Til min 7 års fødselsdag i 1939, fik jeg en cykel, det var en kraftig model, den var vist lavet af en voksen cykel, der var skåret ned til en børnestørrelse, og så ovnlakeret, sådan lavede smedene børnecykler, det var ikke så mange der var fabriksfremstillet. Hjulene var vist 24 tommer. Det tog lang tid at lære hvordan man skulle bevæge sig på sådan en, men pludselig gik det fint, så kunne jeg begynde at cykle til skole, det var vist det der animerede mig til at gøre noget ved det, mange af de andre, cyklede jo til skole.

En dag var jeg med Jens Christensen på mælke turen til mejeriet i Raarup, det var morsomt at være med på turen, og at se mejeriet, Far havde kørt den mælke tur engang, og det havde han fortalt om, det var spændende at se det, selvom man måske nok havde andre forestillinger om nogle ting.

Da vi kørte hjemad, op af bakken mod Købmand Christensen, kom der et mærkeligt køretøj oppe ved Bødkeren, det så noget rustent ud, og larmede langsomt af sted på nogle store kæder, i stedet for hjul, sadelmageren kom forbi og råbte til Jens ”Nu kommer tyskerne med deres tanks”, så drejede vi om gennem byen, og jeg kunne ikke se mere til køretøjet, og vi talte ikke om det. Ved middagsmaden derhjemme, underholdt jeg med alt det jeg havde set ude i den store verden, i løbet af en formiddag, da jeg fortalte om tyskerne der var kørt igennem Raarup med en tanks, kiggede mine forældre noget desorienteret på mig. Men Far fik afsløret tyskerne, da han havde talt med Jens, det var en gravemaskine, der var kommet med toget til Gramrode station og skulle til Ringstholm. Palsgaard og tilhørende gårde skulle have merglet deres jord i løbet af de 6 – 7 år et sædskifte varede, men det skulle ligge klar på de marker, hvor det skulle bruges med tiden. Jeg havde hørt at der ville komme lastbiler med mergel, men gravemaskinen havde jeg ikke sat i forbindelse med dette, og jeg havde aldrig set en tanks, og en gravemaskine uden skovl lignede nok i min fantasi noget sådant. Skoleudflugten det år gik til Snaptun, da det jo var en familietur, var udflugten lagt på en søndag, så man kunne få forældrene med, der var bustransport og nogle kørte selv, vi kørte med Madsens på Lottrup, deres datter Grethe gik i samme klasse som jeg, folk havde madkurv med, og man spiste i Krohaven, der var meget at se på ved havnen og stranden. Om aftenen kom rutebåden Horsens – København forbi, da sejlede mange til København, så var man der tidlig næste morgen, og havde kunnet sove hele turen, denne rutebåd hed ”Ydun”, det var med dens søsterskib ”Kolding- hus” jeg 12 år efter tog ud i den store verden. På hjemturen kørte Madsen forbi Ringstholm, og der stod min” Tanks” nede i mergelgraven, så kunne jeg se hvordan sådan en så ud med skovl og alt tilbehør, de rigtige tanks, så vi jo desværre nok af et år senere.

En søndag formiddag kom Inger hjem, hun havde været inde at hilse på Julie og Jakob Buch i Raarup, på hjemvejen fra Sejth, de havde lige fået en ny Ford V-8, og de ville køre en tur med os om eftermiddagen, vi skulle prøve den nye bil. Over middag kørte vi til Horsens, og ud til Stensballe, hvor vi drak kaffe og var henne at se slottet, hjemad kom vi forbi Horsens havn, der var tysk flådebesøg, det var nogle torpedobåde med et forsyningsskib, og selvfølgelig stort militærorkester, der tiltrak en masse mennesker, hjemad kom vi over Glud og Sønderby, så det var efter vores målestok en rigtig god tur, man kom ikke så meget hjemmefra på den tid.

Ulla min ældste søster, og hendes forlovede Børge, der var fra Braaskov, blev gift sidst i august måned 1939, Ulla var flyttet til Randers året før, hun havde fået ansættelse som husbestyrerinde hos en planteskoleejer, Børge var ansat på et arkitektkontor deroppe, de havde fået en lejlighed i Dr. Lassensgade. Få dage efter angreb Tyskland Polen, og så var krigen i gang, man vidste som 7 årig ikke hvad det var der begyndte, men mor og far havde 1914 – 18 i klar erindring, og krigen kom vist heller ikke uventet, rationeringer kom ret hurtigt efter, det var klart til at begynde når krigen kom.

Senere talte man også om krigen i Finland, om børnene der kom deroppe fra, fordi de var flygtet for krigen, der var også nogle der meldte sig som frivillige, planteskole ejeren Ulla havde været ansat hos, var rejst derop som frivillig, men det var ikke ret meget man hørte i radioen om disse ting.

Vinteren 1939-40 var meget hård, det frøs ned til 25 grader somme tider, og så blæste det meget så det gik igennem tøjet og da føltes det rigtig koldt, det var ikke tøj som man senere har udviklet, vi brugte jakker og frakker med store reverser, lynlåse fandtes kun i enkelte bluser, overtøjet havde kun et par knapper på maven, så vind og vejr havde fri adgang, i min klasse var der en dreng der gik med korte bukser og lange hjemmestrikkede strømper, sådan gik man jo før i tiden, men selv da jeg gik i skole, var det et særsyn, men frøs gjorde vi hvordan vi end var klædt på, man måtte opgive at fyre skolestuen op, så vi sad oppe i Lærerindens lille lejlighed, efter et stykke tid fik vi ferie indtil temperaturen, igen blev højere. Vi måtte gå på markerne, fordi vejene tit føg til med flere meter høje snedriver, og det skulle fjernes med skovle, fordi sneplovene havde for lidt motorkraft til så høj sne. Erik var 1. november 1939 flyttet fra Klejsgaard til Peder Sørensen i Nøttrup, men det var vist et lidt anstrengt arbejdsklima, han havde brokket sig over ansættelsen flere gange derhjemme, men mine forældre prøvede at glatte ud. En dag først i april, da jeg kom fra skole, stod noget af Eriks tøj ude i bryggerset, og det var ikke lige noget jeg skulle orienteres om mærkede jeg hurtigt, men blev klar over at Erik var kommet hjem, og han og far var nede hos Peder Sørensen, men Erik har nok fået Fars opbakning i det videre forløb, for Far havde taget hest og vogn, så de kom hjem med Eriks skab, han havde noget arbejde med at rydde hegn og rense grøfter i april måned, til 1. maj kom han til Stouby, på en mindre gård.

Den 9. april 1940 vågnede vi vist nogenlunde samtidig på grund af larmen, da Far vågnede troede han at det var Peter Jensen der var kørt ud over skrænten, og ned i grusgraven ude bag haven, men så kunne vi høre, at det var flyvemaskiner. Vi kom til skole allesammen, og ingen vidste noget videre, men inden længe var der hængt” oprob” op på iøjnefaldende steder i Klejs. Og der blev udsendt påbud om mørkelægning, og det skulle ske fra samme aften. Erik lavede trærammer med vandtæt sækkevæv, til at sætte op udvendig. Gården lå jo nede mellem bakkerne, men man kunne måske se lyset fra køkkenet, når der ikke var blade på træerne, vinduerne i stuerne vendte ind mod gårdsplad- sen, der havde vi kun mørkelagt et par aftener, så skruede vi bare ned for petroleumslampen, som havde en mørk skærm, når der var overflyvning, og det gik godt under hele krigen.

Først i maj måned var man i gang med at så korn på Brunsvang, der var 3 - 4 spænd fra Lottrup, det var sent forår det år, og man skulle være færdig på Lottrup inden turen kom til Brunsvang, så kom Inspektør Madsen selv et par gange om dagen, for at holde dampen oppe hos folkene, en dag over middag, så jeg han kom med fart på og gik hjem til Far og fortalte noget. Lidt efter da jeg kom ind til kaffe sagde Far, der er kommet tyskere til Lottrup, de har forlangt at få kornmagasinet tømt, så de kan bo der, og der skal være en udkigspost oppe ved generalstabsmærket på Troldmosebakke.

Det var 9 -10 mand med en befalingsmand, de hørte under de tyske enheder i Horsens.

Et par dage efter var jeg med Far ovre på Lottrup, efter noget sædekorn, som min far skulle så for hånd, på et sted hvor maskinen ikke kunne køre. Da så vi vagten ved generalstabsmærket, de havde gravet et hul i jorden, og derover havde de et telt af regnslag, en mand gik frem og tilbage og to sad nede i hullet, de hilste og smilede, de havde nok fået at vide hjemmefra at de skulle opføre sig pænt.

Der var også hængt telefonledninger op de 1-2 kilometer ned til gården, nede på gården skulle vi op på kornmagasinet og hente kornet, som man sammen med en masse korn af samme slags, var ved at køre gennem en rensemaskine, næsten alle de tyskere der var hjemme hjalp til med at fylde korn i sække og fire sække ned på vognene nede under gavllugen, de var allerede faldet til i gårdens hverdag, de ville jo snakke, men der var ikke ret mange der forstod dem, Far havde lært tysk som dreng, han kunne huske lidt endnu, der var et par landmænd mellem dem, de spurgte om flere ting som de ikke kendte til hjemmefra, den ene sagde at hans korn var kommet op, men foråret kom også før dernede hvor han kom fra, han talte som om han var på ferie, det troede de måske i  begyndelsen, senere så man ikke ret mange, der var i godt humør.

Soldaterne blev boende på kornmagasinet indtil efteråret, da blev det for køligt, og de flyttede ind i hovedbygningen, hvor de fik et par værelser ved siden af køkkenet og spisestuen.

Spisestuen brugte de også, ligesom de hørte radio i dagligstuen, den var nok det eneste de kunne høre nyheder på, radio til privat brug indgik nok ikke i udrustningen. Men så fik de så meget mere når filmvognen kom, det var et stort gråt militær køretøj med nogle mægtige højtalere på taget, den holdt ude i gården, og spillede marchmusik hele eftermiddagen, når der var filmsforevisning om aftenen, kunne vi høre den helt over til Klejs Skov, så var soldaterne, gårdens folk og de omkring- boende inde at se de sidste nyheder og uge journalerne. De skulle også spille højt, for der stod en stor generator oppe på bilen, og den larmede forfærdeligt, men der var vist ingen lysnet indlagt på

Lottrup, i stalde og udbygninger var der i hvert fald ingen strøm, tærskning foregik med en Fordson traktor med remskive, korn fik man malet på Klejs Mølle, og de skar hakkelse med traktoren også, mælken blev kørt til As Mejeri, der kom mælken til fra Palsgaard og tilhørende gårde, Brunsvang var jo uden for nummer hvad det angik, derfra gik mælken til Raarup.

Der kom nu en tid med rationering og restriktioner af mange slags, vi var jo medlemmer i Brugsen, engang blev jeg sendt til brugs med en seddel på et eller andet, og fik den besked at det var udsolgt, efter mig kom en kone af det bedre lag, hun skulle have det samme og fik det, da Far hørte det gav han uddeleren en omgang og meldte sig ud af brugsen, men da det samtidig var købmandshandel kunne vi stadig handle der hvis vi ville, men vi handlede i flere år hos Købmand Christensen i Raarup, og vi handlede også hos Fru Pedersen i Vesterby. Æggene satte vi op til vejen, der blev de hentet af Ægeksporten, som så afregnede for ugen før, og kom pengene i kurven, det kan man ikke nu, vi havde også en stor kasse med låg deroppe, til post og aviser, der lagde vi penge til posten, som så indbetalte dem på posthuset, men der er aldrig forsvundet penge fra kassen, i alle de år jeg kan huske, selvom der var rede penge deri hver uge, bageren lagde også brødene deri, der var en fast ordre hver uge, skulle vi have noget ekstra lagde vi bare en seddel og penge i kassen, slagteren kom ned gennem haven, når vi lagde en seddel om at han skulle komme ned, så gik mor med op og handlede, det var tit for dårligt føre for de handlende, til at de kunne køre ned i gården om vinteren, så de var glade for kassen og sedlerne, det var Bager Overgaard og Slagter Ebbesen begge fra Juelsminde, vi handlede med, men med de kørselsrestriktioner der senere kom, flyttede vi til Bager Jensen og Slagter Nielsen begge fra Gramrode, de kom til Klejs Skov to gange om ugen.

Ulla og Børge fik en datter i september måned, så mor var i Randers nogle dage, og være behjælpelig med familieforøgelsen, det var hendes første barnebarn, så det var spændende, senere holdt Mor og Far barnedåben, det var vist i oktober. Hun fik navnet Inge.

Vinteren 1940-41 blev lige så hård som året før, det var værst om morgenen når det var mørkt, så kunne man ikke se snedriverne, året før gik jeg først hjemmefra ved middagstid, da kunne man bedre orientere sig, men så var det til gengæld næsten mørkt inden jeg nåede hjem igen. Det frøs også langt ned i jorden, i Klejs frøs alle vandledninger i 40, der kom først et firma der tøede rørene med damp, men kort tid efter frøs det hele igen, så kom der en med en svejsetransformator til jævnstrøm, det var meget mere enkelt og hurtigere, så det blev ret populært flere steder, men som årene gik, opdagede man, at hvor strømmen havde været koblet på hovedledningen, var der fremkommet tæringer som så blev til utætheder, så man måtte til at udskifte hovedledningerne med nye rør.

Vi havde en vandbeholder oven for gården, derfra kunne vandet selv løbe ned til tappesteder inde og ude, vandet kom op til beholderen fra en stødhævert, der stod nede på engen nedenfor, den var drevet med vandgennemstrømning, de 9/10 dele blev brugt til drift, og den sidste tiendedel, var det vand vi fik op i beholderen, hvis den var i drift hele tiden kunne den give nok til det forbrug vi havde, det var en enkel og billig vandforsyning. Men med de kuldegrader vi havde den vinter, frøs rørene nede i jorden, så vi måtte hente vandet ved en drænledning, til både husholdning og dyr, vi trak det hjem på en slæde i transportspande. Denne vinter fik vi ikke kuldeferie i skolen, som foregående år, det ville jo have været rart, men sådan gik det ikke. Det var ellers koldt nok, man var begyndt at lave veste og jakker af papir, til at have under overtøjet, det var vindtæt, så det lunede godt. 

 

Og det sparede også på råvarerne, tekstilvarer var rationeret nu, og man skulle have ”købekort” med når man skulle handle manufaktur og trikotage, Mor handlede under hele krigen i Sørensens ”West-End” i Vestergade i Horsens, der havde hun handlet i mange år, så hun regnedes som ”fast” kunde, det var jo et af de nye begreber, når man var fast kunde et sted, handlede man kun der, og Mor fik en god behandling i den forretning, hun havde fået to piger gift i de år, og ville nok gerne prøve at skaffe lidt til dem en gang imellem, hendes gevinster i varelotteriet blev altid omsat der i forretningen, den gang skulle man indløse disse med varer.

Lidt efter jul blev Mor indlagt på Hornsyld Sygehus, nu manglede vi Erik derhjemme, som da Mor var indlagt i Vejle, Far var og blev aldrig husligt anlagt, men Lorents Lorentsens kone Lise, kom og lavede middagsmad til os, så kom Lorents og spiste med, han var vant til at gå hjem til middag hver dag, det var også nemmest for Lise på den måde. Inger kom også hjem og hjalp os om søndagen, og sommetider om aftenen, hun tjente hos Slagter Pedersen i Bjerre, og var forlovet med Svend Andersen, han havde en statsejendom, i den sidste udstykning fra Møgelkær, den var bygget i 1939, Svend havde selv lavet meget arbejde, ved nybyggeriet.

Den 20. januar var det Mors fødselsdag, og jeg var med Far henne på Sygehuset, for at besøge Mor, vi var med rutebilen fra Klejs hen til Bjerregaard, så gik vi ned til sygehuset og samme vej tilbage, to af Mors brødre fra Horsens var der også, de var på cykel, selvom det var hård vinter, men det var folk vant til, dengang. Der var også meget for Far at lave derhjemme, han var alene om at malke om morgenen og aftenen, foruden han skulle have mig sendt i skole hver dag, der skulle også fyres i kakkelovnen, foruden alt det Mor plejede at lave udendørs. Men vi klarede os, også uden at tante Gerda kom og bistod os, Far og jeg var med få ord enige om at vi meget hellere ville have Lise til at komme og lave mad til os, end have tante til at være der med sin skarpe tunge, hun kom først da Mor kom hjem, i et par dage.

I foråret 1941 holdt Inger op hos Slagter Pedersen i Bjerre, hun og Svend skulle have bryllup i løbet af sommeren, hun skulle være et par måneder på Lottrup, i stedet for en pige, der var rejst, det var vist hovedrengøring det drejede sig om også. og der skulle også gøres hovedrent derhjemme hos os, det var noget tilbagevendende hvert forår, da kunne man ingen steder være i huset i mindst en uge, men det var hårdt tiltrængt når vi fyrede i kakkelovn, men Mor kunne også behøve lidt hjælp oven på turen på sygehuset, og til det forestående bryllup. Og Svend havde også brug for lidt hjælp, indtil første maj havde hans søster Jenny holdt hus for ham. Brylluppet var den 12. august i Klejs Kirke, og der er især en ting jeg mindes, og som vi siden har moret os over, Jakob Buch i Raarup havde altid sagt at han ville køre for Inger til kirken på hendes bryllupsdag, og heldigvis var den nye V.8 ikke klodset op som de fleste andre, for han fik en lille tildeling på grund af at hans niece blev kørt til specialundervisning, men til det morsomme, på bryllupsdagen ville han hente Inger i Brunsvang, men sætte sin kone Julie af ved kirken, Kirkebetjenten Martin Christiansen, var oppe i tårnet, han havde dårlige ben så han gik op i god tid, og han havde fået at vide at det var Jakob Buch der kom med bruden, så var det ved den tid han skulle ringe med klokken, da så Jakob ville sætte Julie af begyndte Martin at ringe, og de kunne ikke råbe ham op, han var meget tunghør, (det har nok været en arbejdsskade ), men Julie var resolut entret op i tårnet,i sin fine stads, der kunne hun få fat i Martins bukseben, og håndfast forklare ham at han skulle vente med at ringe, og Jakob kunne se det morsomme i det hele, da han kom ned til Brunsvang, og kom ud af bilen råbte han ”nu skal vi afsted, det har ringet første gang, men de ringer vel tre gange ligesom i teateret”, det havde man meget sjov med, Julie måtte også høre på nogle vittigheder, med den uforberedte brud, og sådan noget. Og Jakob var kendt langt omkring for sit gode humør, og for at holde sjov, så det har han sikkert underholdt med andre steder, hans måde at fortælle på, var også altid fuld af humor. 

 

Selve festen foregik nok som sådan noget skal foregå, jeg husker ikke så mange enkeltheder, men da de skulle hjem om aftenen, de kørte med Villum Andersen i Raarup, var der bundet blikdåser og kludesko efter bilen, og da ris var en mangelvare var der nogle der brugte flækærter til at kaste efter dem.

I de år de boede på Møgelkær Mark kom jeg der tit på fridage og i ferier, det var mest cykeldækkene der kunne være til hinder for bevægeligheden, men jeg har da gået derover fra Klejs Skov, i glat føre endda, men så var jeg også træt da jeg kom frem.

Sommeren 1941 kom Godsejerparret Schou fra Palsgaard, på den årlige sommertur rundt til deres tilhørende ejendomme, det foregik på cykel, det brugte alle jo på den tid, denne gang kom de nu til fods fra Lottrup, sammen med Inspektør Madsen, Schou syntes at bygningerne trængte til reparation og nogen fornyelse, den vestlige ende af stuehuset skulle have støbt sokkel, i stedet for syldstenene under bindingsværket, nye gulve og skillerum, og døre, alt sammen kun i de vestlige rum af stuehuset, og så ville han have tilbud på en ny kostald, Madsen skulle indhente tilbud fra Tømrer Hansen i Klakring og Murer Preben Nielsen i Vesterby, det var de to mestre der plejede at komme på Lottrup, når der var noget med bygningerne. De kom en tid efter med overslaget, og Madsen kunne senere fortælle at Palsgaard havde godkendt det. 

Byggeriet skulle begynde i oktober, først skulle alle dyrene til Lottrup vinteren over, og på den tid af året kunne man trække kreaturerne gennem skoven derover, grisene skulle transporteres på nogle vogne, sammen med karlene på vognene, var der også 3-4 tyske soldater, de tog meget del i gårdens arbejde, grisene kom i mindre transportkasser, soen i den store grisekasse, med en tysker foran og to bagved, Far sagde til dem at det kunne man kalde at være under værnemagtens beskyttelse, de kiggede lidt, men kunne se at det var for sjov, så grinede de af det, på det tidspunkt havde de endnu humøret i behold, det mistede mange af dem, når de havde været et år på østfronten, der var en der kom tilbage til Lottrup efter sådan en tur, og det var endda da det gik fremad, men de var trætte af det, en af dem fortalte at hans kone måtte passe gården sammen med tre russiske krigsfanger, en anden var mere optimistisk, han købte en radrenser hos smeden, og sendte den hjem til Tyskland. Disse soldater havde jo kun en underkorporal til at lede dem, når der kom officerer fra Horsens, var de stive og forskræmte.

Vi hentede mælk hver eftermiddag på Lottrup, jeg gik tit med Far derover, så gik vi igennem skoven, det var mørkt på hjemvejen, men skovvejene kunne vi finde, selv i mørke fordi man var kendt, eller havde man bedre mørkesyn dengang. Stuehuset stod uden vægge i den ene ende,og kostalden var væk, men vi skulle kunne flytte ind i stuehuset inden jul, og stalden i foråret.

Først i november skulle jeg have ordnet mine mandler, efter Doktor Jakobsens anbefaling, og det skulle ske hos Øre, Næse og Halsspecialist Jeppesen i Horsens, han havde nogle år i forvejen ordnet mine polypper, og naboens børn skulle også snart derud, vore mødre blev så enige om at lave en fælles tur derud, Anne og Gerda skulle have fjernet polypper, og Svend Aage både mandler og polypper, og jeg som sagt mandler, Villum Andersen kørte os derud, men Jeppesen ville have Svend Aage og mig indlagt på Sct. Josephs Hospital, hvor vi måtte blive en uge, personalet var Nonner, de

var meget rare, men man var lidt bange for dem i begyndelsen, det var en oplevelse jeg ikke glemmer, både operation, at være hjemmefra, og Nonnerne, det var lidt af en forsmag på ting, man måske kunne komme ud for igen, men nu vidste jeg i det mindste mere end før jeg kom derud. Min Mor kunne jo få tid til at komme ud at besøge mig et par gange, hun var jo fri for at malke nu, når køerne var væk, Inger kom en dag, Far kom også en gang, Bedstefar besøgte mig den sidste dag, så jeg havde vist besøg hver dag. Men det var nu rart at være hjemme igen. 

Sidst på sommeren flyttede tyskerne op i en ny stor barak til 10 mand, i kanten af Overskoven på Troldmose Bakke, de havde fået en vagtbark og et observationstårn henne ved Generalstabsmærket, de bevægede sig vist heller ikke så frit som før, der var nok ikke så mange der vinkede til dem nu.

 

Erik fik til november plads som andenkarl, hos Bichel på Lundbæk i Rårup, det smagte af lidt mere end små gårdene, han havde heller ikke så langt hjem, og mange af hans bekendte var jo fra Klejs og Raarup, en del unge holdt til nede hos Købmand Fritz Erichsen i Raarup Østermark, han havde før haft rutebilen til Horsens, og han havde også kørt lillebil, han blev altid kaldt Prøjseren, men han var fra Angel. Hans butik var altid åben, nogen sagde at han ingen nøgle havde til døren, men det passede ikke, for når der kom inspektion, var der altid lukket og slukket, der blev vist givet en forhånds orientering, fra en af hans venner. Soldaterne handlede også hos ham, der var en frisør imellem dem, han klippede de unge mennesker billigt, og soldaterne havde cigaretpapir og tobaksvarer på den tid, de fik jo endnu ret gode rationer.

Foråret 1942 var kostalden færdig, og dyrene kom hjem igen, det var rart med alt det nye inventar i stalden, og de nye lofter, nu behøvede man ikke kigge efter hullerne når vi var deroppe, den var bygget lige som den gamle, også i bindingsværk, men med hul mur og støbt sokkel, alt tømmeret i bindingsværket, eller i hvert fald det meste, var fra den gamle stald, hvor det måske havde sat i 100 år, og måske kunne have sat i 100 år igen, men efter 7-8 år kom bygningerne til at stå tomme, og så går forfaldet hurtigt. Hele tag konstruktionen var ny, og det var gode tagrør der var tækket med, det var et solidt tag, men hård ved Tækkemandens hænder og tøj, Janus Tækkemand i Klejs Skov tog det gamle tag af, men ville ikke arbejde med rørtag, så der kom en fra Sønderby, han havde sin søn med til hjælp, de kom på cykel den lange vej, arbejdede dagen lang ofte i hård frost, og så turen hjem igen, det var nogle lange hårde dage de havde. Det eneste der ikke blev udskiftet af det gamle hus, var den østre gavl op til tre meters højde, det var kampesten, og man kunne ikke hugge muren ned, så blev der bygget oven på, og selvom hele gården var væk for over 35 år siden, står gavlen i kampesten der stadig, og er måske over 200 år, men uforgængelig. Siden er jeg blevet klar over at det nok var en af de sidste staldbygninger, bortset fra udstillings og museumsbygninger, i bindingsværk, der blev opført i Bjerre Herred.

Hestegangen uden for laden, der var en karrusellignende ting, som havde en bom til at sætte heste for, og så kørte man rundt og rundt, så blev kraften fra karrusellen, som i virkeligheden var et kamhjul, overført med tandhjul og kardanaksler til tærskeværket, den havde ikke været i brug i flere år, vi brugte den til jeg var i 5 års alderen, nu blev kornet sat i stak uden for gården, så kom det store transportable tærskeværk fra Lottrup med traktor for, det kunne ordne det hele på 2 – 3 dage, der var også presser med til halmen, så kom det ind i laden og på lofterne. Men da hestegangen blev

hentet af Østjydsk Maskinforretning i Horsens, havde de et såkaldt halvrenserværk med, som kunne være inde i laden, og så blev der også købt en 10 hk. Fairbank motor, men den kom til Lottrup, den skulle bruges til Fordson traktoren som havde fået monteret et trægas anlæg, og var ikke let at starte, så brugte man Fairbanken til at trække den i gang på remskiven, så den kom først til Brunsvang i 47, da den gule Fordson blev udskiftet med en Lantz Buldog, men Fordsonen havde klaret krigen med trægas, og så kunne petroleumstildelingen til motoren jo også blive på Lottrup, det var også mangelvare derovre, når de ikke havde el.

1942 flyttede Erik til Palsgaard 1. november, han var antaget som daglejerkarl, det havde de fleste store gårde dengang, så var det for en fast dagløn, og man kunne tage sin afsked til aften, og få sine penge med det samme, lønnen var vist 6 – 7 kr. om dagen, plus kost og logi, de gifte folk fik vist 8 kr. på egen kost, det var ikke meget til en familie, men der var nogle der sparede op til egen bedrift.

Vinteren 43 blev ikke så kold, som de foregående år, især marts måned var det godt vejr, med meget sol, faktisk var hele foråret varmere, det var jo rart når man skulle til og fra skole, men kedeligt at sidde inde i så fint vejr, det var nok ikke lysten der drev værket, dog tror jeg at vi fik lært det vi behøvede, i de 7 år skolen tog sig af os. Lærer Søborg var ikke slem til at terpe, han gav os den vi-den vi behøvede, til selv senere hen at finde de ting vi havde brug for, skolegangen kunne nok have givet noget mere, men for mange var det noget som skulle overståes, så vi kunne komme ud at opleve noget.                  

Vi gik kun i skole hver anden dag, men så var vi der måske i flere timer, det var rart at have fri hver anden dag, vi spildte ikke så meget tid på at gå frem og tilbage, når vi ikke skulle møde hver dag, det var af lokalehensyn og udnyttelsen af lærerkræfterne, det var den slags skoleskemaer, det vidste vi bare ikke den gang, efterhånden fik jeg også nogle pligter derhjemme.

Det var med at hjælpe i stalden, sørge for at brændselskassen i køkkenet fyldt op, og at der var optændingspinde i ovnen til næste morgen, så var der en del ærinder der skulle besørges, og hente avis og post oppe i postkassen, når posten var kommet over middag, for Far skulle helst have avisen når han vågnede fra sin middagssøvn, så kunne jeg oftest holde fri til kl. 16, Far sov gerne en halv time, hver dag i kurvestolen, så var det rart lige at se avisen inden han skulle ud igen.

Om sommeren stod køerne tøjret, så skulle de flyttes på nyt græs nogle gange om dagen, de små kalve stod også på græs uden for gården, de større gik i en indhegning et stykke nede i Klejs Skov, der var 5 – 10 min. gang derned, der skulle tappes vand i et trug til dem, endnu længere nede i Klejs Skov, helt ude ved skel grøften til As Sogn, var der ogaå en indhegning, de kvier der var der skulle have vand fra grøften, vi trak det op med en spand, og fyldte det i trug, det skulle ske hveranden dag. I nogle år havde vi kvier i en indhegning ude ved Bolbroholt, indhegningen lå langs med Juelsminde – Horsens vejen, og er i dag tilgroet, den lå over for det der i dag er golfbane, der var vandhuller de kunne drikke af, men vi skulle derned for at se om de var der alle sammen, var vi heldige kunne vi se dem i kikkerten hjemme fra Brunsvang, men hvis de var bag træerne, måtte vi vente til de kom frem, og hvis ikke måtte jeg af sted næste morgen på cykel, over Vesterby ned til Klakring Mejeri, der gik en genvej til Bolbroholt, når antallet af kvier stemte, skulle jeg til Juelsminde Havn, for at hente fisk til middag, og så måtte der ikke gå for lang tid med at komme hjem, fiskene var jo ikke glade for sommervarmen, og mor skulle have dem klar til spisetid kl. 12, men jeg nåede det altid, men startede også tidligt om morgenen, jeg plejede at møde mælkevognene, og de var jo tidligt ude at køre, der skulle også helst være tid til at se havnen, og bådene det var mest fiskerbåde der var kun et fragtskib i Juelsminde, det hed ”Clara”, det var en motorskude med to mands besætning, skipperen og en matros, der hed Alf, hans søster tjente på Lottrup, og hans far var murersvend hos Preben Nielsen, Alf blev siden kendt i mange forsamlingshuse, for sine drabelige slagsmål, tyve år senere kom jeg på samme arbejdsplads som  ham, men da havde han fået kone og børn, og var faldet til ro. Den sommer var der en Messerschmidt Jager der nødlandede i Barrit, den kom østfra hen over Klejs Skov, det lød som den skød, men det har nok været motoren der satte ud, det var om aftenen, alligevel skulle vi op til landevejen ved Blæsbjerg, for at se efter den, den var ikke at se nogen steder, men tyskeren oppe i tårnet havde haft den i  kikkerten, og derfra fik vi at vide den var nødlandet i Barrit, den lå på en mark bag ved Bageren. Næste dag efter skoletid, var vi nogle stykker der kørte derover for at se den, der gik en vagt, han var ligeglad, bare vi ikke pillede ved noget. Det var nok sådant, man kunne bruge tårnet til deroppe på Troldemosebakke, de havde et stort overblik fra det, det var tårn nr. 3 de havde til sidst, det var 14 m. højt, man kunne se langt ned i Lille Bælt, meget på Fyn, Røsnæs på Sjælland og Samsø, og man kunne se helt op i Aarhus Bugten bl. a. Helgenæs. 

Det efterår havde Erik planlagt at flytte til Ussinggaard, men ombestemte sig og blev i Hosby hos Magnus Rasmussen, her skulle han køre Palsgaards mælk til As Mejeri, også vinteren 44 var knap så så kold som årene før, men vi fik da kælket og løbet på ski, det var der sne nok til, der var jo tradition for at vi havde en kælketur med skolen, det foregik nede på Jens Jensens bakker, det var meget fornøjeligt, og jeg tror ikke der var nogen der kom til skade, selvom der var mange der skulle vise at de var lidt bedre, end de øvrige.

Erik var om vinteren kommet til Barritskov, der var han til han på foråret, så kom han ud at sejle, det var mor meget imod, det var også næsten hver dag vi hørte om minesprængninger og den slags, men han havde ikke talt om andet i flere år, og nu skulle det altså være, han kom med en kuldamper, navn og rederi har jeg glemt, de hentede kul i Polen. 

Det var russere der arbejdede på kajen og i lasten, det var forfærdelige forhold, de lå i kulbunkerne og sultede gjorde de også, men tyskerne der gik vagt på kajen var tossede, hvis man ville give dem lidt at spise, soldaterne selv havde kun nogle rugbrødshumpler i lommen, når det var spisetid, og de fik selvfølgelig ikke noget fra skibet, når ikke de kunne tåle at fangerne fik lidt. Derefter kom han med en mindre båd fra Aarhus, den hed ”Ceres”, det var en såkaldt hollandsk kuf, den slags både er beregnet til kanaltrafik og kystfart, de har ingen køl, så de ruller meget ude i åben sø.

Det forår blev Bedstemor i Horsens 80 år, Mor og Far skulle med til festen, alle Mors søskende kom jo, men de skulle overnatte derude, der var ingen tog om aftenen til Gramrode, der var næsten ingen rejse forbindelser mere, jeg havde en kammerat, Holger Jensen nede fra Klejs Skov, med hjemme og overnatte, vores naboer Agnes og Jens kom og malkede og hjalp med køerne, det gjorde de i flere år, når Mor og Far var væk hjemmefra, far havde fra 1943 fået et par årlige fridage og en uges ferie, med betalt afløser, og i 44 var vi på ferie hos Inger og Svend, det var første gang min Far havde ferie, i hans tid.

En dag efter høst var Far på Lottrup for at hente en hest og en gammel jagtvogn, i bunden af vognen lå der en sæk hvede, men sådan den ikke var synlig, næste morgen kørte vi til Møgelkær med hveden, og så blev vi der til om aftenen, en anden dag kørte Inger og en af deres nabokoner, hvis far var Møller i Vrigsted eller Stouby, derop med hveden, hvor den så blev malet til mel, senere hentede Inger så melet hjem til sig selv, så fik de deres del, og hun kom hjem til os med vores, hun kørte med en Frederiksborger, den kunne holde en god fart, vognen var en såkaldt Jumbe, tohjulet med plads til fire personer, man sad sidelæns to og to. Men sikke brød der blev af melet, man var efterhånden nødt til at bruge bygmel, og hvis brødene ikke faldt sammen, blev de tunge som sten.

Vi havde jo Petroleumslamper og Flagermuslygter, der fik vi rationeringsmærker til, selvom det var ikke meget vi kunne få, sommetider fik vi lidt af det som ”Fairbanken” ikke brugte, den startede kun traktoren, det tog ikke så meget. Til radioen brugte vi en akkumulator, lige så stor og tung som de bilbatterier man bruger idag, desuden skulle der bruges et anode batteri til radioen, det var på  størrelse med en skotøjsæske og vejede flere kg., vi brugte også sådanne akkumulatorer til lys, man kan godt orientere sig ved en 3 volt cykellygtepære, vi havde 2 – 3 sådanne pærer i stalden, og lige sådan i stuen, alle gamle julelys og stearinlys var forlængst brugt op. Til efteråret kom Erik hjem, det var blevet for farligt at sejle, men han havde været nogle ture i Sverige med ”Ceres”så han havde kaffe,

chokolade og andre ting som var rationeret, med hjem til os, han fik arbejde på Rosenvold vinteren over, det var mere fredeligt end på søen. Den sommer havde jeg været på sommerferie hos Inger og Svend, man kunne mærke krigen over alt gennem restriktioner og rationeringer, der kom også flere soldater, de tog forsamlingshuse og skoler flere steder, og Hornsyld Sygehus og senere Kuranstalten i Juelsminde, det blev de ikke mere velsete af, de pæne smilende fyre fra 1940 var væk, nu lignede en del af dem store drenge og ældre mænd, og de glade miner var heller ikke mere at se.

En dag så vi en tysk bombemaskine med en lille maskine ovenpå, den store som var uden besætning blev styret af en pilot i den lille maskine, frem til målet, piloten frigjorde den lille og fløj hjem, og så var den store maskine rettet ind på målet, med sin last af bomber, det var vist en sjælden type der var stationeret i Tirstrup, vi så den i hvert fald kun den ene gang, men vi kunne flere gange høre luftværnssirenerne inde i Horsens, når der var overflyvning.

Den største overflyvning jeg har set var også i 44, det var en formiddag i skolen at der begyndte at komme maskiner højt oppe, de var helt hvide og trak lange kondensstriber efter sig, de kom i bølger når en bølge var ude over Kattegat, så kom den næste, vi talte og talte og lagde sammen, det blev over 400, andre steder havde man talt over 700, det blev ved næsten til middag, ud på eftermidda- gen kom de tilbage, og fløj vestpå, man sagde senere, at det var Bombe Verkerne i Peenemùnde der blev bombet. Fra den tid begyndte vi at se amerikanske maskiner, de engelske kom om natten, og de tyske blev færre og færre, og holdt sig nær jorden, sådan en dag var det ikke let for læreren, at få os til at følge med, i bogen. 

Skolen blev også beset af tyskerne, men lokalerne var vist for små, de ville vist helst have nye sko- ler med gymnastiksal og den slags, så vi så aldrig mere til dem, senere kom der også flygtninge til en del skoler, så måtte børnene være i missionshuse og lignende.

Vi fik at se hvordan der blev bombet i Tyskland en aften i vinteren 45, vi var en flok beboere fra Klejs Skov, der en aften i februar skulle ud til Anne og Marius Nymann ude på Vesterager, der var kommet fly først på aftenen, nu kunne glimtene ses på himlen dernedefra, sammen med lysstriber fra lyskasterne og luftværnsgranater, det var i retning af Kiel, sådan en frostklar aften kunne man se langt, men det så faktisk uhyggligt ud, også fordi det var lydløst.

Vinteren 45 var som de sidste par år ikke så slem som 40 og 41, men det kunne også være det sa me, det var helt lunt af og til i foråret, og tit kørte jeg ærinder til Raarup, og når jeg så alligevel var der, tog jeg af og til en afstikker til Møgelkær, der var også nok at se på, tyskerne havde taget hele Ungdomslejren til Rekreationslejr for sårede soldater, som var her en tid, til de skulle til fronten igen, der var mange der var sengeliggende i begyndelsen, ude fra vejen kunne man se at der var sat etage-senge op inde i forstanderens havestue, og dem der lå derinde, var helt væk i gaze og gips, de nåede ikke til fronten inden krigen var ovre, nogle der var oppegående, prøvede på at gøre lidt eksersits ude i gården, selvom de var langt fra raske, men dem der havde kommandoen viste ingen medlidenhed, de råbte som den slags plejede at gøre. Senere blev der sat dobbelte pigtrådshegn op, de var nok 3 m. høje og havde udhæng både ind og udvendig, det lignede en rigtig fangelejr, og det blev det ret hurtigt, for Svenske Røde Kors busser kom under Greve Folke Benadottes ledelse, med norske og danske fanger fra de tyske koncentrationslejre, han var selv med, Inger så ham køre forbi, en dag hun var ude i haven. 

Det var mange af fangerne der var syge, der var nogen der sagde at der manglede vand i lejren, så tog man fra åen, som havde spildevandstilløb opstrøms, men der blev sagt så meget på den tid, var fangerne kun vant til roesuppe, var det et chok for maven, at få al den gode mad i busserne op gennem Jylland, folk havde ikke vidst alt det gode de ville gøre for dem, det kunne ses når busserne blev gjort rene, det flød med wienerbrød og madpakker, det var nok også årsag, til den megen sygdom, imellem fangerne. Der skulle være nogle pansergrave ude i Bjerre Enge, det var vist meningen at fangerne skulle beskæftiges med gravearbejde der, og de var også derude, for en dag var Inger og jeg kørt ned til søen nede i Møgelkær Skov, for at samle hugspåner, da gik der en del af dem ude påmarken uden for skoven, der var vagter uden om, men der var nok noget i vejen, for der lå et par af fangerne på jorden, men der var vist også svenskere med, vi kunne kende dem på uniformen, de var henne at se på dem der var syge, så kom der en svensk motorordonnans derned, han vendte på stedet og kørte op til kommunevejen, vi syntes at det så lidt for spændende ud og begyndte at pakke sammen for at køre hjem, da kom han tilbage, med en af de svenske ambulancer bagefter, og de kørte med fuldt drøn ud af skoven, og ned over marken, de holdt ikke tilbage for vagter eller andet, de læssede de syge op, og så for de af sted igen med dem, havde det været tyskerne der skulle sørge for dem, var de nok blevet liggende til aften, vagterne turde ikke foretage sig noget, men tyskerne havde vist noget respekt for det svenske Røde Kors personale, soldaterne vidste jo at det kun var uger til det hele var slut. Der kom mange pårørende til fangerne, for at hilse på dem, de fik lov til at stå uden for pigtråden og vinke, af og til kunne de indsatte gå ud på vejen, for at hente tøj og madpakker, nogen skulle have set en få en overfrakke hængt over skulderne, og så var han gået med sine pårørende derfra, det fortaltes også at en var kommet ind til Købmand Lundfald, og bedt ham om at ringe til Aarhus, og bede familien om at komme med en Taxa, og hente ham i bagbutikken. Det var ikke alle tyskerne der ville have folk til at stå på vejen, så blev vejen ryddet, det var især ved vagtskifte, så var der befalingsmænd der holdt øje med det hele, der var også vagter der var pligttro endnu, de ville vise at det var dem der bestemte. 

 

Svend ville prøve at lave tørv, af tørvejord nede fra Møgelkær Skov, han havde fået lov til at hente tørvedynd nede ved søen, af Skovfoged Brandt, han ville køre det hjem, og lægge det ud på marken, hjemme ved ejendommen, dertil skulle han bruge en æltevogn, det var et tohjulet, hestetrukket køretøj, næsten to meter bred, med store brede hjul og gennemgående aksel med vinger på, de æltede tørvemassen, når vognen kørte. Og sådan en vogn havde Svends bror stående nede i Rårup Østermark, jeg var med nede at hente den en aften sidst i april, den var bundet bag efter Dog – Carten, som var en fin lille vogn til to heste, den havde de byttet dem til for jumben, det var mørkt inden vi

nåede Nebel, det rumlede og buldrede forfærdeligt fra æltevognen, når den kom i fart, da vi kom tillejren stod vagterne og gloede, der var jo næsten ingen trafik, så alt var stille, og de havde nok kun- net høre os fra den anden side af Nebel, nu stod de så og rystede på hovedet af sådan et optog på den tid af aftenen.

Næste dag skulle jeg løbe ud efter noget brændsel til Inger, jeg stak i hendes træsko, med mine kludesko på, det var en uvane, men ofte brugt og denne gang gik det galt, jeg faldt ude på trappen og forstuvede foden. Det var umuligt at støtte på foden, jeg skulle ellers hjem og i skole næste dag, det var umuligt, i stedet kørte vi ind til Doktor Ramberg i Skjold, ham gik det barske historier om, så jeg var alt andet end tryg ved det besøg, men det lod ikke til der var noget brud, så vi skulle bruge varme omslag, så varme som muligt. Da vi kom hjem fra Skjold, var det fuldt af tyskere uden om ejendommen, og ned mod skoven hvor de havde øvelse, de skød og lavede sprængninger så vores ruder klirrede, jeg måtte ligge på sofaen, der var ellers nok at se på, men jeg skulle ligge stille med varme omslag.

En formiddag kom svenskerne igen, de kom gennem skoven ude fra ”Kærshus”, så vi havde dem lige uden for vinduerne, motorcykler, stabsvogne og busser i massevis, der gik rygter om bestemmelsesstedet for transporten, over middag kunne vi se busserne køre op mod Nebel og videre ud af Gramvejen mod Bjerre, flere af busserne var med toakselede anhængere, og da busserne havde fladnæse, var bus og anhænger næsten ens, når man så dem lidt på afstand. Det var muligvis de norskefanger vi så blive transporteret væk, efter senere oplysninger kom de til Sverige, og nogle af de danske var kørt til Frøslev, men også nogle af disse kom med til Sverige.

Inger og Svend var ikke så glade for situationen, hvis der blev uro i landet, og jeg lå der uden at kunne gå, så boede de lidt for centralt, alle vidste at der snart måtte ske noget, så derfor kørte de mig hjem til ”Brunsvang”, vi var lidt længere væk fra de steder hvor der måske kunne blive kamphandlinger, men der var taget forholdsregler, der var lavet evakueringsplaner for hvem der skulle af sted, og hvem der skulle blive tilbage for at passe dyrene, det var vist beregnet at en mand for hver tre eller fire ejendomme skulle blive. Hjemme havde vi en taske stående med lidt skiftetøj, lidt madvarer, knækbrød, spegepølse og ost, så vi kunne komme af sted med kort varsel.

Foden skulle stadig være i ro, så jeg måtte ligge på sofaen derhjemme også, mor skulle til Horsens efter et nyt anode batteri til radioen, Far kunne næsten ikke høre B.B.C., det var et sted i der i byen hun muligvis kunne købe et nyt batteri, det var jo en mangelvare. Så Mor tog rutebilen derud, hun kunne nå at besøge Bedstefars samtidig, da hun havde fået batteriet, det var ikke så tit hun kom til byen, sidst på eftermiddagen skulle hun hjem igen med rutebilen, men tyskerne havde beslaglagt alle rutebiler, de havde før været været væk nogle dage, når de hentede fanger i Tyskland, derfor var de hvidmalede med røde kors, så var de jo velegnede for de tyske officerer der ville stikke af, inden der gik ild i det hele, de kunne godt tænke sig at køre i røde kors biler hjemad, heldigvis mødte mor Godsejer Levy fra Kalsbøl, han sagde at hun skulle gå op i en gård oppe i Søndergade, der havde Hansen i Raarup gemt sin rutebil, og ville prøve at køre ned over havnen ved 17 tiden, hvis han var heldig, mente han at kunne komme den vej. 

Mor kom med til tiden, og de kom godt ud af byen, Biavler Berger i Klejs var også med, de fulgtes ad til fods fra Raarup til Klejs, det var en hård tur, batteriet var meget tungt at bære så langt. Der blev meget bedre lyd i radioen, da Far fik det nye batteri sat til, nu kunne vi høre B.B.C. tydeligt, støjsenderne, var ikke så aktive. Så kom der en rigtig god nyhed, tyskerne havde overgivet sig, fra næste morgen kl. 8, vi sad og så på hinanden, nu var det ovre, hvad vi hver især havde ventet os, ved jeg ikke, men det var en lettelse vi følte, vi havde nok været forberedt på både det ene og det andet, nu var det heldigvis slut.

5. maj begyndte med Lurblæsning i radioen, og Kong Christians tale, men jeg måtte holde foden i ro, det havde været morsomt at komme op til Amtsvejen, for at se hvad der skete i trafikken, der var pludselig mange køretøjer på vejen, hvor de så end fik brændstof fra. Vi hørte jo også om Frihedskæmpernes bedrifter, de lokale havde været ude, men det var vist mest efter 4 maj, der var nogen, der skulle have en fjer i hatten, nu havde de jo fået armbindet på. Administrationen kom heldigvis hurtigt i gang igen, nu ventede man så på at rationeringen snart skulle ophæves, men der gik desværre en del år inden inden alt kunne købes uden restrektioner.

Mørkelægningen var da slut, så vi kunne få lys på cykler og biler, petroleum var stadig rationeret, men vi fik nye ledninger til akkumulatorerne, tyskerne på Troldemosebakke havde telefonledning til Klejs Central, da der nu ikke var nogen til at vedligeholde ledningerne blæste de ned i storm, så var der flere der kunne bruge isolerede ledninger, vi skiftede ud et par steder, så gjorde de da lidt nytte. Efterhånden forsvandt soldaterne fra forsamlingshuse, skoler og sygehuse i Bjerre Herred, der kom aldrig ret mange flygtninge herud, og de blev også hurtigt samlet i store lejre, som Oxbøl og Ry Flyveplads. Tårnet tyskerne havde brugt, købte Ansgar Kvist fra Klejs Savværk, til nedbrydning, men jeg nåede at komme derop nogle gange efter 5. maj, tyskerne kom tilbage igen i maj, englænderne skulle se hvordan den tyske Luftmeldetjeneste fungerede, så der blev holdt en fælles øvelse i nogle dage, og så var lejrens 5 årige historie slut.

Inger og Svend var ved at se dem om efter noget andet end statsejendommen, Svend søgte ind ved fængselsvæsenet, men det blev ikke til noget, så sidst på sommeren købte de en vognmandsforretning i Vrigsted, de boede i begyndelsen i et hus i Løgballe, som de lejede af Knud Nicolaisen, sene- re købte de et hus i nærheden, hvor de kunne have lastbilen i garage.

Til oktober begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse hos Provst Moos i Raarup, den første dag jeg var der, tog jeg turen over forbi Møgelkær, det blev vist sidste gang jeg besøgte dem inden de flyttede til Vrigsted, jeg var kommet der mange gange i de år de havde været gift, det var lidt trist at tænke at jeg ikke skulle der mere, og jeg tænkte tit på tiden der, og jeg ved at de selv senere, nogle gange ønskede sig tilbage dertil, uden at sige det højt. Møgelkær var også blevet lavet om, nu var det folk fra Frikorps Danmark der var forvarede i lejren.

Hos Provsten skulle vi møde kl. 8 – 10 for drengene og 10 – 12 for pigerne, Moos ville ikke have konfirmation om sommeren, derfor var vi nødt til at gå i 2 hold, lokalet var for lille, men det var langt i snestorm, Raarup Sogn var et af Danmarks største, og vi havde da en Annex Kirke i Klejs, der havde det da været med et hold konfirmander, det var langt ude fra Lottrup Mark til Rårup i snestorm, de skulle hjemmefra før 6.30 om morgenen til fods, cykeldæk var stadig mangelvare, og i meget sne kunne man ikke cykle alligevel, det gjorde ikke Provsten mere velset, sammen med alle de andre fejl folk ikke talte højt om, og når først børnene begynder at diskutere sådant, er der nok noget der ikke er tilfredsstillende, det var en mand uden kontakt med en stor del af sin menighed, men hans forgænger var jo også Biskop Hofmeier i Aarhus, ham var alle glade for, og det blev ved at være ham folk huskede, når de kom til kirke.

Erik var mønstret på Isbryderfærgen ”Holger Danske” i maj 45 i Aarhus, de var i Norge med fanger fra Koncentrationslejre i Tyskland, der var en mægtig modtagelse i Oslo, og de var der da Kong Haakon kom hjem, senere mønstrede Erik på M/S ”Horsia” af Horsens, en motorskonnert på 175 t., de var 4 mands besætning, Erik var Koksjungmand.

Det år var vi alle hjemme i Brunsvang i hele Julen, der var 8 voksne plus 2 børn, der var en del opredninger, og mange steder der skulle fyres.

Det er også eneste gang jeg kan huske, at vi alle har overnattet under samme tag, senere var vi for langt fra hinanden, til at gentage det, men vi var da samlede siden, hen til fødselsdage og lign., men overnattede alle sammen på samme sted, gjorde vi ikke mere.

Vinteren gik med skolen og Provsten, nu var det konfirmationen der forestod, men vi var enige om at jeg skulle ud at tjene om sommeren, så kunne vi se senere, jeg var jo ikke fyldt 14 år endnu, men lærepladser var der kun få af, og da skulle man være 15 – 16 år. En dag først i april kom Willy Christiansen fra Klejs hjem til os, han var 16 år og tjente hos Jørgen Nielsen i Ravnholt, de manglede en konfirmeret dreng til første maj, til at passe besætningen, eller i hvert fald hjælpe med det, jeg var derovre at se på det en dag, og Jørgen Nielsen kom hjem til os en aften, hvor det blev aftalt at jeg skulle ansættes for et halvt år, fra 1. maj, for 700 kr for det halve år.

Konfirmationen forløb vist som forventet, jeg havde ikke forventet mere i hvert fald, vi var hele den nære familie, og en del af den fjernere, Bedstemor og Bedstefar i Horsens var der, det blev sidste tur til Brunsvang for dem, Faster Henny og Forstanderen fra Jelling var der, Morbrødre og Tanter, Mostre og Onkler fra Horsens. Vi havde en kogekone fra Horsens, det var en der var kendt med familien, ellers plejede Olivia Steffensen fra Klejs, at stå for det praktiske, men hendes niece, Karli Mathiassen, som jeg gik i klasse med, skulle konfirmeres samme dag, så vi fik så aftalt med Fru Jørgensen om at komme, hendes mand havde bil og kørte hende ud til os, han kom igen om søndagen og kørte for os til kirken, og hentede gæster ved rutebilen, og lign. så det var rart at han var der hele tiden, det var næsten ikke til at få fat på en udlejningsbil sådan en dag, de var bestilt måneder i forvejen.

Efter konfirmationen var jeg nogle dage i Løgballe, det var morsomt at komme med ud at køre i lastbilen, det var noget nyt, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg var med dem i Horsens en søndag eftermiddag, vi var ude i Sdr. Lindskov for at se Bakkeløb for motorcykler og biler, jeg havde aldrig før set motorløb, og set med nutidige øjne var det en tam omgang, men de motorcykler vi varvant til, var mest gamle tøffere, dem der var på banen den dag blev helt overgået af Jens Christensen på en gul B.M.W., han er mest kendt som ”Jens Lyn” i motorkredse, efter løbet satte han banerekord på en J.A.P. Dirt – Track cykel, det så helt fantastisk ud.

 

Det var afslutningen på tiden med sjov og leg, nu begyndte det mere alvorlige, men det er godt man ikke kan se ind i fremtiden.

 

Til toppen

 

Til næste side