Mine forældre

Min far havde været gift før, og var blevet skilt i 1912. Der var fem børn i det ægteskab, og som det oftest var på den tid, skulle moderen have børnene, og faderen betale for moderen og børnene, til børnene havde fået deres uddannelse. Hvert barn skulle have 8000 kr. og af disse 40 000 kr., skulle moderen kunne hæve renterne, til børnenes ophold og uddannelse.

De havde en gård i forpagtning, som svigerfaderen ejede, så der blev ikke noget til min far, men han fik måske hjælp fra min farfar, som havde solgt Frederikshvile året før og var flyttet til Aalborg, ihvert fald købte han en skovejendom ved Tønning.

Det var i Tønning mine forældre traf hinanden, min mor havde min søster Ulla hos sig, 1 år gammel. Efter en tid flyttede min mor til Tønning, og året efter flyttede de til Frejlev for at bestyre en gård for min farbror, der var sagfører i Ålborg. De ville have hjælp til at få gården solgt, det skete året efter, og mine forældre købte Brunsvang, min mor længtes nok efter familien i Horsens og der omkring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Brunsvang kostede 16 – 17 000 kr,  så de 40 000 kr min far skulle udrede til familien, var en større post end man egentlig tænker sig. Dette kunne gården ikke forrente, så min far begyndte at grave grus i bakkerne bag gården, og i flere år kørte han mælketur til Rårup Mejeri, en af mine morbrødre i Horsens kom og hjalp til et par somre, hvor der var småt med arbejde i byen, han var møbelsnedker.

Vejen fra Klejsbro til Klejs Kirke blev i tyverne rettet ud og trukket et stykke sydpå, der leverede min Far meget af gruset, så der ligger det, som mangler i bakkerne ved Brunsvang.

Der var også flere af de lokale der hentede grus og sand, men det gav jo også ekstra arbejde med overjord og harpning, - det var der et par pensionister der klarede, og en ekstra hest var nødvendig.

Men da det så mørkt ud med krisen både for landets økonomi og min fars formindskede indkomster, var der alligevel lyspunkter, en af dem der var årsag til redningen, var skovfoged Petersen, Palsgård, (senere skovrider)han var jo den ansvarlige for Palsgård, Lottrup, Hellebjerg Mølle, og Ringstholm skove, og hans ønske var, at dyrene kunne gå fra skoven ud på Godsets egne marker, og æde, det var jo fristende for de nærmest boende, at sidde i skovbrynet og skyde, så Petersen og inspektør Carl Madsen, Lottrup havde hørt at Einar Korsgårds ejendom, som lå ved samme privatvej som Brunsvang, var til salg på grund af ejerens alder, og det meste af jorden lå langs med Lottrup Skov, Godset kunne jo ikke få lov at købe ejendommen, af staten, så de foreslog at Far købte den, mageskiftede jorden med Brunsvang, og solgte ejendommen igen bagefter, det var jo noget Petersen havde ordnet på Godskontoret.

Brunsvang var jo en gammel skovejendom, som i 1700 tallet hørte under Palsgård, jeg har kopier af skøder fra Brunsvang Skovhus, det var et skovløberhus på den tid, på Palsgård ville man gerne have Brunsvang tilbage efter 2-300 år, det har nok været Petersen, som lavede puslespillet færdigt med at købe Brunsvang, og det hele endte med at Far blev ansat som bestyrer, han var jo ikke helt ung mere, hvor kunne han begynde forfra?

Han fik jo også en løn, selvom den ikke var stor, men så var der naturalier, mælk, høns, grønsager og brændsel,en gris om året, som senere blev til to. 

 

Jeg blev født Den 11 maj 1932 i Brunsvang, Klejs Skov

Det var jo i en krisetid jeg blev født, mine forældre havde mærket krisen i flere år, så de måtte afstå Brunsvang i 1931, min far havde beregnet at sælge små-grise til terminen, og havde købt 3 gylte hos Hansen Klejsgård, men da terminen kom, kunne grisene koste et par kroner, og Hansen var en hård mand, så der måtte ske noget der kunne rette op på det hele.

Far havde ikke kunnet omstille sig til at være lønmodtager, så må man kalde arbejdet som bestyrer på Brunsvang hvad man vil, men arbejdet var jo det han var vant til, og familien og ham selv kunne se fremtiden i møde med nyt mod på tilværelsen, som kom til at strække sig over 17 – 18 år mere i Brunsvang. Mange måtte gå på understøttelse i den tid, det blev mine forældre da fri for, så det var nok det bedste der kunne have sket for dem.

I 1938 kom hestene fra Brunsvang til Lottrup, hvor de kom med i driften, og skulle betales af Brunsvang, som i stedet fik hestearbejdet udført med heste og mandskab fra Lottrup, det var jo mere rationelt, når der kom 4 – 5 spænd på en gang, i foråret kunne det hele ordnes på et par dage, og i høsten tog det heller ikke lang tid, med 2 selvbindere, på de mere flade stykker brugte de traktoren, men der var nogle slemme bakker, der var der fare for at binderen kunne vælte, så måtte der 2 – 3 mand ud at stå på det lille hjul, der hvor det hældede mest. 

Det efterår fik vi en hest nede fra Daugård i Vesterby, det var en stor, sort jysk hest, der hed Klaus, ikke længe efter kom den store epedemi med mund og klovesyge, så skulle de der blev ramt, selv levere deres mælk på mejeriet, og det varså godt som alle der blev ramt, da besætningen fik sygdommen, var det heldigt at vi havde Klaus, Far skulle selv til Rårup Mejeri med mælken, i den periode.  

 

Mine forældre mærkede vist ikke ændringen særlig meget, selvfølgelig var ejerforholdet ændret, men de havde altid passet gården, så de kunne være den bekendt, og det fortsatte i alle år.

Hver måned var Far på Lottrup med regnskab, det havde Madsen så med til Palsgård, når han var der med sit månedsregnskab, men Far havde været forvalter og 2 gange på højskole, så tal var han ikke fremmed for, men han havde kke gået i skole, hvis man kan sige det sådan, han havde fået undervisning hjemme, Farfar der var meget konservativ, ville selv have opsyn med undervisningen, han havde ansat en lærerinde, som boede på gården, men det var der mange af de store gårde i Vendsyssel der havde, min Far havde 7 søskende, så der har nok også været meget arbejde for lærerinden.

Farfar nåede at se sin ældste søn blive Seminarieforstander, så lærepengenevar givet godt ud.

En gang hver sommer kom Godsejeren og hans kone, Direktør Schou og frue, også kendt som Gudrun og Herbert Schou, Juelsminde.

Det var meget rare og interesserede mennesker, de ville se hvordan alt gik, ikke for at snuse, men for at se om deres folk befandt sig godt, og om der var nogle mangler eller fornyelser, det var ikke almindeligt på den tid, det var Schou der foreslog nyanskaffelser og sådant, så blev det noteret, og kort tid efter kom der håndværkere og lignende. 

Min søster Ulla var i huset hos Schous i 2 år, det var vist 1935-36, det var et godt sted at arbejde, sådanne steder var der jo ret få af på den tid.

Hvert år i begyndelsen på december, blev der slagtet kreaturer på Palsgård, så pakkede man oksekød til jul til alle ansatte, og det var mange, det var store pakker med kraftben til suppe, kød til boller, kød til at stege, det var alsidigt pakket til en familie til jul.

Der var også høstgilde hvert år på Palsgård, så var alle med, fra alle gårdene, fabrikken og kontorerne. Det gav jo også en vis kontakt mellem de ansatte.   

 

Mine forældre forlader Brunsvang

I 1948 forlod mine forældre Brunsvang. Da jorden blev udstykket til 3 naboejendomme. Man plantede alt jorden og bakkerne med grusgravene øst for gården

til med skov, og der flyttede en familie ind i stuehuset. Det var en daglejer   

fra Lottrup, men da husene blev ikke vedligeholdt som før: rotter og fugle ødelagde 

tagene, så regnede det ned, så blev stuehuset fjernet sidst i halvtredserne, og stal-

dene i tredserne, gårdspladsen blev tilplantet, og der var lidt ruiner inde i

skoven.

Det var det der blev tilbage af Brunsvang, et sted, som måske havde fortjent

bedre: mange mennesker havde jo haft gode oplevelser der gennem tiden.