3 afd. skulle vi hedde 3 batteri, nu skulle vi så være i afd. med nogen, der havde været inde et halvt år længere end os, og de var jo, i hvert fald i deres egne øjne, nogle hårde fyre, vi prøvede så på at være lige så seje, vi blev på den måde gamle soldater før tiden.

Nu skulle vi så have læsset alt vort skrammel igen, mekanikerne havde lånt en G.M.C., med træk på 3 aksler, for at slæbe de eventuelle vogne der ville gå i stå, nogle kunne nok repareres undervejs. Vi var 3-4 mand der ville køre med den ene Firlingevogn, der stod et 12,7 mm. M.G. i Firlingeaffutage på ladet af en Bedford Lorry, med presenning over, men der lå flere ruller kamuflage net på ladet, og vi regnede med at gøre turen i liggende tilstand, og det gik over al forventning, vi kunne ligge og nyde udsigten, vi havde jo bagenden åben. Den anden firlingevogn var knap så god, men det vidste vi i forvejen, ham der kørte den blev kaldt ”Holger altid sej”, han havde vrøvl med koblingen, så når vi kom til en dal, holdt han der, til der var passende afstand til kolonnen, så kom han alt hvad den gamle Bedford kunne løbe nedad, så havde han fart til at komme op over bakken igen, ellers gled koblingen, det var en anstrengende tur for ham, der var trods alt 225 km., og vejene var heller ikke rettet ud, eller dæmmet op som nu, han kom da frem, men måske måtte han bugseres, vi kunne ikke holde øje med ham da mørket kom.

Men sikken opstandelse der blev i trafikken, når sådan en kolonne kom gennem en by, vi var ca. 2 gange 25 køretøjer, og passerede byerne samlet, ellers kørte hvert halvbatteri med afstand imellem hverandre, motorordonnanserne kørte i forvejen, og stoppede krydsende trafik, i Randers eller Aarhus, kom vi lige i middagspausen, da var det meget almindeligt at folk kørte hjem, for at spise varm mad kl. 12, så blev de” kede” af det når de skulle vente, tiden var jo afmålt. I Horsens skulle vi også gennem byen, der var endnu ingen omfartsvej, og Hospitalsgade gav jo ikke meget plads. Vejle nåede vi til fyraften, og folk var på vej hjem, da vi passerede Kirkegade, var der sat en ekstra mand til at stoppe trafikken, der stod en kanon-mand, der blev kaldt ”Fatter”, han havde tjent på Herregårde, så han lod sig ikke gå på af noget, der var en bil der skubbede ham bagfra, så gav han den et par stød i kølergitteret med geværkolben, så var der ikke mere skubbende, jeg kan se ham for mig endnu, når jeg kommer forbi Kirkegade, han var en hård nitte, havde man kendt ham var der ikke blevet skubbet, han kunne godt være blevet ubehagelig, selv befalingsmændene havde respekt for ham.

Der var flere der var glade for os, da vi kørte ud ad Ribevej, folk fra Jerlev og Egtved egnen cyklede på arbejde, det var før bilen blev almindelig, og de som nu var på vej hjemad, hang bag i vore biler, det gik ikke så hurtigt, og det var rart efter en lang dag, at kunne blive trukket op til Jerlev Mølle.

Det blev ud på aftenen inden vi nåede Esbjerg, og fik noget at spise, og logi anvist. De sidste kom ud på natten, det foregik ved bugsering og nedsat hastighed, vi havde kørt turen, med under 25 km. i timen i gennemsnitshastighed, for de biler der kunne køre, de andre kunne jo ikke regnes med.

Artillerilejren i Esbjerg kendte os der havde været på det vagthold der var nede fra Nymindegab om sommeren allerede godt, vi kunde lugte fiskeoliefabrikkerne før vi kom til byen, men det var mere køligt nu, så det var nok ikke så slemt, som om sommeren, hvor det var varmt, det var noget man kunne vænne sig til, som så meget andet.

Vi skulle prøve at vænne os til kostforplejningen her, maden var god, men måden vi skulle spise på var vi utilfredse med, vi var vant til at spise inden for et bestemt tidsrum, her skulle vi stille op på 5 geledder ved barakkerne hvor vi boede, så blev vi ført til kostforplejningen af en sergent og en korporal, yderste geled blev sendt ind med korporalen, det var bordformænd, de skulle sætte service og mad frem på et ti mands bord, og afvente de øvrige 8 mand, ingen kom ind før alle var klar derinde, og når man så endelig kom ind, skulle man huske hvem man havde som bordformand, så det blev det rigtige bord, det var også kun bordformændene, der måtte hente mere mad og lignende ved køkkenlugen, og så skulle de rydde af bordet, når vi var færdige alle sammen, og en ting mere, vi spiste af bliktallerkener, vi kom jo lige fra en helt ny kostforplejning, ned til disse gamle tyske barakker med kulfyrede dampkogere, vi prøvede at demonstrere, og havde talsmændene inde at tale med kaptajnen, men det var ikke let at få ændret, dem der havde været der i et helt år, klagede jo ikke, derfor blev vi heller aldrig kammerater med dem, det er nok derfor jeg i dag ikke husker en eneste af de gamle, vi undgik dem vist, de var over dobbelt så mange som os, så tæve dem kunne vi jo ikke, selv om vi ikke kunne lide dem, deres barakker lå også et stykke fra vore, men vi var i samme lejr og kom på samme soldaterhjem, i et halvt år, så det er underligt at man kan glemme så totalt, når man kan huske mange andre fra den tid, det skyldes sikkert disse bliktallerkener.

Vi boede i gamle tyske barakker, med kakkelovn, dertil fik vi en halv spand brunkul, og en håndfuld tændepinde i dagsration, det var det eneste sted vi kunne tørre vores tøj, men det rakte ikke langt. I vaskerummet var der nogle lange zink render, og nogle haner med sparsom gennemløb af koldt vand. Engang om ugen, fredag formiddag, badede vi på den offentlige badeanstalt, og da den lå ved siden af badmintonhallen, og vi kun kunne være halvdelen af os i badeanstalten, fik den anden halvdel gymnastik i hallen, det var jo godt, så kom de i bad bagefter, men de arme stakler der havde badet, de kom varme og fugtige over i hallen, og lå og rodede på det støvede og beskidte gulv

så syntes man badet var omsonst, men sådan fungerede militæret også dengang, og når vi halvfugtige kom fra badet, ud i flere graders frost og blæst, og skulle vi gå et par kilometer, så kunne de jo se om vi duede til soldater. Pludselig en lørdag formiddag, måtte vi alle stille til parade uden huer, Leerbech ville se om vi var langhårede, så blev dem som han ikke syntes holdt målet, og måske nogle af dem han ikke kunne lide, skrevet op og skulle klippes inden orlovsparade kl. 13.30, så blev vi i grupper på 4-5 mand, sammen med en befalingsmand, sendt ud i byen for at blive klippet, og vi løb frisørerne på dørene, vi var 4 mand der kom ind til en frisør i Kongensgade, de var 2 mand til at klippe, og vi fik cigaretter i ventetiden, dem der ikke havde penge, fik klipningen betalt af befalingsmanden, så trak de det på lønnen næste uge. Men denne klippeparade, gjorde at vi syntes endnu mindre om Leerbech, det var jo befalingsmændene der skulle sørge for sådant, under de daglige stueeftersyn, og så plejede de at sige til, når de syntes at håret var for langt, så langt var vi kommet, at vi næsten kunne føle en vis solidaritet med dem, næstkommanderende skulle ikke falde dem i ryggen, med sådan nogle petitesser, det var nok et kompleks han havde, var der en der sagde.        

Artillerilejren havde en god beliggenhed, hvad byture angik, 5 minutter så var vi oppe i byen, der var også meget at se på i Esbjerg, tiden var jo lang om søndagen når man ikke havde orlov, og det kunne man jo kun få højst hver anden uge, var man så noteret for en bagatel eller to, så var man så godt som nægtet orlov. Somme tider var der befalingsmænd der truede, med at notere os, så vi ikke kunne komme af sted, når man så sagde at man ikke havde søgt, hjalp deres trusler ikke noget, i Nymindegab havde vi en træls stuekommandør, da søgte jeg ikke orlov i 6 uger efter hverandre, så hjalp hans notesbog ikke, og han blev træt først, vi havde krav på orlov efter 8 uger, og det ville han ikke risikere at jeg gjorde, for da plejede kaptajnen at spørge hvorfor vedkommende ikke havde søgt før, når han så fik en forklaring, om noget der lignede personlig forfølgelse, blev han sur på den befalingsmand det drejede sig om, han ville have det gik gnidningsløst. Og det var også det rareste, og vi havde vist også fået delt befalingsmændene op i ” de gode” og ”de onde ”, med andre ord vidste vi hvem vi kunne stole på.

Da vi først havde fundet os til rette, med de primitive forhold, gik tiden meget godt, bortset fra indkvartering, og den måde vi blev bespist på, vi blev jo sat til bords som fanger, ved indvielsen i Hvorup havde Oberst Højland Christensen, vor Regimentschef, sagt at vi havde fået bedre vilkår end noget andet regiment, her følte vi ikke, at disse vilkår var nået her til endnu, det havde Højland nok glemt, ved synet af den flotte parade den dag, men det lød jo pænt, det han havde sagt.

Maden var god, kostforplejningschefen havde været assistent i Nymindegab da vi var der, han var dygtig til at få tingene til at fungere, der blev brugt rene og friske varer, det var før dybfrostens tid, spisesalens service kunne han ikke skifte ud, det skulle der højere instanser til, noget var vist arvet fra tyskerne, vi havde ikke kopper, men øreløse skibskrus, det var så den ting, men de store kander der blev brugt til te, lignede noget af zink, med oxyderet overflade, alle sukker og saltskåle var gamle konservesdåser, og damen der stod for udlevering af mad fra køkkenet, sammen med sin datter, var så nærig, at man skulle tro hun selv skulle betale det, måske var hun og kokken, også et levn fra den tid, man langede sauerkraut ud af lugen, den nye forplejningschef havde fået noget rette op på, men som sagt var han en dygtig mand, og der kom også langsomt små ændringer, men sådan et sted skal man jo gå stille frem.

Vi havde en på stuen der hed Verner og var fra Randers, han havde nr. 850, hans ben kunne ikke tåle at han havde almindelig tjeneste, derfor blev han overflyttet til fast køkkentjeneste, men det var jo ikke altid så spændende, han skulle op en time før os om morgenen, altså ved 5 tiden, og var først færdig ved nittentiden om aftenen, så havde han fri nogle timer om eftermiddagen. Ham havde vi god nytte af den vinter, vi fyrede med vor halve spand brunkul på stuerne, det var alligevel altid koldt, så sagde Verner at der var fuldt af kul i kælderen, under køkkenbarakken, det var til at fyre under de gamle dampkogere med, og det var rigtig fine små kul, det lignede smede kul, så jeg aftalte med Verner at han fyldte en 20 liter marmeladebøtte med låg, og rullede den ud gennem en luge i kælderen, om aftenen mens vi spiste, så gik jeg om i buskene bag køkkenbarakken, og hentede bøtten, så tog Verner den tomme med tilbage igen næste morgen, jeg havde bøtten under min seng, det var heldigt at eftersynet ved sengetid, ikke kiggede under sengen, for så var der rullet hoveder, men det var ikke rart at fryse, vi blev til sidst så dristige, at bøtten lå under sengen om dagen, når vi hamstrede, det var mærkeligt at ingen fra de andre stuer opdagede noget, vort aftræks rør var til tider helt rødt, de syntes at det var en god kakkelovn vi havde, og at vi var gode til at fyre, vi havde altid tørt tøj, når vi skulle ud om morgenen, og det var jo en behagelighed.

Da jeg havde stuens laveste nummer, var jeg automatisk stueformand, der fulgte jo en del dumme pligter med det hverv. og det gav meget vrøvl, stueformanden skulle altid kommandere ”Stuen Ret” når der kom en overordnet ind, og melde hvor stuens mandskab befandt sig, desuden var han ansvarlig for stuens rengøring, plus en masse andet.

Vort batteri havde også kasernevagt, jeg husker ikke om de gamle batterier var med til vagten, men det var de måske, jeg synes bare vi var på vagt så tit. Vi var 10 mand på vagt i lejren, et døgn ad gangen, 3 mand på skift i port vagten, ved skilderhuset ude på gaden, 3 mand på skift ved garagerne, 2 mand på patruljevagt (brandvagt) i lejren, og 2 mand på cykel til nogle depoter i Stormgade, desuden var der 3 mand, der havde vagten på ”Hotel Royal”, der var Afdelingens kontor, og der boede oberstløjtnanten, og alle de andre officerer også, der var en fast telefonvagt der boede deroppe, han passede omstillingsbordet fra 8 – 17, resten af tiden var det os der passede det, desuden skulle yderdøren åbnes når der blev ringet på, og de var altid utålmodige disse høje herrer, desuden skulle der tages brandrunde, på hele hotellet om natten, og vi skulle op på taget morgen og aften, med flaget. Vagten sad i den gamle portner loge, et glasbur i forhallen, inde bag ved var der et par køjesenge, der sov frivagten, det var trættende at sidde 2 timer ad gangen i buret, især om natten, og hvis man bare tænkte på at blunde, gav det 4 dage i spjældet, for man kunne se os fra alle sider i glasburet, og vagtinspektørerne gik tit på gummisåler, det var signaldelingen der havde vagten på ”Royal”, så jeg fik de fleste af mine vagter deroppe, den vinter.

Garagevagten havde jeg også nogle gange, og der var nogen der altid var tilfreds med hovedvagten, så fik de gerne have den for mig, når vi havde køkkentjeneste, var det 4 mand fra 6-12 og 4 andre fra 12-19, desuden var der en vagt i presserummet hver dag, fra først på eftermiddagen til sengetid, der var 10-12 strygebrætter med pressejern til, med lidt lodder og trisser fik jeg ofte den vagt, i stedet for køkkenet. Og man begyndte vagten med at tage det bedste pressejern til sig selv, og få sine egne uniformer presset, var det fredag, og det var det ofte når jeg var der, kom befalingsmændene med deres uniformer, nogle betalte ikke noget, andre var meget rundhåndede, det huskede man jo, og arbejdet blev derefter, og jeg pressede vist også uniformen for ham, der ordnede vagten til mig ellers havde vi en fast pris, os indkaldte imellem, på en krone pr. uniform, på sådan en vagt tjente man tit det dobbelte af ugelønnen. Det siger heller ikke så meget, men for andet halvår fik vi 25 øre mere om dagen, til de 2 kr. vi fik i forvejen.

Med den løn, gik vi ikke så ofte i byen, men vi fik af og til en omgang øl sendt hen til bordet, især omme i Vesterhavsgade, fiskerne var ikke nærige, og kunne godt tåle at der kom soldater ind på deres stamværtshuse, og når vi kom de samme steder, begyndte vi jo at kende hinanden. Vi var nogle stykker der kom på et lille sted, ikke langt fra havnen, men hvor det var ved jeg ikke, det var ikke ”Peder Friis”, mener jeg, der var levende musik, og et ganske lille dansegulv, henne ved døren sad en mand i 50 års alderen, med ”Kontrol” kasket på, han var lidt sammensunken, men var der nogen der blev for livlige efter hans mening, rettede han sig op, og så ud til at være 1,90 m., og aldrig har jeg set så store hænder, når han først havde lagt sådan en på skulderen af en ballademager, gik gassen gerne af vedkommende, og gjorde den ikke det, så tog han den anden hånd til hjælp, og så var det en tur ud på gaden der vankede. Han hed Bech, og var gammel mesterbryder, han blev vist regnet som et stykke fast inventar. Danserestauranterne brød sig ikke om at få soldater som gæster, de købte for lidt, så det var ikke der jeg kom, var man ikke velkommen, så kunne de blive fri for at se mig, der var steder nok, de få gange vi kom ud.

Vinteren 53-54 fik man også en ny biograf i Esbjerg, den hed Esa Bio, det var en meget flot udstyret biograf, der var 700 pladser med 26 sofapladser, billetterne kostede 1,25 – 3,00 kr., den første film var ”Rampelys”, det var i hvert fald den første jeg så der, og jeg tror at det var H. C. Andersen filmen der havde premiere anden juledag. Der blev ingen juleorlov, for halvdelen af folkene fra vores batteri, dem var jeg imellem, vi skulle så have orlov til nytår, så vi havde vagten i julen, og der var sørget godt for os, både med julemiddag i spisesalen, og senere var der også julefest på soldaterhjemmet, officerer og befalingsmænd var med til spisningen og efterfølgende arrangement, kaptajnen havde fået stillet en pæn julefest på benene, det var meget hyggeligt. Til nytår var jeg så hjemme, jeg tror vi havde en uges orlov, jeg var på Hornsyld Kro nytårsaften, det var længe siden jeg havde været der sidst, og det var tyndet ud i dem der kom der før, det var mindst tre år siden jeg havde været der sidst, så hurtigt når man at blive fremmed for sine hjemlige omgivelser. Men sådan går det når man flytter meget rundt, og hvis andre også flytter rundt, skal der ikke lang tid til, før det er nye folk man møder de vante steder.

Vi kom tilbage igen efter juleorloven, jeg tror nok alle sammen, men det skete jo at der var nogen der ikke havde lyst til at komme tilbage, de tog så et par dage ekstra efter en orlov, når der så var et par vagtforseelser i batteriet også, gav det jo en øget omsætning for arresten oppe i byen, det var altid lørdag middag, de dømte blev kørt derop, en lørdag var der 6 mand der skulle ind at sidde, da måtte de køre i en ”Dodge”, det var jo nok lidt surt at se vi andre stå klar til at tage hjem på orlov. Arresten i vagtbygningen var ikke sikker nok, der var 6-8 celler, men de havde kakkelovnen stående i et hul i væggen ud til gangen, og blev fyret derudefra, hvis man væltede kakkelovnen, kunne man smutte ud gennem hullet, en gang jeg var på vagt, måtte jeg sidde på en taburet foran sådan en kakkelovn, indtil politiet havde hentet vedkommende, det var en fra stabsbatteriet, der var taget på fersk gerning for tyveri, og det var ikke første gang, så vi skulle opbevare ham, til politiet kom og hentede fyren. 

Ham så vi aldrig mere, han er nok kommen for civilret, og kommet i arresten, med hefte straf og derefter hjemsendt, for så måske at få en ny omgang på 18 måneder. Tyveri var noget af det værste vi vidste, der var ikke mange tilfælde, og dem der var, blev ordnet uden at ledelsen opdagede noget, eller også ville de blande sig uden om, der var altid nogen meddelere, så ledelsen kunne nok følge med i flere ting end vi vidste, men det var nok gensidigt, også hvem meddelerne var.  

En upopulær fyr blev en gang taget med fingrene i en andens tegnebog, det var en lørdag formiddag, og vi var lige kommet hjem fra en flere dages øvelse, så der var meget uorden på stuerne, fordi der blev pakket ud, det ville fyren benytte sig af, han fik valget mellem at gå under bruseren med tøjet på, eller blive taget med på kontoret, han valgte bruseren, der var kun koldt vand, men vi var kun sidst i september, så det var ikke så koldt, men han måtte under igen til alle tre uniformer og drejls tøjet var vådt, så var der kedeldragten tilbage, men da slap han, og der var heller ikke mere vrøvl med ham, og der var heller ingen der bar nag til ham, det tror jeg de ville have gjort, ved en tur i spjældet, og han slap for at få det i sine papirer. En anden gang, mens vi var i Esbjerg, kom vi nogle stykker, på vej fra marketenderiet, det var sne og frost, da vi kom over til barakkerne, så vi at der stod folk og lurede, ligesom de holdt øje med noget, på plænen mellem barakkerne stod en seng med en mand i, på afstand så han ud til at sove, der var en der sagde at det var ”Rotten”, det var en der havde været noget vrøvl med i den anden barak, da han sov tog de hans overkøje og bar den uden for, han har nok af bare skræk foregivet at sove, senere på aftenen kom han ind i undertøj, med bare tæer, og spurgte om der var nogen der ville hjælpe ham med hans seng, det ville de da godt, og siden var der ikke mere i vejen med ham, og så slog man en streg over hvad der havde været i vejen, men så drastisk gik man sjældent til værks.

Engang var vi et par stykker, der tog over til Fanø en lørdag eftermiddag, om vinteren, vi gik tværs over øen og tilbage igen, vi så næsten ikke et menneske, kun tomme hoteller og huse, det mindede mig om det, jeg havde set i Dover et par år før, men det var morsomt at se Fanø uden turister. Men der var altid noget at se på, i havnen i Esbjerg, da var der gang i fiskeriet, og det gav penge, og fiskerne brugte mange, det gav omsætning hos de handlende, der var jo en masse små forretninger og firmaer, og det kørte godt for de fleste, men der blev alt for meget bureaukrati, og det tog initiativet fra mange små foretagender.

Vi frøs meget den vinter, det var altid en kold vind der blæste der ude, og det var for det meste rigtig råkoldt, det var den fugtige havluft der gjorde det, men på vagt var det koldt i 2 timer, uniformen var ikke særlig varm, den var gammel og tyndslidt, vi havde kapper, men det var koldt om benene alligevel, så vi forsøgte med privat tøj, men det måtte vi ikke, så det skulle ske uset, jeg gik med et par cowboy bukser, under uniformsbukserne, de var gode fordi de var så smalle i benene, de var sjældne endnu, da jeg kom hjem med dem året før, var der ingen der havde set sådan nogle før, og der blev rystet på hovedet af mig, der kunne finde på at købe sådan noget, og endda tage dem på.

Midt om vinteren, hørte vi at de nye indkaldte fra Hvorup, som skulle på forskole, ville komme til Esbjerg, da havde de været inde i ca. 3 måneder, de skulle være i barak 14 eller 19. Den dag de kom, var jeg på vagt ved garagerne, og med lidt god vilje kunne jeg følge med i hvad der skete, Det var en kaptajnløjtnant, der skulle være chef, jeg husker ikke hans navn, vi havde vores eget navn på ham, han havde en sort klap for det ene øje, og næstkommanderende var en løjtnant Søndergård, der af ukendte årsager blev kaldt ”Mau Mau”, han havde det halve af ansigtet dækket af et stort modermærke, men det var der aldrig nogen sinde, folk der hentydede til, når han blev omtalt, men han så frygtindgydende ud, og man skulle passe på ham, han var mærkelig uligevægtig, når han var vagtinspektør eller tilsynshavende, skulle vi ned at vække ham på vagten, da svarede han ikke altid når man bankede på, så skulle man ind for at ruske ham i skulderen, så for han forvirret op, og han havde altid pistolen under hovedpuden, jeg så flere gange skæftet stikke ud, det var som om han var bange, det var jeg i hvert fald, sæt han i forvirringen fik fat i pistolen, inden han var vågen.

Men det var altså disse to, der skulle gøre livet surt, for de nye befalingsmandselever, de kom i Lorryer, siddende i to rækker, med geværet mellem knæene, og stive som kosteskafter, det var nok både af skræk og kulde, de kunne næsten ikke gå, da de kom ned på jorden, så stive var de af at have siddet sådan hele dagen, fra Aalborg i frostvejr, de plejede at sove i centralvarme, så det var de ikke vant til, men der var fyret op til de kom, de to officerer stod uden for og ventede, kaptajnløjtnanten præsenterede dem, og med ordene ”Vi er kendt over det ganske land, men det er faneme ikke for det gode”, og han havde hørt at 75 % havde meldt sig frivilligt til skolen, det skulle de komme til at fortryde, sådan blev de to ved en tid, imens de arme rekrutter rystede af kulde, og så havde de end nu ikke set det gamle bras de skulle bo i, så blev de jaget ind, men der er sikkert sendt venlige tanker til varmen og badeværelserne i Hvorup. Om natten var jeg ved garagen på vagt, efter kl. 24, der var roligt i den barak, de nye var kommet ind i, de sov nok godt, de havde pakket ud og ordnet helt til sengetid. Først på natten hørte jeg nogen komme, jeg troede det var vagtinspektøren, han kom jo af og til, for at se om han kunne tage en vagt i at være for sløv. Men der var flere og de gik stille, jeg stod inde mellem bilerne, så de havde ikke set mig. De listede hen til indgangen i de nyes barak, og så brød helvede løs, med fløjter, råb og vræl, de arme fyre havde lige nået at sove et par timer, oven på en træls dag, og så blive jaget op på den måde, et nyt sted hvor alt var fremmed, og så koldt at der var rim på ydervæggen, her så man det igen, folk skulle køres helt ned til nulpunktet, så var de som en flok får, det var jo også på den måde vi var blevet ”opdraget”, men om 9 – 10 måneder var disse nye, udstyret med vinkler, og ville råbe og skrige over næste hold. Og inden de kom så langt, havde de gennemgået meget, det lignede mere straf end uddannelse, det afhænger meget af dem der har kommandoen, hvis der er sadister imellem, er alt omsonst, og folk taber gnisten.

Den dag havde vi også nogle vagter nede på havnen, der kom kampvogne fra England, de havde været til hovedreparation, så skulle vi holde øje med dem, i den tid de stod på havnen, en af vagterne dernede fra, kom med en hilsen fra min bror Erik, han var kommet ind med ”Selma Dan”, jeg var så dernede, da jeg var færdig med vagten, det var bedre at spise der, end i lejren, om aftenen var jeg med Erik, og nogle af dem fra båden, oppe i byen, vi var på Borgergården”, og der kom selvfølgelig nogle af vore befalingsmænd også, Nico spurgte i aftenens løb om, hvem det var jeg var i selskab med, det fik han så at vide, og det var heller ikke fordi det kom ham ved, men han havde set at jeg var i støvler, vi måtte kun gå ud i fritiden med sko, fordi jeg skulle ned til havnen, ville jeg ikke tage sko på, så da vi skulle op i byen tog jeg gamacherne i lommen,” Hold dine støvler sådan de andre befalingsmænd ikke ser dem”, sagde Nico, han var god nok, det var ikke andre der ville advare en menig, i sådan en situation. Desværre fik jeg influenza dagen efter, så jeg fik ikke sagt farvel til Erik, og der gik to år før jeg traf ham igen.

Influenzaen gav nogle dage på infirmeriet, imens pakkede batteriet sammen til forårsmanøvre i Nordjylland. Jeg kom op af sengen, og blev udskrevet samme eftermiddag, hele batteriet var læsset på et eller to tog, nede på godsbanen, vi kom af sted først på aftenen, og var i Holstebro sidst på natten, aflæsning foregik ved at toget bakkede til en rampe, så bar vi sveller hen og lagde på bufferne, så man kunne køre fra vogn til vogn, men sikke et arbejde, svellerne var fulde af is og sne, og samtidig kom der sne og slud fra oven, så det var et værre svinearbejde, sådan en våd svelle vejer godt til, og min fysik var ikke den bedste efter influenzaen. Det var et mareridt, af den slags man ikke glemmer, men endelig var vi færdige. Vi kørte så ud til Mejrup, hvor hele batteriet blev parkeret på en stor græsmark, og her var der kun læ at finde bag ved bilerne, i formiddagens løb blev vi kørt ud til gårdene, hvor vi skulle være nogle dage, indtil krigen begyndte. Vi var to mand der kom ind på en mindre ejendom, vi fik det ene børneværelse at sove i, man behøvede ellers kun at give os tag over hovedet, og halm at ligge på, nabogården der var større, havde 10 mand, de sov i laden. Vi gik over til parkeringspladsen to gange om dagen, for at spise, ellers spillede vi kort med børnene de syntes det var morsomt med sådan nogle gæster.

 Efter nogle dage kørte vi så ud på selve forårsmanøvren, vi fandt næsten aldrig ud af hvor vi var, en dag kunne vi se ud over Limfjorden, og næste nat kørte vi over Oddesund. Batteriet havde fået nye radioer, og vi var 3 mand der havde fået en stor kasse, der var fastmonteret i en Lorry, der var en sender og to modtagere, det var med krystaller til kanalstyring, det var muligt at udskifte krystallerne, der var en boks til en masse forskellige, men af sparehensyn var der kun anskaffet et sæt, så det var ret overskueligt, vi skulle holde forbindelsen mellem batteriet og afdelingen, men senderen var ikke klar endnu, og derfor var der kun de to modtagere i kassen. Sådan en radioenhed kostede 62,

000 kr. uden krystaller, for det beløb kunne man få 10-12 nye biler, eller 2 nye huse, så vi måtte beholde presenningen på Lorryen, alle presenninger skulle fjernes fra alle biler, fordi alt skulle foregå krigsmæssigt, men vi var heldige med den dyre radio. Vi tre i vognen var enige om at tage vores køjeunderlag med, dem bandt vi op, tværs over vognen, som hængekøjer, ellers fik vi en papir sæk på en gård, og fyldte hø i den, den sad vi så med fødderne i om dagen, så var fødderne varme og støvlerne tørre, bare man havde varme fødder var alt godt. Man var begyndt med at uddele tørkost i en- mands portions forpakninger, med forskelligt smørepålæg, på de store øvelser, det var vist cellofanposer, plastik var nok ikke så almindeligt endnu, vi fik sildesalat, leverpostej, smøreost og marmelade, så kunne man bytte med det man ikke kunne lide. En sergent fra signaldelingen, ville gerne sidde og hænge oppe i vognen, selv om han ikke havde noget at være der efter, han smed alle sine poser i rygsækken, en dag havde han og nogle andre befalingsmænd, delt en flaske rom under øvelsen, og fyren var så påvirket at han prøvede at synge i radioen, da fik han en advarsel af vores delingsfører, og blev sendt ud af vognen. Hans rygsæk lå og flød i vores vogn, så vi ”kom til” at træde på den ved nogle uheld, så det var en broget blanding han havde med hjem fra øvelsen, hans chauffør, en ”flink” soldat kom til kom til at gøre rygsækken ren, så det var helt vellykket.

Vi havde det godt i Lorryen, vi var jo de eneste der var i tørvejr, det meste af tiden, der var vejr med sne og kulde, og alt var et ælte, både på marker og veje. Et sted batteriet var opstillet, var der en del infanteri på markerne, men de forsvandt hen imod aften, ud på natten kørte batteriet mange kilometer nord på, og indtog nye stillinger inden det blev lyst, først på formiddagen kom infanteristerne fra dagen før, de havde gået hele natten, imens vi havde kørt hele vejen, så var det lige før at vi skammede os, det var soldater der duede til noget, så vi kunne se at vi ikke havde prøvet ret meget. Til sidst endte vi helt oppe ved Jammerbugten, helt ude ved kysten det blæste koldt der, så vi var glade for at øvelsen var slut, og at vi ikke skulle læsses på banevogne, vi havde benzin nok til turen, hjem til Esbjerg, og der nåede vi til lige før aften, da var det sol og forårsvejr, så meget forskel kunne der være på vejret fra nord til syd. Vi skulle så have det hele pakket ud igen, og sat på plads, det var rart at komme i en seng, og komme op på badeanstalten, vi havde næsten ikke været af tøjet i to uger.

Vi var fire der ville fejre at det snart var påske, påskebryggene var kommet, og vi fire Verner fra køkkenet, hans kammerat 912, en maler fra vores stue og jeg, fredag aften gik vi over gaden til en købmand, og købte to påskebryg til hver og en halv Aalborg til deling, det var ikke mere end enhver kunne tåle, der var nogle nye boligblokke under opførelse over for lejren, der gik vi ned i en kælder, og satte os på nogle murerbaljer, vi fik hygget os med det meste af vores indkøb, men da der ikke hverken var vinduer eller døre i huset, blev det for koldt, vi talte om at gå over på soldaterhjemmet ved siden af, men der ville personalet straks se at vi havde noget i lommen, så fik viden tossede ide at gå ned i marketenderiet, at tage stærke drikke med ind, var forbudt det vidste vi, men vi troede at vi kunne klare det, vi havde hver noget af en påskebryg, og den halve Aalborg til deling. Vi fik vores kaffe nede i et hjørne, måske nogen havde set det, 912 skulle lige vise noget med forlæns rullefald, og et par andre ting før vi gik hjem i seng. Verner var ikke kommet, han havde nattegn til kl. 1,00. Vagten kom som sædvanlig om morgenen, og kaldte på Verner, og da han ikke kom op med det samme, gjorde jeg det, som jeg også plejede, at ruske ham vågen, han lå i sin nye uniform, og den var gennemvåd, og hans hånd havde blødt over det hele. Han sagde noget om at køre galt, men sagde så at han havde revet sig på pigtråden, da han kom hjem om morgenen.

Og han ville over i kostforplejningen, de sendte ham nok hjem igen, for han kom og gik i seng lidt efter, og da vi blev kaldt op meldte han sig til lægen, jeg fik ikke talt med ham i enrum, så det var noget mystisk noget, men han havde fået mere at drikke end den smule om aftenen. En fra vores stue der hed Børge, fortalte mig, at om natten da han var ude på toilettet, så han kontorvognen komme susende forbi ude på vejen, og han troede at der ville blive kaldt ud til en nat øvelse, men da den kom igen, kunne han se at det var  912 der kørte, og han havde ingen kørekort, så det var privat kørsel, hver gang han kom til porten drejede han af, modet svigtede nok, og så blev han væk. Det var mærkeligt at der ikke var nogen vagter der havde set noget, men de vidste nok ikke hvad man gjorde i sådan en situation. Så langt var alt gået nogenlunde, men så sprang bomben, porten til ”Hotel Royal”, var i nattens løb blevet åbnet med en økse, og stabens Jeep havde været ude at køre, nu stod den med knust vindspejl, der var blod flere steder i vognen. Og hovedvagten havde ikke noteret Verner, som mødt på kasernen fra nattegn inden kl. 1,00, nu gik det slag i slag, der var en der fortalte en sergent, at Verner og Basse havde siddet og drukket kaffe sammen med maleren og mig, aftenen før, men inden vi blev kaldt over på kontoret, var det hele opklaret, maleren og jeg fik at vide at mandag kom auditøren, så ville sagen komme for. Verner havde været ude i byen nogle timer, og havde nok fået en del mere at drikke, så havde han fået den ide at han ville besøge sine bedsteforældre i Haderslev, da har klokken været mellem 24 og 1, så det var et sent tidspunkt at tage på 

udenbys besøg, og derfor tror jeg at han var temmelig beruset, og det havde han overhovedet ikke været i lejren, så han vidste at staben havde en Jeep stående inde i gården på hotellet, og der havde han så låst op med en økse, uden at vagter og officerer havde hørt noget, på vej ud af byen ville han prøve bremserne, det var på brosten i regnvejr, og måske trådte han lidt hårdt, for Jeepen for ind over fortovet og ind i en butiksrude, det var der både ham og Jeepen fik deres skader, længere ude på vejen mod Haderslev, kørte han tør for benzin, men alle militære køretøjer har en fuld kanister, med 20-30 liter i reserve, han havde ingen tragt, så det var vist kun de ca. 5 liter der kom i tanken, og det var for lidt til en længere tur, så han vendte om, han er nok blevet mere klar i hovedet, og han nåede tilbage, og satte Jeepen ind på plads, og gik hjem til lejren, da var klokken 3, så ville han få straf for at møde for sent, så klatrede han over pigtråden, og gik i seng, sådan som jeg fandt ham om morgenen, 912 havde sat kontorvognen på plads, så det blev ikke opdaget, hvor mon garagevagten har været.  Men han var hoppet over pigtråden efter stueeftersynet kl. 22, og der var nogen der havde set ham ude i byen, og der var ikke givet nattegn til ham. Både Verner og 912var før blevet væk fra både orlov og nattegn, så de var jo oplagte emner.

Vi kom for auditøren en for en, der var kun at svare ja og nej, så skulle han nok placere svarene, de havde jo hele forløbet på skrift. Maleren og jeg skulle have en uges kvarterarrest, det ville sige at vi skulle opholde os i samlingsstuen i fritiden, det var ikke så slemt, men det syntes vi heller ikke forseelsen var, befalingsmændene havde deres messe med alt tilbehør, inde i lejren, og på Royal havde officererne mere end nok, når man så deres tilstand, meget mere end nok, men vi havde overtrådt reglerne. 912 fik vist en uge i arresten, enten skærpet eller streng arrest, så var det på vand og brød, fordi han hade været på ulovlig udgang før. Verner fik det hele samlet sammen, erstatning til militæret, og for butiksruden, og for at have kørt beruset, på den konto røg kørekortet, og det var vist tredje eller fjerde gang han var på ulovlig udgang, det kostede to måneders civilt fængsel og en ny indkaldelse til 18 måneders tjeneste, så meget kunne en påskebryg og et par snapse give anledning til, når de var nydt det forkerte sted.

Men nu var foråret vist på vej, så kunne man jo nyde det fine vejr i fritiden, der kom mange skibe til Esbjerg havn, især når isen lukkede de indre farvande om vinteren. Men der var altid meget at se på dernede, de flotteste lastskibe jeg så, var nok de argentinske ”Juan Peron” og ”Evita Peron”, de lå samtidig og lastede kartofler, de var helt nye og hvide, da var der andre tider i Argentina. Det var rart at vi snart havde det første tjeneste år bag os, vi var ved at være igennem uddannelsen, nu skulle det sidste halve år gå med repetitioner og lignende.

Vi var stadig ude på mindre øvelser til fods og pr. bil. Det skete jo at vi var ude om natten, på orienteringsløb, så blev vi kørt 15 – 20 kilometer ud, og så skulle vi gruppevis tage os frem fra post til post, alt foregik jo i mørke, en sergent havde en nat fået ansvaret for sådan en øvelse, hvordan de forskellige poster skulle passeres, og hvilke opgaver der skulle udføres, sådant kunne være tilrettelagt drilagtigt, men dette var nærmest ondskabsfuldt, et sted skulle man følge telefonledninger der gik ind i en granplantage, op i træerne og ned igen, fra træ til træ, og flere andre forhindringer, så var der en der tog i ledningen og trak til, og den sprang selvfølgelig, så gav vi os til at lede efter den anden ende, sergenten skabte sig, men i mørket kunne han ikke se hvem der gik omkring i skoven, og der måtte ikke bruges lys, for så mistede vi vores evne til at se i mørke, til sidst var løbet ved at gå i stå, der gik 5-6 grupper og hyggede sig, imens sergenten truede dem han fik nærkontakt med, så kom fenrik Nilsson farende i Jeep, og han bandede og råbte, så det var en fryd, og posten nedlagt, men det gik nok ud over vores evne til at se i mørke, med alt det svovl Nilsson havde fyret af, han var klar over sergenten havde lavet noget tosseri, vi nåede da igennem løbet og blev kørt hjem, da var det lyst om morgenen, og det var en lørdag moren, og der var orlov fra middag, når vi havde haft den sædvanlige lørdagsparade, nogle af os havde været sværtet i ansigtet, det gav points efter påklædning og lign., vores gruppe var i kedeldragt, så behøvede vi ikke at få uniformen svinet til under natløbet. Til morgenopstillingen, blev de sergenter, der nu havde gjort et års tjeneste, udnævnt til oversergenter, ham fra løbet om natten, fik også en vinkel mere, sammen med de andre, det var noget der passede ham, han var alt i alt en overlegen fyr over for os, og så blev han 19 år den dag, han var mellem lejrens yngste. Da vi skulle af sted på orlov over middag, kom han farende ud fra kontoret med tårer i øjnene, og lidt efter kørte han ud af porten i sin gamle uniform, og den fine paradekasket, han havde anskaffet i dagens anledning, var udskiftet med den gamle hue. Kontormanden fortalte i bussen, at vedkommende var blevet kaldt ind på kontoret, han var ellers på vej hjem til fødselsdag, med nye vinkler og ny kasket, så fik han i kaptajnens påhør, en meget kritisk gennemgang af nat øvelsen, fra fenrik Nilsson, der bl.a. spurgte efter telefonkablerne, og fik så at vide at de hang i træerne endnu, ”Ud og hent dem”, var ordren, så om det var arrigskab, eller hvad det var, der gav ham tårer i øjnene, ved jeg ikke, men det blev vist sent inden han nåede hjem til fødselsdag. Det var måske ham der ejede plantagen, der havde klaget, vi havde nøje påbud om at alt skulle ryddes op, når vi havde været på privat ejendom, og skader skulde anmeldes til batteriet straks, måske var det derfor Nilsson var hidsig, men det kunne han nu godt være alligevel.

Det var blevet bestemt at vi skulle ud af Artillerilejren, og det skulle ske først i maj måned, denne gang skulle vi til Karup Flyveplads, der skulle være et batteri til sikring, på hver flyveplads, hvert batteri skulle have 2 måneder i det sidste halvår af tjenestetiden. Artillerilejren blev overtaget af 3  Train afd. også kaldet Forsyningstropperne, de havde op gaver med alt hvad der hed transport i hæren. Vi ville hellere være blevet i Esbjerg, nu skulle vi så ud på landet igen, der ville der jo være langt til forretninger når vi kom til Karup, i Esbjerg kunne vi nøjes med at gå 5 minutter, når vi var uden for porten, så var der de ting vi skulle bruge, en ting fra den gang var ”Gibber”, det var en slags isbar, og manden der havde stedet blev kaldt sådan, og det stod også på skiltet, det var noget i amerikansk stil, og at han havde datteren til at hjælpe i forretningen, trak nok en del kunder til, især fra lejren, men det var et sted mange kom, det var jo uden spiritus, og derfor kunne alle jo kigge ind.

        I Karup kom vi til at ligge i Grovelejren, det var en forhenværende flygtningelejr, der var kun nogle få barakker tilbage af den oprindelige lejr, den lå heldigvis lige uden for pigtråden, ved vejen fra Kølvrå til Hesselund, der var en port i pigtråden, så vi kunne komme ind i lejren, når vi skulle til spisning, vi blev kørt ned til spisesalen, som var helt ny, morgen og aften, om morgenen smurte vi en madpakke til frokost, der var langt til spisning, muligvis 1-2 kilometer, når vi ikke levede op til ledelsens normer, måtte vi til straf, alle gå til spisning en uge, så skulle vi tidligt op, for at nå hjem i lejren til kl.7. 

 

Vi fik en ualmindelig god forplejning her, man skal huske at flere ting havde været rationeret indtil året før, der var mange arbejderhjem, der ikke havde råd til sådan mad, og der var stadig nogen der var utilfredse, så kunne man godt blive forbandet på sådan nogle kværulanter, en der ofte brokkede sig over maden, var efter hvad onde tunger påstod, ikke vant til ret meget hjemmefra, han boede hos forældrene på en gård, så en dag var der en der ikke gad høre på ham mere, ”Du spiser vist tit hos naboen, så godt du er vant”, blev der spurgt, siden var der ikke mere kritik fra ham.

En dag efter aftensmaden, var vi 7-8 stykker der kom op at køre, med en der hed Børge fra vores stue, vi fyldte den Dodge Truck han kørte i, hvorfor han kørte i den ved jeg ikke, han var ikke chauffør, og vi plejede at køre i Lorryer, vi kørte med god fart hjemad, der sad en over for mig der hed Rantala, og var fra Aarhus, han havde lige købt en is, kørslen var noget hasarderet, og bilen tog magten fra Børge i et sving, og vi røg ind i plantagen på to hjul, og stoppede med et træ lige foran køleren, men da bagenden vippede ned stod der også et træ bagved, Rantala bandede, han havde isen tværet ud i ansigtet, ellers var der ikke sket noget, bilen kunne bare ikke komme ud igen, hverken frem eller tilbage, heldigvis var der ingen der havde set noget, ellers kunne det have givet meget vrøvl, vi skulle have bilen ud før der kom nogen forbi, det er utroligt hvad sådan en truck vejer, især når man lige har spist, med nogle stænger som vi fandt, fik vi rokket og skubbet bilen forbi det ene træ, men hvor vi svedte, mere uheldig parkering skal man lede længe efter, det var jo et held at vi ikke væltede, det var en tung vogn at komme ind under, og det var jo åbent karosseri.

Et par uger efter vi var kommet til Karup, skulle vi tre mand, der havde radioen i Lorryen, sendes ned til Nymindegab, hvor vi skulle have et lille kursus i radioen, den var så ny, at det først nu var befalingsmænd, der kunne lære andre hvordan den fungerede, vi var kommet tilbage til 2. afd. og var igen 1. batteri, 2.og 3. var nu i Nymindegab, og et af dem skulle så til den tid bytte plads med os i Karup, deres folk med radio som vores, skulle med på samme kursus, vi skulle også ud at prøve radioernes rækkevidde, vi havde vores sergent med, ham havde vi altid i vognen, og han var en af de bedre af slagsen, radioen var fastmonteret i Lorryen nu, så vi havde altid godt med plads, når vi kun var 3 mand, vi havde en fast chauffør der hed Marius, han blev også kaldt Ferguson, fordi da han blev spurgt om hvilket motorkøretøj, han havde kørekort til da han var nyindkaldt, svarede han Ferguson, med tryk på u, og det blev han ved med, og han kørte Lorryen som en Ferguson, han trådte koblingen helt ud, og slap den igen med et ryk, han syntes man skulle gøre sådan, men det var lidt ujævn kørsel, vi skulle ikke drikke kaffe under kørslen. 

Det var morsomt at se Nymindegab igen, men vi vidste at vi skulle bytte plads med 2. batteri ca. 1. juli. Der var noget teori om formiddagen, og om eftermiddagen kørte vi så alle tre biler i hver sin retning, for at prøve folk og apparater af. En aften blev der pludselig alarmeringsøvelse hos 2. batteri, vi var indkvarteret på en stue hos dem, vi holdt os i ro så man ikke kunde se os ude fra, og lidt efter kom vores sergent, og sagde at vi bare skulle blive inde, og han blev siddende, hvis nogen ville have os ud skulle han nok klare det for os. Den slags øvelser med alarmering havde 2. og 3. batteri en del af, det havde vi næsten aldrig, men når vi med tiden skulle være sammen med dem, var vi måske også nødt til den slags. 2. batteri havde fået løjtnant Søndergård (Mau Mau), han regerede her som han havde gjort i Esbjerg, godt at vi havde undgået ham. Vores sergent var i familie med mejeribestyreren i Henne, der var vi inde en dag til eftermiddagskaffe, da vi kom forbi på øvelses

turen, vi havde nogle hyggelige dage dernede, men vi skulle hjem til Karup til fredag aften, så vi kunne komme på orlov om lørdagen. Der kunne godt være nogle forhindringer inden man kom af sted på orlov, det var jo kun halvdelen der kunne søge, men brugte de ikke deres orlov, kunne nogen fra den anden halvdel søge dem, og man måtte heller ikke være noteret for noget i ugens løb, såsom mangelfuld skopudsning, dårlig sengeredning eller mange andre ting, så var der ingen frihed den uge. og så er geværet ikke nævnt, hvis et gevær havde rust var det 4 dage i spjældet, og der var mange småting der kunne kritiseres på sådan et gevær, så geværeftersynet om lørdagen var altid imødeset med spænding, om der var en bagatel der skulle påtales.

En lørdag imens vi var i Karup, skulle der pludselig være særligt geværeftersyn, der blev stillet borde op udenfor, kaptajnen var på sommerferie, så nu skulle Leerbech lege kommandant, vi havde jo set hvordan han gik rundt som en kalkunhane hele ugen, geværerne blev jo også kasseret det ene efter det andet, så vi måtte pudse dem om, til sidst var der nogle der skulle stille med geværet kl. 12.30, og vi skulle på orlov kl. 14.00, vi plejede aldrig at lave andet efter middag, når vi skulle på orlov, end at skifte til den nye uniform. Der var ca. 15 mand, der fik kasseret pudsningen af Leerbech, så gav han oversergent K.C.Petersen ordre til at give dem en løbetur med fuld oppakning, K.C. var allerede i garbardine uniformen, for at tage på orlov, og han havde paradekasket på, så det kom jo også bag på ham, men flokken måtte ned i vandhullerne, ude i engen ved Karup Å, den føromtalte 912 var med, han prøvede at undgå et vandhul, men K.C. stod der i sit fine tøj og råbte til ham, om at komme ud i vandet, så smed 912 sig så lang han var ud i vandet, så det gav en ordentlig skylle op over K.C., og da 912 fik bjerget sin stålhjelm, som han havde tabt i vandhullet kom han til at sprøjte mudder på K.C., da han tømte den. Så blev hele flokken jaget op i plantagen, og op i træerne, men her gad 912 ikke, at være med længere, det proklamerede han højlydt fra toppen af en høj gran, og så lod han sig falde bagover, han fik brud på kravebenet, men det kunne de jo ikke se der på stedet, man var bange for hans ryg ,så han måtte ikke flyttes, og de måtte jo have en ambulance, jeg husker ikke om det var med udrykning, men det var heller ikke nødvendig, der var allerede opmærksomhed nok, da den kørte forbi lejren på vej til sygehuset, lå han og vinkede med den raske arm, og gassen var gået af K.C. og Leerbech. Men mandag morgen var kaptajn Hansen hjemme igen, og der blev ikke lagt fingre imellem, ”Det er som en flok børn, når man ikke er hjemme, laver de ulykker. Hvad fanden laver I sådan noget pjat for, man kan faneme ikke vende ryggen til” den slags udbrud og meget mere kom han med, og der var vist flere ting oppe at vende på kontoret den formiddag. Siden var der kold luft til Leerbech, resten af sommeren, hvad vi jo kunne takke 912 for, han gik hjemme i Aarhus, og nød sit kraveben, det gav jo en god ferie.

Vi var også på tur med velfærdstjenesten til Viborg, vi så Domkirken, var i vestre landsret for at se en retssags behandling, og sidst men ikke mindst bryggeriet, som nok var et besøg værd.

I Skrydstrup havde vi været før da vi lå i Esbjerg, nu skulle vi øve i at skifte fra en flyveplads til en anden, batteriet blev delt for at køre på landevej, men det halvbatteri vi var i følge med i radio lorryen, kørte for langt i Haderslev, så vi kom næsten igennem byen, så for at komme tilbage, svingede kolonneføreren ind på en sidevej, så kunne vi køre rundt og ud på hovedvejen igen, men det kunne man ikke, skiltet med blind vej var blevet overset, og så var vi fanget, man kunne ikke bakke de firehjulede kanoner ud derfra, og bilerne kunne ikke vende i indkørslerne, som ikke kunne klare tung trafik. Så måtte kanonerne skubbes ud til hovedvejen, man måtte jo ikke bakke ud på en hovedvej, ordonnanserne måtte stoppe trafikken på A 10, hver gang en bil bakkede ud, så vi var meget populære den dag, midt i morskaben kom Leerbech farende, han så ud som en overmoden tomat i ansigtet, men man tog ikke det store hensyn til hans råben op mere, det var ham der havde ansvaret for hele transporten, så der ventede ham nok et hak i tuden andetsteds. Resten af turen til Skrydstrup forløb godt, lige som de par dage vi var på pladsen, vi kørte der fra om aftenen til Karup, men af en eller anden grund mistede Marius og sergenten kontakten med kolonnen, og blev bag efter, derfor ville sergenten vist prøve at tage en genvej et par steder, klokken var mellem 1 og 2 om natten, og da det var sommer var det nogenlunde lyst, og ingen trafik på de små veje, jeg lå på nogle slørings- net og prøvede at sove, men Marius kørte hurtigt, og de små grusveje var ujævne, der blev lavet nogle mægtige nedbremsninger, og gearskift med tilkoblinger som var det en rallykører, og når man så tænker på alle de transmissionsaksler og drev der hylede, så blev det kun til meget lidt søvn, hver gang vi bremsede troede jeg at, nu ryger vi over på marken, da vi kom til Grovelejren, var de andre ikke kommet, og der hang en støvfane efter os langt ud over heden, så Marius var stolt.

Selve kolonnen havde haft stop ved Pårup, en af traktorchaufførerne var faldet i søvn, og havde fået alle hjulene i højre side ned i grøften, det gik godt til de mødte en overkørsel, så var det sket med at køre længere, men folkene klarede sig fint. Vi havde haft fint vejr hele foråret, men nu var det slut, sommeren 54 gav næsten dobbelt nedbør, og af solskinstimer var det næsten kun halvt så mange som vi plejede at få, og så havde vi endda en total solformørkelse oven i handelen.

Skydningen med kanon og firling efter luft mål, skete ved Vejrs Strand, det var en flyverløjtnant fra Esbjerg, der havde et firma med rundflyvning, han hed Per Perch, det var en K.Z. maskine han brugte, den havde en lang wire med en vindpose, som man så skød efter, det gik ikke så hurtigt med den maskine, han havde også en gul tosædet Spitfire, den var der mere fart på, standpladsen til kanonerne var bag klitterne, så kunne han komme langs stranden i et par meters højde, man kunne ikke se stranden fra kanonerne, så pludselig kom han næsten lodret op ad klitten, kun 100 meter fra kanonerne, så var det med at få rettet ind. Der var vagter ude i klitterne, for at holde øje med skibene, at de ikke kom ind i skudfeltet, vi sad 2 mand med radio ved hver ende af området, den dag jeg var derude blev det total solformørkelse, så man måtte indstille skydningen, til det blev lyst igen, det var den 30. juni. Et af kanonmandskaberne skød wiren over en dag, det var nok rent held, men netop som det skete, kom vor oberstløjtnant A. Ø. Østeraa, ud til skydestandpladsen, han blev så stolt, som om det havde været ham selv der havde gjort det, og han råbte ” Kaptajn Hansen, vil de sørge for det mandskab får en forlænget orlov ”, så de var heldige, 2. og 3. batteri var også dernede, der var vist noget vrøvl med folkene i 2. batteri, de havde jo løjtnant Søndergård, han havde truet dem med, at de skulle selv komme til at trække kanonerne hjem til Nymindegab, hvordan det gik ved jeg ikke, men kanonerne blev ikke ordentlig renset, det kunne vente til mandag morgen, vores kanonfolk sled hele lørdag formiddag, med at trække kanon rør igennem, så var de rene igen. Men 2. batteris kanoner havde fået rustpletter, så det blev straffesag ud af det, og man sagde at Søndergård som ansvarlig, fik fire dage i arresten, men da de som sagt senere kom til Karup, kunne vi ikke følge med i hvad der skete i sagen. Men han blev over flyttet til Flyvevåbnets Jordstyrker i Karup, der så jeg ham jage de nye rekrutter, 4 – 5 måneder senere, ude i Gedhuslejren.

I begyndelsen af juli kom vi så til Nymindegab igen, vi kom til at bo over for den stue, vi var kommet til at bo i 11. maj 14 måneder før, det var mærkeligt at det var her vi havde sprunget forvirret rundt, nu kunne vi mere end de befalingsmænd, som vi fik dengang, havde kunnet. Flere havde fået arbejde, når tjenestetiden var slut, så de kunne se med sindsro på de sidste fire måneder. Der kunne gives orlov til at søge arbejde, det var vist 2 gange 1 dag, det skulle dokumenteres, ellers ville der jo være mange der tog en lille ekstra tur hjem. En uges sommerferie fik vi også, så det var godt at være soldat, med gratis rejse hjem på ferie.

Resten af tiden skulle vi nok være i Nymindegab, men vi havde prøvet det før, og der var flere større øvelser der skulle afvikles, inden vi var færdige, nu lå vi så sammen med 3. batteri, de havde en kaptajnløjtnant Jespersen som chef, og han var absolut ikke afholdt, det var vist en søn af kaptajn Jespersen med morgengymnastikken i radioen, og Claus Jespersen i Cirkus Benneweis var hans søn eller nevø, men efter et par måneder skulle de også til Karup, så det var ikke meget vi blev kendt med dem.

En tur til Djursland fik vi også i sommerens løb, vi skulle have skarpskydningsøvelse i Hevring, det var et militært øvelsesterræn nord for Ørsted, vi var med toget over Varde, Struer, Langå til Allingåbro, der var kun en traktor med kanon og en Lorry med en firling med på godsvogne, vi havde nemlig brugt vores benzintildeling op, derfor togtransporten, og vi måtte så gå en del af vejen fra Allingåbro til Hevring, de få biler kørte frem og tilbage, efter folk og vores flok blev mindre og mindre, til sidst nåede vi frem til lejren, den var kun beregnet til kort tids ophold, for mindre enheder, og vi skulle kun være der en uges tid. 

 

Vi skulle prøve at skyde med skarpt under fremrykning, mod skiver, der dukkede frem og forsvandt, det skulle både være med gevær, maskinpistol og maskingevær. Kanon og firling mod jord mål, såsom kampvognsattrapper, bazooka og geværgranater skulle prøves på panserplader, og hver mand skulle få lov til at kaste med håndgranater, så der var nogen der havde nerverne lidt på højkant, især nogle af befalingsmændene, når en eller anden fægtede lidt for ukoncentreret med noget af fyrværkeriet, men det var heller ikke noget at spøge med, der var en der sendte en bazookagranat forbi skiven ud i lyngen, så måtte oversergent Groes og Leerbech, ud for at lokalisere den, og bagefter sprænge den, de bandede og skældte ud, for at vi ikke skulle se at de var nervøse, men vi kendte dem efterhånden så godt, så vi kunne se mange ting, vi havde gået op ad dem i over et år, så man kunne ikke skjule ret meget for os mere, og vi fik en ekstra hvil, imens de agerede sprængningskommando. Det mest interessante var nok håndgranaterne, vi fik sådan en fedtet jernklump i hånden, og så en lille ondskabsfuld detonator i den anden hånd, men vi havde selvfølgelig fået alt gennemgået masser af gange, vi skulle først skille granaten ad og gøre den helt ren for fedt, og pudse den, derefter skulle splitten sættes i, og først derefter måtte vi sætte detonatoren i. Der fløj nogle håndtag og fjedre ud men de blev fundet igen. Selve kastet foregik bag et par betonvægge, Leerbech skulle gå med hver mand ind, og overvåge kastet, se til at manden kom i dækning igen, og først gå ud igen når braget havde lydt, der var en der tabte eller smed granaten for fødderne af Leerbecch, han sparkede den ud i den rigtige retning, og halede manden ind i dækning. Nu havde vi set hvad vi kunne udrette, med det vi havde lært i den tid vi havde været i tjeneste, og hvordan det fungerede i praksis. Og så rejste vi hjemad igen, vi måtte gå en del af vejen til stationen i Allingåbro, det var også en langsommelig rejse med toget, men vi havde jo tid nok. Og vi sparede benzin ved at køre med toget, hjemme i lejren kørte kaptajnen på nimbus, der var skruet helt ned for blusset, så vi kunne komme med på de næste øvelser, med fuld styrke på hjul.

Midt på sommeren skulle vi på en landsdelsøvelse i Oksbøl, der skulle deltage ca. 12.000 mand, det var næsten tre fjerdedel af hærens mandskab, bortset fra rekrutter, de forskellige enheder kom lidt efter lidt, og blev parkeret og kamufleret på brandlinjer og skovveje, vi lå så i bivuak nogle dage, der var ikke meget at få tiden til at gå med, vi havde noget med at læse i, og nogle kryds og tværs blev også udfyldt, ude på hederne var der nogle fladvandede søer, de var dejlig varme i solen, så vi badede hver dag, det var rart med et dagligt bad, det savnede vi meget når vi ellers var ude i naturen. Det var meningen at øvelsen skulle forestille, at fjenden var gået i land fra søsiden, og vi havde ligget her og ventet på dem. Da vi skulle køre ud fra plantagen, var skovvejen bundløs, vi havde fået enormt meget regn den sommer, derfor søerne vi badede i, heldigvis var stabsbatteriets kæmpetruck, en White der, den trak radarvognen, og nu holdt den på sikker grund, og trak alle de biler af vore egne, der kørte fast, op på fast vej igen, det værste var at hale wiren ud igen, der var mange meter rullet ud hver gang, det var ikke første gang White trucken var på bjergningsarbejde, den havde også en gang ude ved Skjern Å udløbet, trukket flere kanoner og traktorer op ude i engene, men den skulle have noget at drikke, man talte om at den brugte to liter pr. kilometer, rattet var nok 75 cm. i diameter, det var før servostyringen, den havde en mægtig generator med en caterpillar motor på ladet, så der var læs på de tre aksler.

Vort batteri skulle som vi plejede sikre felt artilleriet fra Varde, mod luftangreb, deres 105 mm. Haubitser holdt et par hundrede meter bag vores radiovogn, og vi kunne høre granaterne komme hvæsende hen over hovedet på os når de skød, det virkede lidt farligt, især når at man vidste at øltapperens søn i Juelsminde, var kanonmand på en af kanonerne, det fortalte deres motorordonnans, ham havde jeg gået i skole med. Øvelsen skulle kulminere med en ”atombombe”, det var 4 olietromler med jernfilspåner og benzingele, når de blev sprængt på en gang, blev der en paddehattesky højt oppe, vi skulle alarmere ved at slå på jernstænger og lignende, og tage gasmaske og regnslag på, jeg lå og sov under en bil, og skulle på parkvagt da bomben sprang, men man kunne ikke finde mig, så da jeg endelig blev fundet, var bomben fuset af, men jeg nåede lige at se lidt af skyen.

Gasmasken og regnslaget var noget varmt at have på, men jeg skulle være på vagt, så der ikke kom nogen uanmeldt ind i vores stilling, så kom kaptajnen kørende i Jeep” Tag bare det der af, De er genkendt, og krigen er forbi” sagde han, det var hvad jeg oplevede af den atomkrig, men jeg fik da sovet til middag. Af øvelser var der vist kun generalinspektionen tilbage, det var hele afdelingen, som skulle ud på en øvelse, hvor general Thygesen selv ville se nærmere på hvad vi var værd, i en presset situation, og han var vist godt tilfreds, han sagde da nogle pæne ord efter øvelsen, men de steder vi var aktive, havde vi været i forvejen, som ved mange andre øvelser, havde vi afprøvet området, mon de vidste det på højere sted at man gjorde sådan, det var nok på den måde man tilrettelagde det, man havde facitlisten fremme i forvejen, ellers kunne officererne ikke få det til at klappe. Det var nok under denne øvelse sidst i september, at vi var i Karup, vi lå om natten ind kvarteret i en hangar, sammen med et andet batteri, det har nok været 2., for på den tid var 3. stationeret i Karup i forvejen, og så var stabsbatteriet nok også i hangaren, vi lå i lange rækker på et tyndt lag halm, og så var vi ude på pladsen om dagen, for at vise hvad vi duede til. 

En dag fik jeg brev fra Nic. Therkelsen, Høgild Fiskeri, det lå 5 km. nordvest for Karup, jeg havde søgt arbejde der, efter en annonce i Jyllands Posten ugen før, han skrev at han gerne ville tale med mig når det passede, fra hangaren var der 3 km. i luftlinje derover, men det var over moser og åer, så da vi var færdige med dagens øvelser, gik jeg de to km. ud til landevejen, det var jo strengt forbudt at gå uden tilladelse, og den vidste jeg var udelukket, derfor gik jeg uden, der var en Jeep der standsede, og en overfenrik spurgte om jeg skulle til Karup, for så kunne jeg køre med, jeg var ikke i udgangs tøj, men det kiggede han ikke på, så det gik fint så langt. 

Inde hos mekanikerne Brdr. Høj lejede jeg en nimbus, de måtte have mit gamle armbåndsur i dipositum, de troede nok det var en desertør, men de kendte Therkelsen, og kunne give en beskrivelse af vejen derned, det var grusvej hele vejen ned over heden, det var flere år siden jeg sidst havde kørt motorcykel, alt var mørkt, det var kun få lys man så, og der var kilometer mellem husene. Endelig fik jeg spurgt om vej et sted, da var jeg kørt lidt for langt, men så fandt jeg fiskeriet, og fik en pæn modtagelse, selv om jeg så noget mystisk ud i min gamle uniform.

Deres søn var også soldat, han var korporal i Sønderborg, og han var færdig året efter, så de vidste hvordan det var at være soldat, og Therkelsen syntes at det var godt at jeg kom så hurtigt, det var rart for begge parter at få en aftale, og han ville godt have hentet mig ude i lejren, men jeg havde nok ikke fået fri. Jeg ville godt have set fiskeriet, men det var mørkt, men vi gik derned alligevel, og Therkelsen gik ind i maskinhuset, der tændte han lys, ikke kun ved indkørslen, men over hele fiskeriet, og det var langt, der stod høje lygtepæle så alt var oplyst, man kan ikke arbejde i snestorm om natten ved en lommelygte, sagde han, og jeg nåede at se det hele trods mørket, og lønnen jeg skulle have, var så vidt jeg husker ca. 50 % højere end i Farre, her var værelse med egen indgang, centralvarme, varmt og koldt vand, det var helt luksus efter den tids normer. Høj blev vist glad for at se sin nimbus igen, og jeg kom op at køre med en vogn fra flyvetropperne hjem til lejren, og der var ingen der havde ledt efter mig. Næste dag læssede vi sammen med de andre batterier, alle køretøjer på banevogne, og kørte med tog til Nymindegab. Og ikke længe efter begyndte vi at gøre klar til vores sidste tur, vi skulle aflevere alt i Hvorup, og hjemsendes derfra. 

Hjemsendelsesfesten holdt vi i Esbjerg, for hele batteriet inden vi rejste, vi havde lejet busser til at køre os frem og tilbage, men det blev en lidt mat fest, der var kommet en fraværende stemning over folkene, det kunne mærkes at det snart var slut, man tænkte på sit nye arbejde, og hvad det civile liv kunne give af udfordringer, med et var fællesskabet noget der hørte fortiden til, man var en flok enkeltpersoner igen.

Den sidste søndag aften vi var i Nymindegab, var der et par fyre der havde været på kroen, og da de kom hjem i lejren, kom de i tanker om at de ville til Varde, der var kommet nye vagthold, og til dem sagde de, at de var mekanikere, og skulle ud at hente en Jeep, der havde fået motorstop. 

De tog en Dodge Truck, og gav samme forklaring i porten, og så kørte de, men de har nok været mere påvirkede, end de selv var klar over, for lige efter baneoverskæringen, kørte de i grøften og ind i den eneste telefonpæl, som var i nærheden, de fik bilen op på vejen igen, men valgte at køre tilbage til lejren, da de holdt i porten gik motoren i stå med drøn, de havde revnet køleren ved sammenstødet, og alt vandet var løbet ud, derfor var motoren brændt sammen. Der havde været helt vild stemning i porten, vagtkommandøren var ude med maskinpistol, og nogle af vore egne befalingsmænd var der også, de var udstyret med pistol, der havde været en masse at se på, orlovs bussen kom hjem i det samme. De to kom ind i arresten, til næste dag, så rullede maskineriet, de havde ellers begge fået arbejde som chauffører, i øvrigt hos deres forrige arbejdsgivere, som havde holdt deres stillinger åbne til dem i 1½ år, nu forsvandt kørekortene, og de fik nok en længere straf, og betaling af erstatning, den ene var endda gift og havde børn, så det var ret ansvarsløst af ham.

En af de sidste dage i Nymindegab, var vi alle en tur ved stranden, ved optællingen inden vi skulle aflevere udrustningen, viste det sig at vi havde 22 kg. sprængstof i overskud, det havde vi nu med ned til stranden, hvor der blev gravet et dybt hul, her blev de 22 kg. begravet, og vi skulle så ligge og kigge på oppe i klitterne, vi havde regnslag og stålhjelme på, det gav alle tiders brag, og sandet blev slynget mange meter op som en sky, så begyndte det at dale nedad igen, da kunne vi se hvordan der kom sten ud af skyen, de var jo tungere end sandet, det var med at dukke hovedet, det skramlede i hjelmen, og vi var helt dækket med sand bagefter, men vi fik da brugt det der var vores. Turisterne kiggede jo noget, det var begyndt med tyskere på stranden, også i dårligt vejr, de var forbavsende stedkendte, når de kom på deres små D.K.W. motorcykler, med konen bagpå, det var nok en del af de gamle soldater, der havde været her under krigen, der ville vise hvor de havde været i Danmark. Der var også tit tyskere ved Lønne Kirke, der havde nok været grave der, som så senere er flyttet til begravelsespladsen i Oksbøl.

Hvordan vi blev transporteret til Hvorup fra Nymindegab, husker jeg ikke, men det var vist pr. bane, vi skulle jo aflevere alt deroppe, og vi havde været hjemme efter civilt tøj, som var deponeret indtil sidste aften, så strengt var det, at vi ikke måttetrække i det før den sidste morgen, vi nåede at komme til Aalborg et par aftener, inden vi var færdige.

Det føltes mærkeligt at se kammeraterne i civil, men nu havde vi kun set hinanden i uniform i 18 måneder, så dette var ligesom en brat overgang, nu havde vi pludselig et navn igen, og skulle til at tænke selv, og selv sørge for mad og husly. Nogle kunne ikke klare den overgang, de meldt sig som Mather, så blev de ansat for 3-4 år til specialtjeneste, med ret god løn, vi havde en stuekammerat som hed Jøhnke, han meldte sig til sergentskole efter et års tjeneste, men det var så med henblik på senere optagelse i politiet, men mange følte sig hjemløse. De var lige grydefærdige for hjemmeværnet, og der var sikkert mange der trak i den retning.

Det var noget kejtet at gå i civilt tøj, på de vante områder, nu skulle vi passe på, ikke at få pletter på tøjet, det var mere sart end uniformen, og krøllede også meget lettere, med andre ord: Vi var efterhånden en flok uselvstændige får, der ville længes tilbage, når nu det hele var ovre, og det var i store træk lykkedes at hjernevaske os, uden vi var klar over det, og de havde brugt os selv til det.

Kaptajn Hansen gav hånd til alle i batteriet, da vi stod ude i gården for sidste gang. Og så med bussen til banegården, hvor der var trængsel, men vi kom da med toget, der blev taget afsked ned gennem Jylland, og dem jeg har set siden kan tælles på en hånds fingre, men jeg har heller ikke været medlem af soldaterforening, og den slags. Vi var fire fra Horsens egnen der mødtes om aftenen inde i Horsens, for at fejre dagen. Det var så det halvandet år, men nu var det overstået, det var ikke rart at have foran sig, man vidste ikke hvordan det skulle forløbe, men jeg havde klaret det, og så kunne jeg nok også klare andre ting, som at finde et arbejde som man ikke kun kunne leve af, men også havde lyst til, for fiskeriet var nok ikke det jeg ville blive ved for altid, men det var det bedste jeg kunne finde i øjeblikket. Nu havde jeg vinteren til at finde ud af noget, Høgild Fiskeri var et godt sted at tænke på ting.