- Tiden til søs 1951-52

Ellers var der biografer, der var over 40 stykker store og små, nogle var hele paladser og et par af de små, havde kun en halv snes stolerækker, nogle kørte ”Non-Stop”, men det med at komme midt i filmen, og se slutningen, inden man ser begyndelsen, var nu ikke det jeg brød mig om, flere af disse biografer åbnede kl. 12 til hverdag, og kl.13 om søndagen, den senere åbningstid var gældende over alt om søndagen, på grund af ”Högmässen” i kirkerne fra kl.11 til 13, restauranter, alle slags fornøjelser, alt skulle vente til klokken havde passeret 13. 

Og når der endelig blev åbnet på en restaurant skulle der købes varm mad for at få spiritus, rationen var 2 genstande, så gik folk videre til næste sted, fik middag med 2 genstande, sådan gik restaurantlivet på den tid, det var for sprittens skyld gæsterne kom, maden var de ligeglade med, meget blev taget ud, uden at det var rørt, vi syntes at det var et forfærdeligt spild, i Danmark havde vi stadig rationering på en del varer. Men det skal dog siges, at restauranterne havde nogle standardretter, som folk ikke direkte behøvede at spise sig mætte i, det sagdes at man havde været ude for at hvis retten var urørt når den kom ud, kunne den godt få en tur til, men man sagde så meget. For at få en øl skulle der købes et stykke smørrebrød, der var mulighederne for genanvendelse jo betydeligt større. Det eneste af den slags der kunne købes i almindelige spisesteder og forretninger, var noget der lignede lys pilsner, og der blev kun serveret 2 for hver besøg, derfor så man altid folk bestille 2 øl, så havde de fået rationen. 

For at handle på ”Systemet” som statsmonopolet kaldtes, skulle man være over 21, eller måske var det 23 år for at handle, og dertil krævedes en ”Motbok” heri blev alle indkøb noteret, der kunne kun købes 2 liter pr. måned, og da de fleste svenskere skulle have 1 halv liter, hver lørdag, var det ikke rart når der var 5 lørdage i en måned, ved store festdage i familien kunne man søge om en ekstra liter, men en del fik afslag. Havde folk opført sig ordentligt i mindst 30 år, kunne de søge om den  tredie månedlige liter, og de der fik den følte sig i en klasse for sig selv, man kunne enkelte gange høre en sige: ”Jeg har jo den tredie liter” med en overbærende mine, det var ikke alle der opnåede det, hvis de trådte forkert, eller snublede over fortovskanten, var der to betjente fremme med det samme. fløjte eller synge på gaden var også forbudt, sådan en forseelse kom til at stå i folks papirer, og var der noget deri som skyldtes beruselse, var den tredie liter en saga blot, så det var faktisk et underkuet folk man var havnet iblandt, de blev hundset med fordi de ikke forstod at omgås spiritus, i stedet for forbudene, havde lidt oplysning været bedre.

Noget jeg manglede meget derovre, var rugbrød, og det var fælles for alle danskerne, der var jo andet brød, men meget var med sirup og sukker og forskellige krydderier, når man endelig havde fået noget der lignede rugbrød, smagte det forkert, krydderkage med leverpostej var ikke min smag. Mælk blev der drukket masser af derovre, og jeg har aldrig smagt bedre mælk, men det var slut med den gode smag, da man begyndte at homogenisere mælken sidst i halvtredserne.

På arbejde havde Ragnar og jeg lavet inventar til værkstedet i maskinrummet på ”Christiansborg”, derefter fik vi akkord på 36 vandtætte døre, som vi senere skulle montere.

I juli måned var jeg i Danmark på ferie i 3 uger, det var noget længere end jeg var vant til, noget af tiden var jeg oppe hos Inger og Svend i Vrigsted, der var jeg med Svend i lastbilen, det var morsomt at komme lidt rundt i de hjemlige omgivelser. Men fra jeg i 50 rejste til Boller, og til nu var der flere der var rejst fra Gramrode, nu var jeg ellers blevet godt kendt med mange, især efter Mor og Far flyttede til Gramrode i 49, det var mere centralt end Klejs Skov, både for dem og for mig, men jeg traf nogle af kammeraterne fra før i Horsens, hvor der var ”Byfest”, men det var ikke det samme, som da vi var ude sammen hver aften, og jeg kunde se at det sammenhold vi havde haft, skyldtes at vi havde arbejdet og boet på et så snævert område, og jeg var også selv rejst derfra, for at prøve noget andet, og noget lignende var det jo nok med de andre, så vi var lidt fremmede for hinanden nu, der skal ikke så lang tid til, før man ikke har så mange fælles ting mere.

Da jeg kom på arbejde efter ferien, fik jeg at vide at der lå en ekstra ugeløn på kontoret, det fik alle på værftet, vi havde samlet ind før ferien, til ejeren Axel Johnssons 70 årsdag, og nu ville han gøre gengæld, han ejede også Rederiet ”Nordstjernen”, med en hel flåde af moderne stykgods og køleskibe, og et af Sveriges største jernværker var også hans, foruden store plantager i Sydamerika. Alle hans ansatte havde fået en ekstra ugeløn, uanset hvor eller hvem det var, han var også en af de sidste gamle forretningsmænd, dem der kom siden var mere afhængige af aktionærer og lignende.

Erik skrev en gang imellem, han var mønstret på en af Lauridsens både”Selma Dan”, der havde de ret gode forhold, det var vist den bedste han havde været på endnu. At komme ud at sejle, havde jeg også godt kunnet tænke mig, men jeg vidste at min Mor ville tage sig det nær, jeg kunne huske da Erik tog ud i 44, men nu var det jo fredeligt de fleste steder, men jeg sagde heller ikke noget om at jeg havde lyst til at tage ud at sejle. I Göteborg traf jeg også en del søfolk, og fik mange tips om livet til søs, jeg kom også og hilste på bekendte i flere både, så det var ikke fremmed for mig. Men så fik jeg en ide om at ville til Stockholm, for at se hvordan det var der, en bekendt som hed Erik Nielsen, og var kok, han havde sejlet, og arbejdede på en restaurant, han kunne også godt tænke sig en tur til Stockholm, men havde en uges arbejde endnu, inden han kunne rejse. Jeg var rejseklar, med rygsæk og sovepose, så jeg tog af sted på stop, i stedet for at vente en uge på Erik Nielsen, vi skulle så mødes på Centralstationen i Stockholm næste fredag formiddag. Mit budget til turen var det billetten kostede, det havde jeg så at leve for på turen, det var i høsttiden , så sov jeg inde i negene der var sat sammen på marken, heldigvis var det tørvejr hele turen, men en morgen var der noget der lignede rim på soveposen, måske var det en form for dug, men koldt var det at komme op.

Den første dag nåede jeg at komme op at køre med 3 biler, og nåede til nærheden af Vara, men næste dag var det søndag, ikke en eneste bil gad holde hele dagen, jeg gik og gik, hovedvejen Göte- borg – Stockholm var ikke asfalteret hele vejen, så vejkanterne var som alle andre grusveje, og meget hårde ved fødderne, da det blev aften havde jeg gået 52 km., og hele turen var på 495 km. så jeg skulle have bedre held fremover, jeg kunne ikke gå 50 km. hver dag, og ville også komme for sent til Stockholm. Det var blevet mørkt inden jeg fandt et sted at sove den aften, men inde på en mark var der noget der lignede en halmstak, jeg kunne mærke halmen ikke var helt ny, men den var tør. Næste morgen troede jeg at det var en mødding jeg lå på, men det var halm fra jordbærmarkerne jeg havde sovet på, så det var ikke så farligt, der var jordbærmarker overalt deroppe imellem Mariestad og Laxå. I løbet af den dag nåede jeg til Hallsberg, men det var kun et par biler der havde givet lift, jeg havde håbet på en der skulle hele vejen til Stockholm.

Næste morgen var der en lastbil der holdt, det var en fragtmand, han skulle til Örebro, Arboga, Eskildstuna og næsten ned til Södertälje, jeg kunne køre med, og give en hånd med når der skulle læsses af, det gik fint der var mange papkasser, og en masse 10 liter dåser med pølser, der var ikke noget der hed paller eller liftramper på den tid, det var manuelt det hele, men vi klarede det vist fint,  for han gav mig en femmer da vi skiltes, den kunne man få 50 cigaretter for, men jeg lagde lidt til selv, og tog toget fra Södertälje ind til Stockholm. Der var ikke mange penge tilbage, jeg skulle bruge nogle mønter til bagageboxen, jeg kunne jo ikke slæbe rundt med rygsæk og sovepose hele dagen. Erik Nielsen skulle have min slutaflønning fra værftet med når han kom fredag, men det var tirsdag aften jeg ankom, jeg havde et stykke ost og en pakke knækbrød samt 2 pakker Camel, så mad og røg måtte række 2 dage, jeg prøvede godt nok at stampe mit vækkeur hos en pantelåner, men han tog kun mod ting af en vis værdi sagde han. og de restauranter jeg var inde på, for at søge et job som opvasker, var heller ikke interesserede i at se mig arbejde, jeg var inde på ”Esselte”for at søge, der var heller ikke noget, det lå nede i Klarakvarteret, og jeg anede ikke hvad det var for firma, men tænker altid på det, når jeg siden ser navnet på mange kontorartikler.

Restaurantarbejde havde jeg tænkt der var nok af, i Göteborg havde der været nok, men måske var der ikke så mange turister længere, sommeren var jo ved at være ovre.

Heldigvis var vejret godt, også om natten, jeg havde nemlig set noget, der kunne bruges til at sove i, på Södermalm i en park, der stod med mellemrum, nogle store kasser med låg, de blev brugt til at opbevare sand i om vinteren, det var sand til at strø på gangene i glat føre, de var et par meter lange og ca. 0,7 x 0,7 m. i højde og bredde, de fleste var næsten halvfulde af tørt sand, og med nogle aviser oven på, lå man godt, sandet holdt varmen fra solen om dagen, så det var lunt og godt. Den sidste nat var der en der åbnede låget, og jeg tror han blev bange, det lignede jo en død mand, når man lå der i soveposen, det var en Parkbetjent med uniform og skilt, men da han havde set mit pas, og hørt at jeg ikke skulle sove udendørs næste nat, var det i orden, men jeg skulle huske at sætte en pind i klemme i låget, så jeg kunne få luft.

Den sidste morgen havde jeg halvtreds øre, en pakke cigaretter og tre hostebolcher, så synes man godt nok, at man er langt hjemmefra, der kører meget rundt i hovedet, men jeg havde nok heller ikke gået omkring der, hvis ikke jeg vidste Erik Nielsen ville komme med penge, i løbet af formiddagen. Han kom også inden middag, og så fik jeg varm mad for første gang i en uge, vi havde en adresse på et billigt spisested, det viste sig at være Stadsmissionens Folkekøkken, men det var godt og billigt, selv om man var kommet til penge igen, skulle de vare et stykke tid, så man kunne nå at se byen.

Vi havde fået at vide i Gøteborg at vi skulle gå hen til noget der hed ”Sjömanns Institutet”, det lå i nærheden af ”Slussen” og ”Katharina Hissen”, det vidste alle hvor var, og vi tog den  rigtige sporvogn, men i forkert retning, vi fik vendt om i tide, og fandt ”Institutet”, der lå ved ”Stadsgårdshamnen”, det var et stort ældre hus, jeg tror det var fem etager, der var alt for søfolk, læsesal, gymnastiksal, badeværelser, post, opbevaring af bagage, festsal med piano, der var faktisk alt, som søfolk kunne få brug for, når de går og venter på hyre.

Erik Nielsen havde faet piano uddannelse, inden hans far gik fallit, så han blev kok i stedet for pianist, nu skulle han lige prøve at spille på pianoet inde i festsalen, da han var godt i gang, kom der en en ældre, stor, patriakalsk udseende mand syngende ind, han lød som en operasanger, men det var Forstanderen der kom og hilste, sådan musik må man synge til sagde han, vil du komme og spille en gang imellem, når vi har aftenunderholdning, og det kunne Erik da godt. Det viste sig at Forstanderen vidste et billigt sted vi kunne sove, ude ved Hornsgatan. Det var nærmest et Herberg, men det var rent og pænt, det kostede 1,80 kr. pr. nat. Der var nogen der havde boet der i lang tid, en gammel mand havde boet der i 30 år, i 1911 havde han arbejdet på Klakring Teglværk, på den tid var det Svenskerne der rejste til Danmark for at arbejde, på grund af arbejdsløshed.

Næste formiddag var Erik og jeg gået hen på ”Institutet”, for at læse avisen, så kom der en fra kontoret, og spurgte om nogen ville have et opvasker job, det kunne jeg da godt tænke mig, det var på ”Röda Lykten” i Teatergatan, og jeg blev enig med Erik om at vi skulle mødes på ”Trobaduren” i Västerlånggatan om aftenen. Der var fem til at vaske op, en ældre mand som arbejdede der fast, han ordnede alt bestik, så var der en Hollænder og hans pige, en Italiener og mig, Hollænderen skyllede af og satte i maskinen, og vi andre tre tørrede service og pudsede glas, ude i køkkenet var der en Italiener der vaskede gryder. 

Om dagen kom der mest frokostgæster, men hen imod aften kom der en del folk for at spise inden Teatertid, Teateret lå lige i nærheden, og der var mange store kontorer rundt om. Økonomaen var meget flink at arbejde for, hun talte om at de havde en kok der var syg, og han skulle være borte i et par uger, da jeg sagde at jeg kendte en kok, sagde hun at han gerne måtte kigge ind næste dag, og hvis han havde lyst kunne han begynde med det samme, hun troede først at det var en skibskok, men jeg sagde at han havde arbejdet i restauranter i både Tyskland og Danmark, og også en tid i Australien, var det jo et fund, hvis han kunne hjælpe dem et par uger, og jeg skulle komme igen næste dag, og der var arbejde til mig en tid fremover. Så nu havde vi både arbejde, kost og logi, og så tjente vi penge også. Erik ventede i ”Trobaduren”, ventede er så meget sagt, for han spillede piano, det var gæsterne der underholdt der på stedet, så det var altid nogen der sang, spillede eller fortalte vitser og lignende, det var mest faste gæster der kom der, blandt andet flere Polakker, de var lidt hjemløse alle steder i de år, dem der kom der var pæne og ordentlige, og derfor havde Erik spillet noget fra ”Warzawa-Concerten”, den var mellem de musikstykker han have noder til, og det var de meget taknemlige for, så et par aftener efter havde de nogle flere med, de ville også gerne høre ham spille den, han havde fået musikundervisning i Tyskland under krigen, hans Far var vist en velbeslået hotelejer i København, men alkoholforbruget og relationer til ”Det tredie Rige”, havde ødelagt forretningen, det var mest noget der var antydet, han talte aldrig om familien, hvis der var nogen, en bror var Hovmester på en båd i amerikansk fart.

Arbejdet gik godt, og det kunne nok have fortsat en tid endnu, men skulle vi ud at sejle, og det var jo vores plan fra begyndelsen, skulle det være nu inden vinteren kom. Vi var nede for at høre opråbene på Förmedlingen, inden vi gik på arbejde om formiddagen, det var ikke meget der var ledigt, en dansk Kok vi kendte, kom ud med en Cementtankbåd, som anden kok, han havde været på Restaurant ”Bellmannsro” om sommeren, nu tog han så med den her båd, den gik hele tiden i indenrigs fart, det kunne blive lidt kedeligt i længden.

I den sidste uge i september, havde vi afviklet vores arbejde, nu skulle vi se om der var noget på Förmedlingen, og dagen efter vi havde skrevet os op, var der ledige både, Erik fik en fragtbåd som første Kok, og jeg tog en båd fra ”Svea Bolaget”, som hed ”Bifrost”, jeg skulle være noget de kaldte ”Skanseoppasser”, altså en slags messemand eller messedreng, nå men min bror Erik mønstrede ud som messedreng da han var 21, så det kunne jeg godt leve med, til søs skulle man altid begynde nedefra, uanset alder. ”Bifrost” var et Dampskib på 2500 tons, der var en besætning på 30, den gik i fast fart mellem Stockholm, Nordland og Rouen i Frankrig, og så for det meste ind til Antwerpen i Belgien på hjemturen. Det lød godt nok for mig, til at jeg skrev på. Første Styrmand kom op på Sjömannshuset, og vi fik vore papirer ordnet, jeg havde været ude i Frihavnen om morgenen, og talt med ham, og skulle være ombord kl. 15, da skulle ”Bifrost” være forhalet til ”Hammerbyhamnen”, og være færdig med at losse 50 biler, kl. 16 var det afgang til Söderhamns distriktet, efter Papirmasse.

Nu skulle det så vise sig om jeg kunne klare arbejdet, der var ingen vej tilbage, så det var med at få det bedste ud af det. Foruden mig, var der en Smører, og en Jungmand der var nye ombord. Der var to danske Jungmænd på båden, de viste mig hvor jeg skulle være og hvad jeg skulle lave, de hed Erik og Preben, og var fra Aarhus, det var den tredie båd de var sammen på.

Mit arbejde var at hente mad til Maskinfolkenes Messe, der var 8 mand, og til Dæksfolkenes, hvor jeg selv hørte til, og vi var også 8 mand. Messer og Kahytter lå agterude, i det som kaldtes ”Skansen”, deraf navnet ”Skansoppassere”

Om morgenen begyndte jeg med at hente kaffe og skorper, kl. 6.30, det var til folkene, at vågne på inden de skulle begynde dagen, kl. 7.30 skulle der være morgenmad i begge messer til dem der skulle  på vagt kl. 8, og kl. 8 var der mad til alle de øvrige, til morgenmad, var der brasede kartofler, spejlæg og bacon, forskelligt pålæg og dertil mælk og kaffe. Der var kaffe igen kl. 10, og 11.30 frokost til dem der skulle ud på vagt kl. 12, kl. 12 kom resten og spiste, eftermiddagskaffe med brød kl. 15. Middagsmaden til dem der skulle afløse i 16 – 20 vagtens spisepause skulle være klar 17.30, og kl. 18 fik alle de andre middagsmad. Til frokost fik man en varm ret, og forskelligt pålæg, til middag var der to retter, og så var der frisk frugt næsten hver dag, enten grapefrugt om morgenen eller efter middag med appelsiner, clementiner eller æbler. 

Der lå en messe på hver side af dæks-huset, med indgang direkte ude fra, og maden skulle hentes henne midtskibs, det var en tur på 15 meter hen over dækket, det gik fint i godt vejr, men når der slog vand ind, var det jo med at passe på vandet, og man skulle balancere med skåle og fade samtidig, maden gik jo frem for alt andet, og det gik mærkeligt nok godt næsten hver gang. Når vi var i havn spiste alle kl. 8, 12 og 18, det var nemmere at overse, selvfølgelig skulle der jo hentes kaffe ind i mellem. Efter hver spisning skulle der vaskes op, vi havde kun service til 8 mand i hver messe,       så der blev ingen gammel opvask der, og alle fade, skåle og kander skulle tilbage til kabyssen igen. Og så skulle messerne gøres rene, feje gulv, og vaske gulv mindst to gange om ugen. Hver lørdag    blev der gjort rent i kamre, gange og baderum, men det var alle med til. 

Efter jeg kom ombord, og havde fået mig installeret, var man ved at gøre klar til at gå ud fra Stockholm, lidt før vi var klar, kom der en taxa, og den satte en ældre mand af ved landgangen, han havde grå frakke og sort ”Borsalino” hat på, og fint kravetøj, jeg troede det var Kaptajnen eller Maskinchefen, men han gik hen agter, og satte sig i messen, det var Bådsmanden, sagde Jungmanden Erik, han er fuld i dag, så er han rar og venlig, men i morgen er han gnaven og træls igen, og husk, aldrig at sige noget ufordelagtigt om Rederiet Svea og Gotland, han er Gotlænning, og har sejlet med Svea i så mange år, at de er uadskillige. Jeg blev præsenteret for ham, han var som sagt meget fink, men nu var jeg advaret. Vi havde en fin tur ud gennem den nordre Skærgård, vi skulle op til Sandarne i Söderhamn distriktet, efter papirmasse. Det gik godt med at hente maden i kabyssen hos kokken,  han var Svensk, han var vist lidt afhængig flasken, og ingen brød sig om ham, det var en mærkelig fyr, det var mest hos 2. kokken jeg hentede mad og lignende, hun hed Ilse og var flygtning fra Estland, det var mest hende der klarede arbejdet i kabyssen, når kokken var ude af drift. Pålæg, ost og mælk samt frugt og lignende, hentede jeg i kølerummet og pentryet, det var en Finne der hed Greta der passede det og så havde hun messen for styrmænd og maskinister. Men maden kom da på bordet til de rigtige tider, Erik og Preben holdt lidt øje med mig, og det var jo rart at vide. Bådsmanden var ikke til at kende næste dag, nu var han i et sæt gammelt blåt arbejdstøj, og kasketten ned i panden, han lignede en Gangster fra stumfilmens tid, men det viste sig med tiden at han ikke var så slem endda, i hvert fald ikke som han så ud til. Vi kom op til Sandarne fredag, og fik begyndt at laste lørdag, men så var det jo weekend, så vi fik nogle dage der og på et sted i nærheden som hed Svanø, der fik vi de sidste 800 tons, det var rigtig fint efterårsvejr de dage vi var de to steder.

Så skulle vi til Rouen i Frankrig, den tur tog jo nogle dage, vi havde kulfyrede dampkedler, og rederiet købte nok ikke de bedste kul, fyrbøderne sagde at der havde groet kartofler i det sorte snus vi fik, da vi bunkrede i Kieler Kanalen, med det var muligheden for at holde mere end 8 - 9  mil ikke store, men det var jo rederiet der bestemte. Vi havde et søsterskib der hed ”Berkel”, som gik med samme fragt på samme rute som os vi så den tit, den kunne med lidt held gøre turen 2dage hurtigere end os, den havde Oliefyring og Radar, det var en fordel, de kunne holde en bedre fart, og sejle i tåge, i stedet for at ligge og vente. 

Det var morsomt at se Kieler Kanalen, med Sluserne, og at sejle gennem landskabet, man kunne sidde og se ind over land til begge sider. Vi havde godt vejr hele turen til le Havre, ved den Engelske Kanal, her lå vi og ventede på højvande, inden vi kunne gå op ad Seine til Rouen, der lå 120 km. oppe ad floden, men vi skulle med højvandet opad, der lå mange skibe og ventede, inde i le Havre kunne man se de store Amerika Linere ligge og vente på næste tur over Atlanten. Endelig begyndte vi at gå ind på en linie, op ad floden, man fik en plads og den skulle holdes hele vejen, der var ikke noget med at overhale eller den slags. Vi kom forbi vrag fra krigens tid, master og skorstene stak ovenud af vandet, det så man flere steder, og der var da gået 6 år siden krigen sluttede, det lod ikke til at folk var så ivrige efter at rydde op her, som i Tyskland.

Da der var gået nogle timer, kom der signal fra et stort hus inde på land, og der blev sat et nummer op på en tavle, det var det kajpladsnummer vi skulle ligge på, når vi kom frem, og det ventede man på for at se hvor langt der blev ind til byen. Landskabet vi kom igennem var lidt fremmed, men pænt at se på, her var sommeren ikke slut endnu.

Rouen havde en meget stor havn, her omladedes fragten til og fra Paris, og blev sendt videre med flodbåde og jernbane. De fleste af havnearbejderne var Arabere, de kom fra Nordafrika, og var derfor franske statsborgere på den tid, de var ikke særlig stabile, og gik ikke af vejen for tyverier og et rask lille overfald. Mange ting foregik også på en anden måde her i landet, end andre steder, skolebørnene med vinflasken stikkende op af skoletasken, de var i uniform, både drenge og piger i blå lærreds kitler. Og håndteringen af madvarer i butikkerne, slagteren havde gittervindue, så kunne der komme frisk luft ind, sammen med spyfluerne og støvet fra gaden, hos samme slagter lå der en stor kat og sov i vinduet, men sådant var de jo vant til, de så det ikke som vi gjorde, og det var dem der skulle leve med det.

Den Rødvin man drak til hverdag, var ikke så dyr, når folk havde emballage med kostede den 35 gl. franc pr. liter, i flaske kostede den 50 – 60 franc, den gamle franc stod i 1,5 øre i svenske penge, en genstand på et værtshus kostede 40 – 60 franc, så man fik meget for pengene disse steder. Men der var mange ting der skulle købes, men tøj og den slags, skulle købes i Antwerpen der var det bedre og billigere, og jeg skulle passe på ikke at bruge for mange penge, jeg tjente 190 kr. om måneden,      en Jungmand fik 210 kr. så man blev ikke rig af at sejle, men der kunne tjenes lidt på at sælge nogle cigaretter og et par flasker på hver rejse, men Tolderne var meget skrappe, især i Gävle var de slemme. Kost og logi var jo oven i lønnen, og når det først har været småt med begge dele, på visse tidspunkter, var dette ikke at foragte, man var aldrig sulten, ret længe ad gangen ombord. Det var vist mest for at komme ud at se mig om, jeg tog ud at sejle, den gang rejste man ikke rundt som nu, det var der ikke penge til, bare de fleste kunne klare de daglige udgifter, var de godt tilfreds.

Og når jeg så kunne se mig lidt om samtidig, var det jo en oplevelse, jeg havde Militærtjenesten der ventede, til foråret skulle jeg på Session, og tiden dertil, kunne jeg så få noget ud af, ved at se noget nyt, og samtidig have løn og frit ophold.

Da dørene til messerne gik direkte ud på dækket, var der altid noget at se på, både når vi sejlede og når vi lå i havn, og døren stod næsten altid åben, der var en dampradiator, som gav meget varme, så det var kun i blæsevejr døren blev lukket, folkene var i arbejdstøjet, når de spiste frokost, og så blev det for varmt derinde med døren lukket, og bådsmanden kommenterede de både vi passerede, han kendte mange, og vidste meget om de forskellige rederier.

I Kieler Kanalen var der meget at se i de 7 – 8 timer det tog at sejle gennem den, der kom vi ret nær på folk ved bredden, hvis vi lå fortøjet i kanalen kom der tit børn ned til diget, de råbte på cigaretter og sæbe, så bandt vi en gang imellem et stykke håndsæbe sammen med en pakke cigaretter, og så blev det kastet ind på diget, men der skulle lægges kraft i kastet, for der var et stykke ind til diget, men når børnene fik fat i det, gik det hjemad i fuld fart, der var mangel på alt dernede. I Rendsborg sad folk og rensede mursten, de var i gamle uniformer og huer, nogle havde en jernklo i stedet for en hånd, andre bevægede sig på krykker, men de var beskæftiget. 

Det gik ikke så hurtigt i Frankrig, med at få ryddet op, man kunne se hvordan maskingeværerne havde fejet op og ned af husene i Rouen, Tyskerne virkede mere målbevidste, men de fik også en masse hjælp fra Amerika, ellers var de ikke kommet så hurtigt i gang igen. I Rouen klarede man sig med forefaldende materialer til gen- opbygning, en af broerne over Seine var en slags Pionerbro, men den kunne bruges til der blev råd til noget bedre, en biograf vi kom i, var lavet af rå træbetonplader, der var ingen varme, men folk kunne se film, vi var vant til den luksus der var i Sverige, der havde ingen krig været, og der var stor forskel på hvordan folk her havde det, selv 6 år efter måtte de døje med følgerne af den.

Da man havde ryddet op i byen, var nogle af de dårligste færdselsårer blevet rettet ud, og nye gader var kommet til, og det var fornuftigt når det gamle alligevel var væk, men man blev tvunget til at flytte Jeanne D Arc, stedet ville komme til at ligge midt i en gade, men en stor bronce ramme blev lagt ned på stedet, hvor man sagde at hun blev brændt. Det store Uhr, der er meget kendt så ud til at have klaret ødelæggelserne godt. Men en stor kirke, jeg ved ikke om de har haft en Domkirke, var der kun murene tilbage af, der ventede et mægtigt arbejde med at få den bygget op igen.

Der var et utal af værtshuse og barer i byen, fra ”Bifrost” kom vi mest hos nogle Grækere ”Akropolis” og ”Athena”, der var de ikke så uærlige, som mange andre steder, de gav oven i købet kredit, hvis folk de kendte ikke lige havde fået penge nok med, vores jungmand Erik lånte penge til et Ur inde på ”Akropolis”, det kunne han betale når vi kom om en måned, det gav en god omtale på båden. Min bror Erik havde sejlet en del på Rouen, og havde gået og ventet på hyre der en gang også, så han kendte byen godt, han var kommet et sted der hed ”Stockholms Jack”, det var en Svensker der havde givet navn til stedet, hans Enke som Erik kaldte ”Bedstemor”, drev nu stedet selv om hun var ret gammel, Erik skrev at jeg skulle gå op med en hilsen fra ham. Det gjorde jeg så en aften, og blev vist ind på kontoret, hvor hun sad bag et stort skrivebord, og så forretningsmæssig ud, hun troede nok jeg ville have kredit, men da hun fik at vide hvem jeg skulle hilse fra, var hun meget venlig, jeg skulle have en kop kaffe og en cognac, og så skulle hun have at vide hvilken båd Erik var på, det blev vist noteret også, der var flere der deponerede penge hos hende, hvis de skulle blive rullet eller lignende, der var også både pengeskab og skrivebord, der kunne klare en større omsætning,   

end den der kom fra serveringen. Ude i lokalet var der en lang bar, og en del borde og stole, midt i det hele stod der en stor gaskamin, med et flere meter langt aftræksrør, der stillede betjentene deres cykler, når de skulle ind og have en lille en, under patruljen. Erik har fortalt om, at en aften han var der, blev der et mægtigt slagsmål derinde, røgrøret faldt ned, og nogen rev kaminen op med rod, og smed den ud på gaden, betjentene har nok været inde på et andet værtshus den aften.

En aften var vi 4-5 stykker der var gået ind på et sted der hed ”Zanzibar”, der var det ganske hyggeligt, selvom der var flere Arabere, men så kom der en Nordmand fra en tankbåd, der lå i le Havre,  han ville ud og more sig, det var ikke så tit de kom i havn, med tankbådene, i le Havre var det for stille, så han tog en taxa til Rouen, over 120 km., og nu skulle han more sig, heldigvis kom han i selskab med nogle andre, for pludselig var det hele et stort slagsmål, vi blev siddende, sådan var det mange steder, en der sidder ned er der ingen fare ved, men Nordmanden og hans selskab fik så det rystede, de havde selv været ude om det, godt vi slap af med ham, inden han fik det hele i oprør, det var vist Araberne han havde hidset op, bardisken var skubbet helt tilbage, så pigerne sad oppe på hylderne bag ved, mellem flaskerne. Da vi gik faldt dørhåndtaget af, hvordan resten kom ud  havde vi ikke lyst til at se, vi havde haft sjov nok det sted. Bådsmanden Ekvall gik kun i land en gang på hver rejse til Rouen, så tog han et sæt rent arbejdstøj på, og så gik han op på ”Athena”, der var han kommet i mange år, jeg var med ham to gange, det var et fredeligt sted, jeg havde været der et par gange før, her kom folk ind på hjemvejen fra arbejde, eller når de var ude at lufte hunden før sengetid, for at få sin ”Pernod”, og snakke lidt, om hvad ved jeg ikke, vi kunne ikke forstå dem.

For at få losset papirmasseballerne, og få lastet bilerne, når vi skulle have sådanne som returlast, gik der en uges tid, af og til strejkede havnearbejderne, så gik der lidt ekstra tid med det.

I oktober havde vi ca. 125 biler med til Stockholm, det var af mærkerne Citroen, Peugeot og Reault, ca. 40 som dækslast, det har nok ikke været det bedste for de franske biler, de var ikke videre modstandsdygtige mod rust på den tid, de havde fået et tyndt lag olie, af en eller anden slags, men de fik også en del saltvand på turen hjem over, på havnene skubbede man dem op på et stort net af tovværk der lå på jorden, det skrabede op af karosseriet når kranen løftede, og nettet var fuld af snavs fra kajen, det kunne give mange småridser i lakken, og når havnearbejderne flyttede dem, hoppede der altid en ind for at styre og bremse, og deres tøj var alt andet end rent, så førersædet var tit lidt nusset. Der var jo ikke noget der hed afdækningsplast den gang, men hvor ville det have været godt.

Vi fik bilerne afleveret i Sverige, og var oppe omkring pladserne ved Sundsvall efter papirmasse, det var fint vejr efter årstiden, og efterårsstorme hade vi været skånet for endnu, vi havde fået ny Hovmester, det var faktisk ham jeg havde som overordnet, men ham der rejste var ikke vellidt om bord, han var noget lusket, den nye var en fredelig ældre mand, han tilbragte sin tid i kahytten, og han var den eneste der havde tilgang til drikkevarer, så kokken var tit på besøg hos ham, det var godt nok, så gik de ikke i vejen for Ilse i kabyssen, det var de ellers bedst til.

I den første uge af november, var vi igen i Rouen. Henne på Havnekontoret var der en liste over ventede skibe i vinduet, dagen efter vi kom ind var ”Selma Dan”, på listen, det var den min bror Erik sejlede med, jeg gik og holdt øje med trafikken på floden, de ville jo komme ind ca. 8 timer efter højvande ved le Havre, men dagen vidste jeg ikke, det var tåget da de kom, man kunne kun se at der stod nogle agterude, der var en der råbte ”Vi skal ligge to pladser efter Havnekontoret”, det var Eriks stemme, det var mærkeligt pludselig at høre ham igen, efter halvandet år, og så på et så fremmed sted, jeg svarede ”Jeg kigger forbi til aften”, så vidste vi begge hvor den anden var. Senere var jeg henne og besøge dem, det var jo som på andre danske både, bedre forhold for folkene, men det vidste jeg godt, men nu så man det lige som lidt nærmere på, det var luksusmad de fik, når man sammenlignede med norske og svenske både. Præsten i den norske Sømandskirke havde tilrettelagt en tur til Paris for ”Selma Dan`s” besætning, det skulle være om søndagen, Erik havde ordnet så jeg kunne være med dem på turen, der var ca. 100 km. derop, der var pyntet med flag over alt, det var 11 november, årsdagen for fredsslutningen i 1918, efter Første Verdenskrig, der var parade på Champs Ellysse, vi kom samme vej da paraden var slut, vi kom forbi Præsidentens tribune, hvorfra han havde overværet det hele, men da var han gået hjem. Der var mange veteraner med medaljer og udmærkelser på brystet, der var kommet til byen i dagens anledning, der var også nogle meget gamle, måske fra krigen i 1890, de så gamle nok ud til det, med mægtige skæg, og de havde også masser af medaljer, men en del af dem, var flere steder gemt under skæget. Vi var oppe i Eifeltårnet, helt oppe i baren, højest oppe, det var den højeste øl jeg har nydt, som vi fik der, og sikke en udsigt, det var mærkeligt at sidde der, sammen med Erik, for godt et år siden, havde jeg gået og samlet roer på en mark i Ravnholt, nu sad man her, det kunne jeg i min vildeste fantasi ikke have tænkt den gang, og alle de ting der var passeret i det sidste halve år, der havde været mange oplevelser. Vi var rundt og se de kendte steder, Notre Dame, Triumfbuen, Invalidekirken med Napoleons Sarkofag, resten af tiden var vi ovre på Mont Martre, indtil vi skulle tilbage. På den tid var det ikke så mange der havde været ude at rejse, så for mig var det en stor oplevelse at komme til Paris, nu for tiden gider de fleste ikke at komme der, det tæller ikke på resultattavlen mere.

”Selma Dan” sejlede dagen før os, de skulle vist til Finland, og vi skulle have stykgods som dellast, og så til Antwerpen efter vejsalt til Sundsvall, så der blev ingen biler denne gang, men saltet var der også brug for deroppe til vinteren, det blev nu også brugt om sommeren, da sprøjtede man saltopløsning på grusvejene, for at tage støvet, det der kom fra Belgien var et granulat i 50 kg. tromler, det var en håndterlig last for havnearbejderne. Havnen var en af verdens største, det var helt utroligt hvad der kom af skibe alle steder fra, lige fra store lastskibe af nyeste slags, til kanalbåde som man havde brugt dem i mange år, men der var også mange gamle dampskibe, man kunne bruge alt på den tid, der manglede skibe efter anden verdenskrig. 

Nu da alt var ved at komme i gang igen, takket være Marshall-hjælpen, skulle der transporteres mange varer over Atlanten, der kom biler og traktorer fra Amerika, men også amerikanske heste, det var nok til Rusland og Polen, de kom da igennem Øresund, men at sejle så lang vej med dem lyder utroligt. Søfarten havde ikke nogen større konkurrence fra lastvognene endnu, og jernbanerne var ikke rigtig udbygget endnu, til de store godsmængder, så søfarten har nok haft gyldne tider. der blev sejlet meget træ fra Finland og Sverige, til de lande der byggede meget i Middelhavsområdet, der var jo blevet ødelagt meget, det var især græske skibe der transporterede træet, de fleste var meget gamle dampskibe, og med dækslast helt op til broen, og ofte en stor slagside, man sagde at de flød på lasten af træ.

De Engelske kulminer fik mange laster med props, det var runde, afbarkede stykker nåletræ 10-20 cm. i diameter og et par meter lange, det var til at stive minegangene af med. Fra Tyskland kom der meget Koks, der satte man støtter op, rundt langs rælingen, så blev der sat hønsenet på, og man kunne have 3 meter Koks på dækket, det kunne være farligt om vinteren, hvis det fik meget vand over, og det frøs, så kunne båden blive så tung at den fik slagside, og måske kæntrede. 

Skibene der kom fra Østen, var noget for sig selv, nogle var nyere og store, men lignede myretuer, der var masser af folk overalt, jeg så et skib i Antwerpen med Teak stammer, folkene løb rundt mellem stammerne, ligesom forskræmte høns, og der gik nogle formænd med stokke og råbte over dem, da de senere skulle tage landgangen ind, var der mindst ti mand der slæbte i den, mens formanden råbte over dem, til sidst knækkede den på midten, og det havde de brugt så meget tid på, det var et rigtig Kuliskib, der kunne man se hvad dårligt samarbejde gav for et resultat.

Antwerpen var en gammel by, der var mange flotte gamle huse, nogle af dem havde været ødelagt, og var nu ved at blive restaureret, andre steder byggede man i stedet nye bydele. Det var billigt at handle i byen, vi købte altid tøj der, og ville man gå ud en aften var det også muligt, jeg læste den gang et sted, at der skulle være 17.000 restauranter og barer i byen, så der manglede ikke noget hvad det angik.

I Sundsvall fik vi losset vejsaltet, og så havde vi kun 300 tons kobbermalm tilbage, men det skulle til Skeleftehamn, vi fik storm på turen derop, og med kobbermalmen nede i bunden, var båden som en balje, den gyngede forfærdeligt, det var eneste gang jeg følte mig søsyg, og det var hurtigt overstået, da jeg havde været oppe på dækket, og vendt lommen, men bådsmanden, der havde været til søs i halvtreds år, stod der da jeg kom op, han bandede over den suppe kokken havde lavet til aften, og kunne han give den skylden, kunne jeg også gøre det. Vi lossede malmen ved Rönnskärsverken, et stort jern og metal smelteværk, vi skulle have nogle hundrede tons rene kobberbarrer med tilbage til Frankrig, det var en tidligere malmlast der var blevet smeltet om, derefter skulle vi til Härnösand og Sundsvall og have papirmasse for resten af lasten, det var kun lyst et par timer om dagen, oppe nordpå i den botniske bugt, nede i Sundsvall var det ikke lyst før ved 10 tiden om formiddagen, og ved 14 tiden begyndte det at blive mørkt igen. Vi fik en del ekstra proviant om bord og juletræer, hvis vi ikke skulle nå hjem til jul, hvis alt gik efter planen skulle vi være i Stockholm omkring den  22 december, men der kunne let blive tåge eller storm, og der var jo også jævnligt strejke i Frankrig.

Vi havde fået ny Kaptajn på forrige tur, den gamle som hed Granath var gået på pension, han havde et godt forhold til besætningen, men den nye der hed Forsell, var noget nævenyttig, han gik og lurede, om der var noget der kunne kritiseres, så han var ikke populær om bord, heldigvis kom vi ikke meget i nærheden af ham.

I Rouen blev der strejke inden vi fik losset papirmassen, så arbejdede de lidt, så strejkede de igen, men omsider kom papirmassen i land, kobberet var mere interessant for Araberne, de prøvede om de kunne knække grater og stykker af, det kunne jo sælges, så de skulle være under opsyn.

På hjemturen var det biler til Stockholm, da vi endelig kom af sted den 21 december, det var et dårligt vejr hele rejsen, først tåge i et par dage, så regn og storm. Da manglede vi Radaren i tågen, nu måtte vi sejle langsomt, og tude i dampfløjten med faste mellemrum, blev tågen for tæt lå vi stille. Og udkigsmanden på bakken, måtte stå og klemte med klokken, og lytte efter skibe der kom i nærheden, det var ikke rart når de kom for nær, når der kom en tudende vidste man at de var i fart, og så var vores klokke ikke til at høre, men vi håbede at de havde Radar så de kunne se os, når tågen lettede lå vi af og til næsten på siden af et andet skib, en af gangene var det en af ”Grängesbergs” malmtankere, den var næsten ti gange større end ”Bifrost”, man kiggede når vi lå i sådan en flok, det var ikke ret tit der skete kollisioner, når der sammenlignes med nutiden, hvor man har alle mulige ting til navigation.

Samme dag som ”Bifrost” gik fra Rouen, gik der fra Hamburg et skib der hed ”Flying Enterprise”, Kaptajnen hed Kurt Carlsen, de skulle ud gennem den Engelske Kanal, hvor vi kom fra, og ved at gennemgå fart og tider, har vi passeret hinanden i tågen ud for ”Hoek van Holland”, men endnu gik der nogle dage, før Carlsen blev verdensberømt. Den 24 december om morgenen kom vi til slusen i Brunsbüttel ved Kieler Kanalen, vi kom ind i slusen ved otte tiden, så vi nåede ikke til Stocckholm til jul, vi var ved at mangle brød og andre ting.  

Hovmesteren havde vist regnet med at handle i Sverige, nu måtte han handle i Tyskland, så vi fik for en gangs skyld rugbrød. Vi nåede den anden ende af kanalen ved Holtenau ved 16 tiden, og kom ud i Østersøen. Jeg havde fået sat et juletræ op på bordet i begge messer, og ellers gjort klart, det var mest på maden det kunne mærkes at det var jul. Vi skulle have Risengrød, Lutfisk, Svensk Juleskinke og lidt andet godt. Bådsmanden spurgte mig om ikke Hovmesteren havde sendt Brændevin med til Lutfisken, det kunne jeg kun benægte, jeg havde spurgt i Pentryet, men der var ikke sat noget frem, Ekvall bandede fælt, han hadede Hovmesteren og han afskyede Kokken, men han måtte spise Lutfisk uden Brændevin, så kom Kokken med en liter Brændevin, han var fuld, det var ham der skulle have sørget for Brændevinen, nu kom han galende ind ”Her kommer Julemanden med gaver”, Ekvall snuppede flasken og gav Kokken en på hovedet, ”Jeg skal jävlen annamme give dig Julemand” sagde han, så de blev ikke bedre venner på grund af julen. Vi fik alle en gave fra Sømandsmissionen, det var bløde pakker for det meste, sokker, vanter og lignende, det var jo damer der sad og strikkede hele året, det var et stort arbejde, der kom gaver ud til hele handelsflåden.

Ellers gik Juleaften uden videre begivenheder, vi var nu ude i Kieler Bugt, 1 Juledag var alt normalt igen, som en almindelig søndag til søs, inde hos Matrosen Lindblom og Jungmanden Preben holdt man lidt fest, sammen med et par maskinfolk, de var heller ikke særlig sultne kl. 12, Ekvall var i bedre humør end dagen før, han tog en lur på bænken i messen som han plejede, med piben i munden, han kunne holde ild i den, og han tabte den aldrig, når han lå der hver dag. Lidt senere kom Jungmanden Karlsson, som jeg boede sammen med, op i messen med sin harmonika, og spillede lidt for os, ”Nu skal du spille gamle Nordsjöen Karlsson, så går vi ned og tager os en rigtig  middagssøvn ”, sagde Ekvall, og sådan blev det, da vi gik nedenunder, kom Preben farende op ad trappen, han var noget ophidset, og råbte og bandede over dem han havde været sammen med i kahytten. Vi tog os ikke af det, man skal ikke blande sig i andres sager, og han var noget hidsig anlagt. Da klokken var 15.45, kom en af Letmatroserne og vækkede mig, og spurgte om jeg vidste hvor Preben var, det var vagten 16-20, der skulle vækkes, og der var Preben jo med, men ingen havde set ham, og vi troede han sov et sted, en halv time senere kom Styrmandseleven som havde vagt sammen med Preben, men nu var det alvor, Preben var ikke mødt på vagt, anden Styrmand stod selv og styrede, og der var ingen udkig på bakken, Bådsmanden og Dagmanden blev purret ud, de skulle møde på broen straks, de kom ned igen med ordre om at hele båden skulle gennemsøges, de ansvarlige for hver afdeling ombord, måtte gennemgå sit område, derefter skulle lastrummene med stykgods og biler gennemsøges, Vi havde ikke videre gode forhold til sådan en eftersøgning, der var ikke meget lys i lastrummene, og vores lommelamper fik også snart besvær med at lyse, og bilerne stod tæt sammen og var surrede på alle måder, man faldt hele tiden over surringerne i halvmørket, og måtte åle sig mellem bilerne, vores tøj var helt fedtet af rustolie fra dem. Jeg var oppe med en besked i forstavnen, der stod Ekvall som udkig i stedet for Preben. 

Det var vist mange år siden han havde måttet stå på bakken, og klemte med klokken, han havde sin gamle overfrakke på og vinterhuen, det var jo to timers udkig på hver vagt. Hen på aftenen indstilledes eftersøgningen, men nogen løsning var der ikke. Næste morgen blev der fundet en seddel ude på toilettet, på den stod der:

Det jeg gør nu er - - - - - og - - - - - skyld, Preben. Det var navnene på en Matros og en Fyrbøder der stod på sedlen, som var skrevet på dansk, der var vist nogle der troede at Jungmanden Erik kunne have skrevet den, Preben og han havde fulgtes ad i flere år, det var den tredie båd de havde sammen. Man var klar over at Preben var sprunget over bord, dagen før om eftermiddagen, måske lidt efter vi havde mødt ham på trappen. Så videre eftersøgning til søs, var omsonst på denne årstid, man kunne jo kun underrette myndighederne. 

Næste aften kom vi til Stockholm, det var anden Juledag, så vi nåede hjem inden julen var slut, men vi var selvfølgelig ikke i julehumør mere det år. Vi havde fået at vide at vi ikke skulle udtale os til nogen, om det der var sket, og næste morgen var der Politiforhør, aviserne havde det allerede på forsiderne, hvor de end havde det fra, Preben skulle have været forfulgt og mobbet ombord.

Men det var jo helt forkert, det var snarere omvendt, han havde aldrig været bange for at give bolden op til sjov, og var ikke bange for at diskutere sine synspunkter, så det med mobning passede ikke her. Erik var også med til forhøret, måske mest på grund af seddelen, men prøver af både Prebens og Eriks skrift blev analyseret af politiets Grafolog, som fastslog at det var Preben der havde skrevet seddelen, og at Erik ikke havde kunnet efterligne den.

Preben kunne jo blive meget hidsig, jeg så det ikke selv, men han har måske troet, at han kunne få de to andre sat fast, for det som skete, man ved det ikke. Ekvall havde været ude for noget lignende før, han mente ikke at de tænkte klart i sådan et øjeblik, pludselig når det er for sent går det op for dem, og de sekunder eller minutter må være forfærdelige, er man først i vandet uden nogen ser det i december måned er det slut. Det gik Ekvall meget på, han kunne ikke sove og havde mareridt om natten, det skulle man ikke tro om ham, han lignede en af sten, men når man lærte ham at kende kunne det se ud som han i de 50 år han havde sejlet, har villet bygge et ydre op som en hård fyr, for at holde folk som han ikke brød sig om, lidt på afstand, derfor var det nok at han var en anden, når han havde været i land i Stockholm, og besøge sin bror og et par kammerater, det var kun der han gik i land i fint tøj, og var i højt humør når han kom tilbage. Styrmanden og Erik pakkede alle Pre-  bens ting sammen for at sende det hjem til hans forældre i Aarhus, det var ikke rart for Erik, han kendte dem jo, gennem de år han havde sejlet sammen med Preben.

Vi fik nogle nye folk i Stockholm, to Jungmænd, en Matros, en kullemper der var dansk, en styrmandselev, og en kahytsjomfru. Vi lå i der til 3 januar, og kom til Gävle den 4, det var det værste sted hvad angik Toldvæsen, de kom for det meste i kedeldragter og med jernstænger, selv om vikom fra en anden svensk havn, de fandt aldrig noget. Vi lastede papirmasse, og skulle have færdiglastet i Skutskär, længere østpå, hvorfra vi som sædvanlig skulle til Rouen. Undervejs dertil hørte vi om Kurt Carlsens dage på ”Flying Enterprise”. Vi kendte godt skibstypen, der var blevet bygget massevis af disse ”Krigs Både”, det var for at få balance i skibstonnagen, efter de tyske u-både havde sænket en masse fragtskibe, i begyndelsen af krigen, der blev bygget nye værfter i U.S.A. for at masseproducere disse skibe, ”Liberty” der blev drevet af en dampmaskine, en lignende type men mere gennemtænkt, var ”Victory Bådene” med dieselmotor, og så var der”T-2 Bådene”,som ”Flying Enterprise” med damp-turbine drift. Efter anden verdenskrig, var der ikke brug for disse skibe til militære formål, så de blev oplagt og mange solgt, der var jo mangel på fragtskibe i mange rederier, og så var der jo hurtige penge at tjene, i stedet for at skulle bygge nyt, flere danske rederier havde ”Liberty Bådene”, til de kunne få bygget ordentlige fragtskibe igen. Men i begyndelsen af halvtredserne, så vi mange af dem.

Det var storm da vi skulle gennem Kieler Kanalen, og da en af kedlerne var utæt, skulle vi vente ved slusen i Brunsbüttel, til stormen stilnede af, kedlen skulle helst klare den til Rouen. 

Men vi kunne kun gå 8 knob, og når vi så havde søerne imod i stormen var det for meget, derfor blev vi liggende natten over. Der kom en ny båd fra vores rederi, ”Bogesund” hed den, den behøvede ikke at vente, den gik forbi os med farten oppe, så var man godt nok misundelig, alt var moderne og de havde Radar, og så den fart de gik ud i Elben med, selv om der var storm. Næste morgen skulle vi så af sted, vi fik lods om bord tidligt, skibene lå fortøjet langs kanalen i en lang række, der var både små og store, bag os var der en Hollandsk kanalbåd, lodsen havde jo kommandoen, og der blev kastet los, og så blev der slået bak, tredie Styrmand stod oppe på dækshuset agter, han råbte og blæste i sin fløjte, men ”Bifrost” brasede ind i Hollænderen, som Lodsen ikke havde set, fordi den lå så lavt bag ved os, da han gav ordre til at bakke, deres fortøjninger sprang med nogle store knald, og de blev skubbet ud i kanalen, heldigvis kom der ingen trafik i det øjeblik, ellers kunne det godt have fået værre følger, nu kunne vi nøjes med en bule i lønningen, men den anden var af tyndere plade, så den fik et hak i stævnen, men kunne godt sejle med det. men sikke en ballade der blev, der kom Kanal Politi, der skulle skrives rapporter og måles op, der skulle nok udbetales erstatning til begge både, det var jo Lodsens fejl. 

På vej over Nordsøen passerede vi den 3000 tons store Bark ”Pamir”. Det var et tysk Skoleskib, der var på den første tur efter krigen, de skulle til Sydamerika. Den forliste i Atlanten 1957.

I Rouen kom der nogle kedelfolk om bord, da kedlerne var kolde nok, så klarede de rørene på et par dage, nu kunne vi så få farten op på hjemvejen, da skulle vi også helst slippe for storm, den vi lå i læ for i Brunsbüttel, var den der havde passeret ”Flying Enterprise”, da den gik ned.

Vi lå en uge i Rouen, og havde stykgods og biler med derfra, vi skulle til Antwerpen efter vejsalt på hjemturen, der kom vi til den 23 januar, jeg havde fridag næste dag, da var jeg med toget til Bruxelles, der var mange ting at se på der, gamle købmandshuse og masser af forretninger, med ting jeg ikke havde set før, og det var overkommelige priser. De fleste talte vallonsk det er noget lignende fransk, nordpå talte de flamsk, det mindede om hollandsk, og det kunne man forstå meget af, med lidt god vilje. Belgien var et velordnet land, der var rent og ordentligt alle steder, de havde lige fået ny konge, på hus mure og plankeværker stod der ”Leopold nej Bauduin ja”, Leopold havde været tyskvenlig, derfor ville man have sønnen på tronen.

Under tiden vi fik lastet vejsalt, stod bilerne vi havde på dækket, nede på kajen, og måtte så om bord igen, de fik noget transport op og ned, og så havvand hele vejen til Sverige, der kunne samles meget saltvand i hulrummene, derefter stod de måske i flere måneder hos Importøren, det var ikke så mærkeligt at mange biler rustede op, inden de blev ret gamle. Bilerne blev sat i land i Norrköbing, stykgods og vejsalt skulle til Stockholm. I Antwerpen havde der været ballade med Kokken, Ilse havde fridag, så skulle han selv sørge for at få lavet noget spiseligt, det plejede altid at være hende der fik det til at fungere i kabyssen, han tumlede altid forvirret rundt, men den dag slog han hovedet på sømmet, da jeg kom hen med maden, kiggede Ekvall på fadene, så sagde han ”Nu går vi alle sammen hen til Hovmesteren”, og det gjorde vi, maskinfolkene var også tossede, så de fulgte trop, Hovmesteren hentede Kaptajnen, han var sur fordi vi kom alle sammen, så vi blev enige om at Ekvall skulle forhandle for os, og en Smører vi kaldte ”Santos Johan” for maskinfolkene. Vi ville jo have Kokken i land, og han slap for at blive fyret, for han sagde op med det samme, og det gjorde Hovmesteren også, men han blev alligevel på båden, for som man sagde så havde Kokken gjort det umuligt for ham, at administrere rationelt, så han behøvede ikke være loyal over for ham, vi skulle få en ny Kok i Stockholm, hvis der var nogen ledig, og det var der. Da han var kommet, skulle jeg hen for at hilse på ham, så var det ham den danske Kok fra ”Bellmannsro”, som var mønstret ud med Cementtankeren som anden Kok, nu skulle han så være første Kok her, vi havde ellers troet at Ilse ville mønstre op, men det havde hun ikke lyst til, de fik et vældigt godt samarbejde om madlavningen, og Kokken var oprindelig Konditor, så han bagte brød og kage til eftermiddagskaffen om dagen, det var noget der talte til hans fordel, og maden blev også bedre, Hovmesteren fik mere lyst til arbejdet, nu var der nogen at tale fornuftigt med.

Denne gang skulle vi til Norrsundet, mellem Gävle og Söderhamn, vi kom til at ligge agterfortøjet, fordi der ingen kraner var der, og der var heller ingen kajplads, papirballerne kom med pramme på begge sider af skibet, så kunne vi laste med skibets egne bomme. Der var folk i lasten inde fra land, som stuvede masseballerne på plads, spillene blev også kørt af folk fra land, de blev sejlet fra den ene plads til den anden, nogle gange havde vi dem om bord til næste plads, hvis afstanden var inden for en time eller to. Der var tit op til 30 mand, det var nogen der sled for deres penge, det eneste hjælpemiddel de havde, var anhuggerkrogen, den kunne man altid kende havnearbejderen på, lige meget hvor man kom. Vi lå et stykke uden for den lille by, men vi var gående derind en aften, for at se film i biografen, der var nogle kilometer, og der var sne på, det var jo i februar, så det var koldt også, men det var en mere tør kulde deroppe, som ikke føltes så slem. Vi fik lastet på 3-4 dage, selv om det foregik med vore egne bomme og spil, de som kørte spillene stod ude i al slags vejr, på ”Bi-frost” var der heldigvis elektriske spil, en del både havde dampspil endnu, for det første larmede de forfærdeligt, og for det andet var folkene der kørte, dem helt væk i damp, og det var ikke rart i frostvejr, så blev det hele klamt og fugtigt.

Fra Norrsundet blev der hver vinter sendt 500 tons papirmasse til Dover i England, og det blev os der skulle transportere det derover, det var en meget ensartet kvalitet, Maskinchefen mente det var til dokumenter eller pengesedler. Vi kom til Dover om morgenen den 18 februar, men kunne først komme ind i selve dokhavnen, når det blev højvande om eftermiddagen, der var stor forskel på høj og lavvande, mange meter, så skibe der lossede og lastede kom ind gennem sluseporte, som blev lukket og først åbnet igen ved næste højvande. Det var min fridag den dag, og da jeg gik i land om morgenen, var der 2 lange stiger bundet sammen, for at komme op på kajen, så dybt lå båden, fordi det var lavvande, da jeg kom om eftermiddagen, lige før vi forhalede ind i dokken, var dækket 2 meter over kajkanten, så der var en stor forskel på vandstanden. Arbejdet i havnen gik ikke for hurtigt, tradition talte mere end lønnen, der var ikke meget der, som kunne kaldes moderne tider. Men heller ikke på ”Bifrost”, såvel som mange andre skibe, var moderniseringen gået ret meget frem, det krævede stor besætning, men lønnen i forhold  til Rederiets indtægt, har nok kunnet give et pænt overskud alligevel. Besætningen var på 30 personer, som var: Kaptajn, 3 Styrmænd, 3 Maskinister, i  Økonomiafdeling: Hovmester, 2 Kokke,1 Kahytsjomfru, 1 Salonoppasserske, 1 Messeoppasserske, 1 Skansoppasser (det var mig), på Dækket: 1 Bådsmand, 2 Matroser, 1 Styrmandselev, 2 Letmatroser, 2 Jungmænd, i Maskinen: 3 Smørere, 3 Fyrbødere, 2 Kullempere. 30 besætningsmedlemmer til en båd på 2500 tons, en af den størrelse kan nok klares af 5-6 mand nu, men vi var jo et helt lille samfund for sig, på de nuværende både, ser man kun de samme par mand hele tiden.

”Bifrost” var beregnet til 12 passagerer, men det var ikke hver tur, vi havde nogen med, var der endelig nogen, var det kun en eller to, men alligevel gik der en Kahytsjomfru og ventede på at der skulle komme nogen, hun havde kun Kaptajnens kahyt at holde i orden. Det skete at nogen af Officererne havde deres kone med på en rejse, men de skulle så give en hånd med i messen og lign.

Vores tredie Styrmand Erik Koch, var Tysker, han havde været næstkommanderende på en U-båd under krigen, hvordan han kom væk fra den bestilling ved jeg ikke, men der var nogen der kom derfra af helbredshensyn, de sidste par krigsår var han Kaptajn på en Torpedobåd, og var det meste af tiden stationeret i Aarhus, han var fra Kiel, og talte mere dansk end svensk. Hans kone plejede at sejle med gennem Kieler Kanalen når vi passerede, det havde hun også gjort denne rejse, da hun var gået i land, ved slusen i Brunsbüttel, kunne Koch lige nå at sove lidt til han skulle på vagt, vi plejede at sætte Lodsen af på Fyrskibet ”Elben 1”, men fordi vejret var så fint, blev han sat i land ved ”Elben 2”, da Koch senere kom på vagt og så Lodsen var væk, troede han vi var forbi ”Elben 1”, og lagde pr rutine kursen efter det, han skulle nok have set i bogen først, for pludselig gav det nogle store stød i skibet, og der blev stoppet med det samme, vi var sejlet ind i nogle sandbanker, men kunne bakke ud igen, det tog tid og, der skulle ses efter i pumpebrøndene i bunden af skibet, om det tog vand ind, Ekvall løb rundt og tog lodskud, ligesom i sejlskibenes tid. 

Vi havde ikke noget Ekkolod, det var ikke almindeligt i rederiet endnu. Men Koch blev nok vågen af den tur, han har sikkert fået en ordentlig balle af Kaptajnen, det skete heldigvis ikke noget. Koch var den eneste af Officererne der gad tale med mandskabet, når vi skulle fortøje eller ventede på bugserbåd, var hans plads altid agterude, så kom han tit ind i messen og fik en kop kaffe. Han talte ellers ikke om krigen, men en gang fortalte han om da han lå i Aarhus med Torpedobåden, da var telegrafisten kommet, og sagt at der var opkald til ham fra Rigskancelliet i Berlin, da blev han godt nok lidt nervøs sagde han, det var hans kusine, hun var i Bormanns Sekretariat, og havde set at Koch var blevet forfremmet, og så ville hun gratulere ham, men det var en sær fornemmelse at blive ringet op der fra, kusinen blev nogle år efter krigen gift med en Engelsk Professor, som hun traf under hans arbejde med at skrive flere bøger, om dem der var ved magten i Tyskland under krigen, senere var de flyttet til Egypten.

Anden Styrmand var en tung, kantet type, han var krigsflygtning fra Estland, og holdt sig mest for sig selv. Første Styrmand var typisk svensk, men ellers flink nok, han fik selv et mindre skib at føre, også fra ”Sveabolaget”, men omkom som den eneste ved en kollision, i indsejlingen til Rotterdam i vinteren 1956.

I Dover fik jeg for første gang Fish and Chips, man købte det ved noget der lignede vores pølsevogne, og fik det i en avis, der var et stykke rent papir indvendig, avisen var jo for at man ikke skulle få olie på tøjet, men der var nogen der syntes at indpakningen var for simpel, men maden smagte godt, det er utroligt som den slags mad har udviklet sig i halvtreds år, på den tid kunne man i Danmark, kun få de røde standard pølser, med et stykke brød og sennep til. I Belgien og Frankrig havde vognene ristede Kastanier, kogte æg, stegte pølser, snegle og muslinger og en masse andet, der var nok at vælge imellem, hvis man havde lyst til noget at spise. Når nu vi var i England, skulle vi også se hvordan Pubberne så ud, dem vi så var pæne og rolige, men vi var haller ikke på så mange, lidt før klokken 22, råbte Barmanden at det var tid for sidste bestilling, og noget senere blev der banket på vinduet, det var et par Bobbyer, der ville sige at det var lukketid, det var de meget nøje med. I Biografen var der askebægere i stolerækken foran, og da man røg Virginia tobak, var det en tyk luft vi sad i, og udsigten var lidt diset. På ugerevyen så vi Kong Georgs bisættelse, han var død her først på året. Når filmen sluttede, rejste alle sig op, og så kom teksten til Nationalsangen op på lærredet, sangen blev sunget, ikke en eneste forlod salen før det var færdigt, sådan var det i alle Biografer den gang, og det var ikke for at Kongen var død, det var en tradition. Det kunne ses at Dover var en by, der var meget besøgt om sommeren, i en del af byen var der hele gader, der var ubeboede, husene var lukkede, for det var jo vinter, og hotellerne ved stranden, var ligeledes tomme, det så trist ud. Der var meget trafik på havnen, færgerne til Calais i Frankrig befordrede mange mennesker og biler, det var store, flotte færger, noget mere sødygtige end de baljer de bruger nu, disse her gik med en ret stor fart, omkring 20 knob, de største gik til Ostende i Belgien, når vi så dem ude i Nordsøen, løb de forbi os på få minutter, de kunne ses på lang afstand om natten, for de var strålende oplyst, de lignede flydende paladser, de skulle holde tiderne, for at komme ind og ud af dokkerne ved højvande, ellers gik det galt med sejlplanen. 

Byen er jo berømt for sine Kalk Klipper, øverst ligger ruinerne af det gamle Dover Castle, det var jeg ude at se, på min fridag, der var en strålende udsigt over Kanalen mod Frankrig, man måtte jo huske på Vera Linn, når man stod der, melodien var meget kendt i årene efter krigen. Neden for Borgen var der et militært område, der så jeg en kæmpestor lastbil med Radar på taget, og derfra gik der kabler ud til nogle kanoner, som Radaren så kunne dirigere, det var 40 mm. Bofors Luftværnskanoner, det fik jeg først at vide året efter, og i de 18 måneder jeg gik mellem dem, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt, at jeg skulle blive meget træt af sådanne kanoner. Den dag vi kom til Dover, fik vi først begyndt at losse lige før aften, da vi skulle vente til dokken kunne åbnes, og så skulle vi være færdige, ved samme tid næste dag til aften, så vi kunne komme ud igen ved højvande. Kokken og jeg fulgtes ad i land, han skulle købe grammofonplader. 

Han havde Radiogrammofon med om bord, det var der ikke mange der havde på den tid, den var jo noget uhåndterlig, når man skiftede båd. Han kunne ikke huske navnene på et par af melodierne, men han var god til at imitere solisterne, blandt andet en hvor en mand går med slæbende skridt, mens han fløjter, så de øvrige kunder i forretningen, kiggede spørgende på ham, da han vadede frem og tilbage, ekspedienten havde allerede pladen på tallerkenen, så det gik nemt alligevel. Nede i havnen var der en mand , der var i gang med at gøre klar til en Oceantur, i en ældre Redningsbåd med dæk og kahyt, han var ved at fylde brændstof på, han gik med 4 Jerry-Cans ad gangen, en i hver hånd og en under hver arm, han var også en kæmpe at se på, med et mægtigt hår og skæg.

Da vi skulle sejle til aften, var der en færge der først skulle ud af dokken, den var vist lidt besværlig, for det tog lang tid, men endelig kom Bugserbådene, der blev kastet los og vi begyndte at tage retning mod dokporten, da var der en sirene der begyndte at hyle og et fyr blinkede ude på den yderste mole, bugsererne smed trosserne, og strøg ud gennem porten, som straks blev lukket. Så kunne vi selv se hvordan vi kom til kaj igen, signalet vi så og hørte, var advarsel om at tidevandet skiftede, og det går så hurtigt, at der skulle reageres omgående, så vi måtte vente til næste gang, så det har kostet penge for rederiet, så Kaptajnen har nok været sur.

Vi fik en aften mere i land, men vi havde brugt de fleste af vore engelske penge, fordi vi troede besøget var slut, jeg vekslede lidt hos Kokken, han havde overskud endnu. Vi kom ud tidlig om morgenen, og var i Rouen ud på aftenen, efter den sædvanlige tur op ad floden, med de gamle huse og borge. Et sted var der udhugget et stort Relief i en klippeside, vi regnede med det var et mindesmærke, mange år efter så jeg et billede af det i Museet for Amundsens ”Fram” i Oslo. Amundsen omkom, da han sammen med en fransk Polarforsker i flyvemaskine, var med i eftersøgningen efter Nobiles Luftskib ”Italia”, på vej til Nordpolen, det var derfor man havde lavet dette relief af maskinen, en ”Latham 47, i fuld størrelse.

Denne gang tog det ikke så lang tid at losse papirmassen, vi havde jo losset 500 tons i England, så det gik hurtigt, vi havde mest stykgods og biler på tilbageturen, vi skulle være i Stockholm en af de sidste dage i februar. Til foråret skulle jeg møde til Session i Danmark, så det var ikke sikkert at jeg kunne nå at tage med på en tur mere til Frankrig, derfor havde jeg sagt op til afmønstring i Stockholm, jeg ville helst have soldatertiden overstået i en fart, så jeg kunne komme ud at sejle igen. Men der kom til at gå over 3 år før jeg kom så langt, og da var lysten til søfarten ikke så stor mere.